Mindre gøre, mere være!

Mindre gøre, mere være!

Jeg har en lille notesbog i min natbordsskuffe, hvor jeg skriver ned, hvad jeg drømmer om, hvad jeg kunne tænke mig at opnå, og hvad jeg er taknemmelig for. Uden, at der skal gå for meget hokuspokus i den, så tror jeg på, at det betaler sig at gøre sig klart, hvad man ønsker sig og sætter pris på.

Nogle ting er lang tid om at materialisere sig, og der har i måske et helt år stået en note i min bog, der kort og godt siger: Mindre gøre, mere være. Du kender det måske fra dig selv, at man har så travlt med pligter og opgaver, og med at alting skal være mere eller mindre perfekt i orden, at man nogle gange glemmer bare at leve livet.

Vaner er svære at ændre, men i præcis denne uge er det som om, at der begynder at ske noget.

Det begyndte med, at vi kom hjem fra Club La Santa fredag aften (læs om turen her), og jeg var derfor nede i det afslappende ferie-gear, hvor man bare tager tingene, som de kommer. Dét gear, man hver gang ville ønske, man kunne holde bare lidt fast i, når man kommer hjem.
Tirsdag ankom så denne her famøse båd (læs mere om projekt båd her). Den kom i vandet i tirsdags og lige siden er ethvert ledigt øjeblik selvfølgelig blevet brugt på den.

askeladden-705

Båden er allerede på de få dage, der er gået, blevet til et frirum, hvor man faktisk ikke kan gøre ret meget – det gælder netop om at være. Der er ikke de store forpligtelser og en tur på havet er ren mindfulness. Der er som om, man kommer ind i en anden lille og ukompliceret, og meget afgrænset, verden på sådan en båd. Jeg giver slip på alle planer og to do lister og bare nyder det. Præcis, som jeg havde ønsket. Det kan man selvfølgelig gøre alle mulige andre steder, og på andre måder – gå en tur, være i sommerhus, luge haven, dyrke sport. Og nogle (især mænd, tror jeg) er bare generelt gode til at give slip og nyde det, uanset hvor de er.

Når jeg nu er ved to do lister, er det et andet emne, som jeg har tænkt meget over den sidste uge. Jeg var simpelthen gået for vidt med mine lister og gav mig selv alt for mange opgaver og alt for stram en tidsplan hver dag. Resultatet var, at jeg nogle dage stort set ikke fik lavet noget, fordi det blev for meget og for uoverskueligt – min to do liste fik mig til at gå i sort og miste modet samtidig med, at jeg fik konstant dårlig samvittighed. Jeg svingede simpelthen pisken for hårdt over mig selv. Jeg tror, det var af frygt for at glemme noget, men ærligt talt, så er jeg heller ikke så glemsom endda.

Nu skriver jeg i stedet kun de allervigtigste ting ned, som jeg absolut ikke må glemme. Som regel dem, der involverer en aftale og et tidspunkt. Resten tager jeg, når jeg har lyst – og jeg glemmer jo ikke hverken at skrive på bloggen, vaske tøj, løbe en tur, gøre rent, hente pakker, ordne regnskab eller sende ordrer fra min webshop. Jeg gør det i stedet, når det falder mig naturligt og har lyst, og det føles meget bedre. Faktisk tror jeg, at jeg får udrettet mere på den måde, men jeg føler mig mere fri.

Det paradoksale er, at jeg virkelig har pisket rundt lige siden, vi kom hjem for en uge siden. Helt vildt, faktisk – men jeg det været på mine egne sande betingelser, og jeg har givet mig selv lov til at være i de ting, jeg har lavet, fremfor at tænke over alt det andet, jeg skulle gøre og nå. Og om aftenen, når vi har været på båden, har jeg givet totalt slip og ikke tænkt på hverken webshop, vasketøj, rengøring eller noget andet. Huset ser også ud derefter, men der står ikke noget på nogen to do liste om, at jeg absolut skal gøre rent i dag eller i morgen.
Mit nye jeg siger, at jeg gør det, når det passer og jeg har tid og lyst til at hygge mig med det. Det håber jeg, at jeg kan holde fast i!

Og når jeg siger, at jeg har haft travlt, så vil jeg nok hellere sige, at jeg har været optaget. Optaget af ting, jeg selv har valgt, og som ikke alle har været specielt produktive, og som jeg har nydt og med god samvittighed. I går startede jeg fx dagen i Kongens Have til bloggerevent med Sloggi. Sådan burde alle dage starte 🙂 Med yoga i solskin (det bliver nok lidt svært i Danmark) og med en lækker brunch.

sloggi-bloggerevent

I dag startede jeg med en lækker ansigtsbehandling hos pHformula – som du kan forstå, går det ret godt med at nyde og være! I stedet for at piske derind i bil, besluttede jeg mig for at bruge en halv time ekstra på at cykle frem og tilbage og nyde den fantastiske sommerdag. For det første ser man altid mindst 5 år yngre ud, når man har givet sig selv tid til en behandling derinde, og for det andet kunne jeg nyde 2 x 30 minutters dejlig cykling fra Klampenborg til Østerbro og retur. Jeg har masser af arbejde, jeg også skal nå – men jeg skal nok få klaret det hele, selvom jeg også nyder livet undervejs.

Jeg har faktisk også været til frisør i denne uge, og jeg glæder mig til at vende tilbage med føljetonen om overgangen til det grå hår her en af dagene. Jeg kan desværre ikke sige præcis hvornår, for det står ikke på min to do liste 😉 Der kommer også snart mere om den nye båd og indretningen af den. Jeg kan allerede nu fortælle, at det første, der kom ombord var en masse super fint service i melanin og akryl fra Rice, som jeg glæder mig til at vise jer. Der kommer selvfølgelig meget mere, for er der noget, jeg ikke behøver at have på en liste, så er det at skrive her på bloggen. Det kommer alligevel helt af sig selv.

melamin-baad-service

 

Kærlig hilsen Jeanette

2 replies
  1. Pia Trans
    Pia Trans says:

    Tillykke med båden – og med den nye livsstil! Jeg glæder mig til at billeder fra båden, og af det nye hår. Er selv ved at gå over til gråt, men da jeg er (var…) meget mørkhåret, er det noget af en omvæltning.

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil says:

      Hej Pia,

      Tak skal du have. Nu må vi se, om jeg kan holde fast og lade være med at lave alle de lange dumme to do lister – jeg håber det! Det SKAL jeg 🙂
      Ja, jeg tror også, det er sværere med de grå hår, når man er mørk. Jeg gør jo det, at jeg langsomt ændrer temperaturen i mit til at blive mere kold. Jeg har fået lavet nogle få hvide tynde striber og nogle mørke striber i det lange, så det blender mere sammen. Jeg skal se at få taget nogle billeder og vist, hvordan det går. Jeg er ret grå foran, men kan godt lide det.
      KH og god weekend
      Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *