Sunde kostråd for ALLE, der er til at forstå!

Brystkræft kogebog

For mig har det været utroligt let og ukompliceret at tage nogle overordnede enkle, sunde kostråd til mig fra Brystkræft-kogebogen af professor Mohammed Keshtgar.
Det handler om at spise sig sundere både, hvis man gerne vil være rask, men også hvis man vil sætte ind på forebyggelse af brystkræft, som rammer være 9-10 kvinde i løbet af livet. Den er for dig, der gerne vil forblive sund og rask, dig, der har eller har haft brystkræft, eller dig, der har sygdommen i familien og derfor føler, du har højere risiko.

Kostrådene er så utroligt nemme at implementere i det daglige, at jeg vil dele dem her på bloggen, for selvom jeg naturligvis har en ekstra motivation til at skrue ekstra på min kost, så er det noget, som kan være relevant for ALLE, der gerne vil leve sundt, måske tabe sig – eller styrke helbredet under og efter en eventuel behandling. Ikke bare i forhold til brystkræft, men for et godt helbred generelt.

Bogen gør det utroligt let og jordnært at optimere kosten, og den punkterer også en række myter i forhold til kost og kræft – fx omkring kulhydrater og mejeriprodukter, der IKKE er bevist at have en indvirkning på risikoen for kræft.
Vi skal leve sundt og varieret, og noget skal vi have meget af – og andet meget mindre af – men det er ikke hverken svært eller rigidt.

Kostrådene er IKKE komplicerede , og det drejer sig dybest set om at spise varieret udfra tre nemme grupper af fødevarer:

Dem, du skal have mange af.
Dem, du skal have moderat af.
Dem, du skal være forsigtig med.

Forebyggelse og sundhed er relevant for os alle!

Brystkræft kogebog

Titlen er måske lidt voldsom at forholde sig til: Brystkræft-kogebogen! Men det handler både om at styrke helbredet, så sygdommen kan undgås – og styrke sundheden under og efter et forløb, hvis man skulle være blandt de ca. 10% uheldige, der må forholde sig aktivt til det. Bogen er seriøs og let at få ind under huden, og så styrker den sundheden og velværet, uanset om man tænker brystkræft eller ej.

Det er ikke opskrifterne, jeg personligt går mest efter, men derimod starten af bogen, som giver de tre overordnede grupperinger af fødevarer, som jeg går ud fra i min kost og i mine indkøb i supermarkedet. Men opskrifterne er også en god inspiration til, hvordan du kommer i gang med at lave lækker mad indenfor “rammerne”, der slet ikke er så snævre endda.

Bogen giver en uddybende forklaring og en baggrund fra den nyeste forskning, så det hele er meget let at få en nuanceret forståelse af.
Der er enkelte fødevarer, som fx kålfamilien, fede fisk, olivenolie og tomater, der er særligt gode, men det handler ellers om at leve varieret og plukke fra især den “gode” liste.

For mig har det i forhold til min tidligere kost betydet en REDUKTION af rødt kød (= okse, lam, gris),  alkohol (den smule, jeg drak) og sukker- og fedtholdige varer, der kommer ud af en pose (slik, småkager, chips osv.), smør og fede mejerivarer.
Et farvel til forarbejdet kød (skinke, pølser, bacon)!
Og et goddag til LANGT flere grøntsager, frugt og fisk end tidligere.


Læs bogen og få hele forståelsen med!

Her på bloggen har jeg naturligvis kun mulighed for at give dig det hele i meget store linjer, så jeg kan bestemt anbefale dig at købe bogen.
Så får du alle nuancer og hele forståelsen og baggrunden med, og du kan have den liggende som en guide i dit køkken.

Helt overordnet skal du have:

* MERE: Grønt og frugt, fuldkorn (rugbrød, brune ris, kartofler, quinoa, bulgur m.v.), bønner, bælgfrugter, tomater, broccoli og alle former for kål, fede fisk og olivenolie.

* MODERATE mængder af: Rødt kød (undgå altid overstegning. Vælg mindre fede udskæringer og kun 70-90 gram). Spis gerne lette mejerivarer dagligt, men begræns smør, fløde og fede oste.

* MINDRE: Forarbejdet kød (bacon, skinke, pølser), alkohol, søde sager med raffineret sukker (forhøjet insulin er kendt risiko for udvikling af brystkræft), transfedtsyrer fra fx hårde margariner, chips og fastfood.

Kost og livsstil HAR en betydning!

Jeg har i forvejen levet relativt sundt, har trænet og har ikke været overvægtig, og jeg tillægger ikke på nogen måder mig selv “skyld” for, at nogle celler var begyndt at blive unormale hos mig. Det er der ingen, der bør gøre, for sygdom rammer ofte tilfældigt – selv hos børn – og man kan ikke bruge skyld eller dårlig samvittighed til noget.

Det er klart, at man ikke kan spise og motionere sig ud af alt – og der findes INGEN garantier her i livet for nogen af os, om vi så er nok så sunde eller kendt sundhedsguruer. Men man kan reducere sin risiko væsentligt og man kan gøre noget godt for sin almenttilstand, der både giver livskvalitet generelt og har en betydning i forhold til udviklingen fra det tidlige stadie til en reel kræftsygdom – og det har en enorm betydning for at komme igennem behandlinger, blive rask og forebygge ny sygdom.

Livsstilsvalgene er i øvrigt altid vores egne. Hvordan vi vil leve, hvad vi prioriterer og hvad vi tror på og har lyst til. Jeg er ikke på nogen mission, men vil bare af en rent hjerte dele de her råd, som jeg har haft let ved at tage til mig.

Når man først beslutter sig for at følge de overordnede kostråd i bogen, er det slet ikke svært. Og selvfølgelig kan man, hvis man vil, spise lidt slik eller en kage, eller drikke et glas vin, en gang i mellem. Jeg har nu købt ind, lavet mad og spist efter kostrådene en måned, og jeg har det rigtigt godt med det – det samme har min mand. Vægten har nu lagt sig på et leje 2-3 kg. under det normale, og en ny rutine har indfundet sig, hvor nogle ting bare automatisk er skåret fra, mens der er skruet op for andre. Uden særlige fødevarer, mærkelige kure eller mange restriktioner, men med nogle meget let forståelige og håndgribelige retningslinjer.

Hvis du føler dig inspireret kan du købe bogen hos Saxo her(reklamelink).

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.