Klinisk mammografi: Jeg har ikke brystkræft – men jeg skal opereres!

Det er noget af et tog i fuld fart, som jeg er kommet på efter at jeg tog imod tilbuddet om mammografiscreening! Dét, som jeg naturligvis forventede var en formalitet, er blevet et forløb på nu en måned præget af psykisk belastning – og det er endnu ikke helt slut!

Eftersom jeg jo fortæller med udgangspunkt i mig selv og mit liv her på bloggen, har jeg også besluttet at dele denne historie, som jo desværre også er virkeligheden for mange andre kvinder, og hvor jeg er taknemmelig for at være i den heldige ende. Statistisk set vil hver 10. af os få brystkræft i vores levetid!

Så nu får du næste kapitel i den knap så morsomme føljeton, som jeg står midt i.

Jeg har ikke brystkræft – men jeg har nogle små celleforandringer!

Jeg skal med det samme sige, at jeg IKKE har kræft, og det er jeg naturligvis lykkelig og lettet over ♥
Når, man træder ind i dette forløb, så starter det jo med et brev med en indkaldelse til yderligere undersøgelse, og her står alle mulige scenarier åbne. Herefter har det indkredset sig mere og mere, og det er blevet mere og mere håndgribeligt og faktuelt, og for mit vedkommende heldigvis til noget, som er til at håndtere.

Situationen er, at jeg har to meget små knuder i den ene side på omkring 6 mm. Dem er der taget biopsier af, og der er ikke fundet noget ondartet i dem. Den ene vil røntgenlægen alligevel gerne have undersøgt med en MR-scanning for en sikkerheds skyld. Det bliver nu tredie undersøgelse i den side, og hver gang er det forbundet med et pres at vente på resultatet. Men man skal naturligvis kun være glad for, at lægerne er så grundige, når vi nu er i gang.

I den anden side har jeg et lille område med mikroforkalkninger og DCIS (Duktalt Carcinom In Situ). Det er celleforandringer, der sidder i en mælkegang uden spredning til omkringliggende væv. Det er ikke kræft, men i nogle tilfælde vil det – i andre tilfælde vil det ikke – udvikle sig til det over en årrække.

Antallet af DCIS tilfælde er steget pga. screeningen!

Før indførelse af mammografiscreeningen udgjorde DCIS ca. 5% af de tilstande, som blev konstateret hos kvinder. I dag er det steget markant og forstadier udgør 10-20%, fordi screeningerne – som i mit tilfælde – finder en masse små forandringer i et tidligt stadie.

Omkring 40% vil risikere overbehandling, som er en kendt og oplyst ulempe ved screeningen. (“Ved screening findes to til tre gange så mange kvinder med carcinoma in-situ. Kun skønsmæssigt 40 % af disse kvinder ville udvikle kræft i deres levetid” – kilde: Sundhed.dk).

Det bliver jævnligt diskuteret, om nytteværdien af mammografiscreeningen er større end ulemperne. Fordi den gør raske kvinder syge, giver falsk tryghed for andre, og kun redder livet på ganske, ganske få. Dette skal holdes op med det enorme psykiske pres, det er at gå igennem et forløb, som jeg fx står midt i. Nogle vil ende med psykiske men i lang tid efter.

Problemet er, at ingen kan vide, hvilke forandringer, der fører til kræft, og hvilke, der ikke gør. Vil min tilstand udvikle sig til kræft om ti år, hvis den ikke bliver fjernet?
Hvis svaret er ja, at det ville have gjort det, er jeg naturligvis glad for at bide i det sure æble nu, og få det opereret ud, hvor det er småt og harmløst.
Ville det have været bedre leve i uvished og se, om jeg udviklede symptomer og sygdom over tid?
Det er et svært spørgsmål, og op til hver enkelt kvinde at vurdere, om man vil deltage i screeningsprogrammet. De fleste af os tør jo ikke lade være, og jeg vælger også at se det som noget positivt, at jeg nu får fjernet et potentiel risiko for at udvikle brystkræft, som jo er den hyppigste kræftform blandt kvinder.

