Det store køkkenforlig er landet!

Jeg kan vist godt indrømme, at der hjemme hos os har der luret en lille interessekonflikt under overfladen de sidste par måneder. Ikke noget alvorligt, men lille grundlæggende uenighed omkring prioriteten af køkken i vores nye hus.
Det er derfor med glæde, at jeg kan meddele, at parterne nu endelig er nået til enighed.
Vi får ikke alene udskiftet køkkenet – jeg får det ultimative drømmekøkken!

Og nu siger jeg “jeg“, og det lyder helt vildt gammeldags, men hos os, der er det altså bare mig, der elsker madlavning, og det domæne er jeg svært tilfreds med. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at den store drøm om et rigtigt lækkert køkken var min, mens Sten godt kunne have levet med mindre.
Sådan har vi alle vores prioriteter, og hans er nok først og fremmest biler og både, hvis vi skal være helt ærlige – men han har altså alligevel endt med at respektere mit ønske om et dansk snedkerkøkken. Det er da kærlighed!

Til gengæld har han haft det allersidste ord, da det kom til farven. Jeg ville have hvid skabsvæg og sort ø – en opstilling a la billedet ovenover – men nu er vi nået til enighed om at det hele skal være sort, og jeg tror, det er en rigtig god beslutning! Men mere om detaljerne længere nede.

 Og nu kan jeg endelig dele det med dig….

Nu, hvor det hele er faldet på plads, kan jeg endelig vise dig mit drømmekøkken.
Vi var ude på den sædvanlige køkkenturné hos de forskellige leverandører, og så skete der dét, at vi til sidst trådte ind af døren hos Multiform (i Lyngby). Og så faldt ALT på plads for mig – det var bare de smukkeste køkkener, jeg havde set, og jeg kunne bare mærke helt ned i maven, at det var det rigtige. Det synes Sten også, men det er ikke billigt, og der skulle lige sluges et par kameler, men til gengæld er det gennemført lækkert både håndværksmæssigt og designmæssigt. Og vi har valgt at renovere det gamle gulv, og droppe det nye, til gengæld for at få råd til at føre drømmen ud i livet.

Sådan bliver det!

Opstillingen af køkkenet bliver i udgangspunktet som det øverste billede med den høj skabsvæg bagerst og en stor ø forrest. I vores tilfælde blive de to lige lange.
Det bliver en Multiform Form 2, grebsfri, sortbejdset eg, som du ser på billedet her. Selve indretningen skal deres dygtige arkitekt hjælpe mig med i næste uge, og så kommer der rigtige tegninger på, som jeg glæder mig til at vise dig.

Bordpladen er et kapitel for sig selv, for jeg er faldet helt og aldeles for en mat gråsort afrikansk granit, der hedder Nero Assoluto. Det er så smukt, praktisk og samtidig organisk i sit udtryk. Igen er vi ude i den rene perfektion, hvis du spørger mig.

Sammen med den børstede messingvandhane fra Dornbracht (læs mere her), så er det lige for englene synger for mig.

Vasken kommer til at være ude i den 3 meter lange ø, mens kogepladen skal placeres i en niche i skabsvæggen.
For at bryde den sorte farve, har jeg en idé om, at der skal hvide metrofliser som disse ind i nichen. Jeg har også metrofliser i køkkenet i vores nuværende hus, og er vild med dem, så det bliver en rar ting at få igen.

Det sidste udestående spørgsmål er, om der skal være et par åbne hylder over nichen i skabsvæggen. Det er jeg meget i tvivl om. På den ene side, vil jeg savne ikke at have lidt åbne hylder, på den anden side kan jeg godt se, at det vil bryde de meget rene og enkle linjer.

Nu må vi se, hvor vi ender efter det endelige designmøde i næste uge! Det glæder jeg mig til at vise dig – og selvfølgelig ikke mindst vise hele forvandlingen, når vi først går i gang om 1½ måneds tid!
Du kan evt. se mere hos Multiform her.

10 replies
  1. Birgitte Bonde
    Birgitte Bonde says:

    Kæreste Jeanette, hvor er det et helt igennem smukt, klassisk og gennemført drømmekøkken, du får i jeres nye hjem. Jeg kan sørme godt forstå, at du glæder dig og hvor er det dejligt, at I endte med et forlig begge parter er tilfredse med 🙂 Jeg glæder mig til at se jeres færdige resultat 🙂

    Stort knus fra
    Birgitte

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Kæreste Birgitte,
      Tusind tak, jeg er glad for, at du kan lide det! Køkkenarkitekten har målt op nu og slår de sidste streger – det er så spændende. Jeg glæder mig til at vise næste step.
      Mange knus og god aften til dig 🙂

      Svar
  2. Majbritt
    Majbritt says:

    Ej hvor lækkert. Vi har også valgt sort køkken til vores nye hus. Glæder mig så meget til at se resultatet når vi flytter ind til sommer om det er som vi forventer. Her var det også Peter der fik sidste ord med farven 🤣🤣

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      hej Majbritt,
      Hvor cool – der er virkelig sket noget med de mørke køkkener her på det sidste! Det skal nok blive godt og lige så fedt som forventet.
      Held og lykke med det.
      KH Jeanette

      Svar
  3. Anette Ninon
    Anette Ninon says:

    Det køkken er virkelig elegant, håber i bliver glade for det.
    Jeg vil bare lige fortælle om min erfaring med et sort køkken, man ser straks støvet,
    Og derfor støve af hele tiden, 2 gange om dagen.

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Hej Anette,
      Tusind tak, jeg tror vi bliver rigtigt glade 🙂 Jeg har heldigvis sort (meget sort og blank) granitbordplade i dag, så jeg ved, hvad jeg går ind til. Det får lige en klud om morgenen, og så kører det ellers fint. Min nye bordplade er endda lidt mere meleret og lidt lysere – og så tåler den alt.
      KH Jeanette

      Svar
  4. Signe Op.
    Signe Op. says:

    Årh, så pæææænt! 😍 Jeg indrømmer, at jeg lige nu er et meget småligt menneske, der bare er død-misundelig! 😄 Det bliver godt nok fint!

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Kære Signe,
      hvor er du sød! Og man skal aldrig være for stor til at være lidt småmisundelig (på den gode måde) – det er SÅ i orden ;-))))
      KH Jeanette

      Svar
  5. Pia
    Pia says:

    Åh hvor er det flot!!!! Jeg er ingen ørn i et køkken, men jeg kan påskønne klassisk skønhed – det er et drømmekøkken ❤️

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Lige præcis, kære Pia – det er virkelig en drøm af en køkken. Og TAK! Jeg glæder mig til at arbejde i det, men også bare til at SE på det 😉
      KH Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.