Der er altid nogen, der er bedre!

Der er altid nogen, der er bedre!

I går var jeg til Strandparkløbet på Amager arrangeret af løbeklubben Sparta. Da jeg troppede op derude sammen med min mand til 10 km. løbet blev jeg pludseligt en smule intimideret af, hvor knivskarpe de andre så ud til at være. Og der var mange virkelig gode løbere imellem. “Måske var jeg totalt fejl-castet, måske ville jeg falde igennem og ligne en langsom idiot!”, kørte tankerne afsted.

Jeg plejer ellers at sige, når det kommer til at løbe, at jeg er ligeglad med, hvor hurtige andre er, for jeg løber mit eget løb og er glad for det, som jeg gør. Sådan synes jeg, det skal være – også i alle mulige andre af livets forhold – og situationen fik mig til endnu en gang at huske på, at der ALTID er nogen, som er hurtigere, tyndere, højere, smukkere, rigere, mere populære, kort sagt bedre. Og hvad så? Selvfølgelig er der dét, og der er vel også nogle, der er “dårligere”. Men hvad gør det, hvis vi bare alle sammen husker at glæde os over det, som vi nu en gang har, det vi gør, vores bedrifter og talenter!

Vi er alle forskellige, og vi skal holde op med at sammenligne os med hinanden hele tiden. Kun for at blive inspireret og motiveret, men aldrig for at nedgøre os selv.
Vi skal bare løbe vores eget løb!

I går var der nogle blinde løbsdeltagere med deres hjælpere – mon ikke, de er glade for at kunne gennemføre et løb? Og er det ikke vildt flot? Jeg kan levende forestille mig hvor angstprovokerende, det må være at løbe i fuld fart uden at kunne se en hånd for sig. Der var også en handicappet mand, måske spastiker, der løb afsted trods sine bøvlede ben. Hvor er det sejt. Og så står jeg der og piver lidt indeni, fordi der er nogen, som måske har trænet r…. ud af bukserne eller bare har en super talent for at løbe! Pjat, for vi har alle vores at glæde os over og vores egne små personlige sejre hele tiden.

Jeg fik løbet mine 10 km. og selvom jeg ikke kom ind som nr. 1 (det havde jeg nok heller ikke lige forventet), så var jeg selvfølgelig bare super glad for mit løb, og det gik jo heller ikke så dårligt endda. Jeg er glad, fordi jeg kan, og fordi jeg gør det.

Så jeg fik mig lige en lille reminder om at holde fast i taknemmeligheden. En lille reminder, som hermed er givet videre, om at vi sagtens kan beundre og anerkende hinanden uden at slå os selv i oveni hovedet – vi skal bare lade være med at sammenligne, og måle og veje os selv konstant op i mod andre, men bare være taknemmelige for dét, vi nu en gang har og kan.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.