Ved mammografiscreening blandt 50-59 årige er der:
2,5% sandsynlighed for at blive indkaldt til yderligere klinisk undersøgelse.
0,65% sandsynlighed for at få påvist brystkræft/forstadier
0,045% sandsynlighed for at undgå at dø af brystkræft.
I de fleste tilfælde er det stadig kvinden selv, som opdager et symptom på brystkræft i form af en knude eller anden form for uregelmæssighed i brystet. (cancer.dk).

Når tidlige stadier af brystkræft eller forstadier, der potentiel kan være en risiko, opdages i en screening, sikres en mere skånsom behandling og en forbedret overlevelse. Der er enighed om, at der sker en vis overbehandling, men at screeningen redder liv. Når man går ind i programmet, bør man dog være klar over de potentielle ulemper i form af psykiske men og en risiko for både falsk positiv og falsk negativ svar. Du kan læse mere her.

Ja til operation, men nej til stråler!

Mit DCIS sidder kun eet sted, og det er ikke stort, og det er i den laveste grad 1. Desuden har jeg ikke brystkræft i familien.
Men jeg tør naturligvis ikke andet end at få forandringen opereret ud, og det er kun et mindre dagkirurgisk indgreb. Så det skal jeg på torsdag i næste uge.
Nu har jeg sagt A, så må jeg også sige B. Men jeg har ikke umiddelbart tænk mig at sige C!

For, hvad jeg derimod ikke har lyst til er den efterfølgende strålebehandling, som man vælger at give som standard til alle uanset udbredelse og risiko, for at sikre sig, at de anormale celler ikke skal komme igen. Det forudsætter naturligvis en succesfuld operation, hvor lægen tager området ud med en passende sygdomsfri margin rundt om, men det forventer jeg selvfølgelig sker. Og hvis ikke, må man jo operere igen.
Derefter vil jeg ikke udsætte mig selv for en sandsynligvis unødig skade i form af stråling af en lavrisiko-forandring, der er taget ud.
Det synes lægen heldigvis er et helt legitimt standpunkt, og at man selvfølgelig skal opveje fordele og ulemper. Jeg kan også se flere vejledninger, og internationale studier, der viser, at
strålebehandling udmærket kan udelades hos patienter med meget lav risiko og med en sikker fri margin.

Nu nærmer vi os en slutning!

Med min lille operation på torsdag, så nærmer vi os enden på et forløb, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle stå i. Jeg har aldrig været indlagt, været syg eller i narkose.
Men omvendt er det jo virkeligheden for rigtigt mange, og jeg er stadig taknemmelig for, at jeg ikke har kræft og ikke er syg eller i fare på nogen måder. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er lige så heldige.
Jeg må tage det som en læring og en reminder om, hvor dejligt livet er – det er som om, alting bliver lidt skarpere og verden får lidt flere farver! Jeg mærker også, hvor heldig, jeg er at have en dejlig mand, familie, venner og naboer ved min side – og søde læsere herinde på bloggen ♥

3 replies
  1. Tina
    Tina says:

    Ej det vidste jeg ikke, det gør mig ondt at høre på dine vegne.
    Jeg ved hvilket pres det er at stå i det uvisse.
    Jeg håber på det bedste med operation og at du kommer dig helt og aldrig mere skal have den slags bøvl og uvished.
    Læger tænker vist ikke helt over, hvor meget det egentlig fylder inde i os der er ramt af “kræft/sygdom”.
    En hurtig afklaring er bedst for alle.
    Gode hilsner din vej……………

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Kære Tina,
      Tak for din hilsen. Ja, presset er stort, og jeg tror der er stor forskel på at stå med det hver dag og så, som os, at stå i en ekstraordinær og skræmmende situation.
      Det er en forfærdelig proces. Jeg føler mig meget heldig, at jeg er sluppet så billigt.
      Ha en skøn dag.
      Kærlig hilsen Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.