Inspiration fra Mary’s stylist

Inspiration fra Mary’s stylist

styleguide-Anja-Camilla-Alajdi.jpg

I den nye bog Styleguide giver Anja Camilla Alajdi en række gode råd til det stilfulde look. Hun er kendt som stylist for bl.a. Kronprinsesse Mary og for at være en af kvinderne bag smykkefirmaet Marianne Dulong. Hendes baggrund betyder dog ikke, at niveauet er uopnåeligt – nogle af hendes egne personlige favoritter er jeans og sneakers.

Bogen er en slags “Emma Gad”, når det kommer til god stil. Den giver retningslinjer for, hvordan man vælger de snit, der passer til ens figur og inspiration til farver, mønstre, sko, smykker og andre accessories – og ikke mindst, hvilke ting der er gode at have i basisgarderoben.

Det handler ikke nødvendigvis om, at du skal købe og købe eller nødvendigvis købe dyrt – det handler om at købe det rigtige og sammensætte det, så det tager sig bedst muligt ud. Er der fx lidt ekstra på sidebenene, så handler det om at klæde sig derefter og bruge sine frodige fortrin fremfor at krybe langs panelerne.

Anja Camilla Alajdi kommer også lidt omkring det med at være generelt velholdt, for hvad betyder lækkert tøj, hvis kroppen, håret, huden og neglene ikke også får opmærksomhed? Dermed vil jeg sige, at Styleguide repræsenterer en livsstil, ikke nødvendigvis rigid og overdisciplineret, men en livsstil, hvor man tager en vis hånd om sin ydre fremtoning. 

Du får ikke en facitliste i Styleguide. Det ville også være helt forkert i forhold til at skabe det personlige look. Vi er ikke alle ens og skal heller ikke være det. Men du får nogle helt basic ideer og inspiration til valg af tøj, sko, tasker og andet tilbehør.

For mit vedkommende giver bogen først og fremmest lidt ekstra motivation til at stramme en lille smule op, få ordnet de negle og gå garderoben efter i sømmene. Og det kan de fleste af os nok have brug for en gang imellem.

Styleguide kan købe hos boghandleren eller hos fx Saxo.com.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.