Ny roman fra Helle Helle


Den nye roman de fra Helle Helle skildrer i hendes vanlige intense og minimalistiske stil det indre liv for en ung gymnasieelev på Lolland i firserne og det tætte forhold mellem hende og moren.
Som altid går Helle Helles fortællinger ind under huden, og man kommer helt tæt på følelserne hos den unge pige, hvor hendes mors sygdom, hvis alvor der ikke rigtigt bliver talt åbent om, ligger som en mørk dyne over tilværelsen.

Man mærker det lille liv, de lange landeveje, følelsen af at være med, men alligevel stå på sidelinjen, og begrænsningen ved bare at være de to – de – uden det store netværk og familie, og hele tiden med skiftende boliger. De er ikke en familie i overskud, men de evner at grine og få det bedste ud af tingene. Moren har et lyst sind og holder orden i kaos, men forfaldet sætter langsomt ind sammen med sygdommen.

Pigen har samme selvopholdelsesdrift og sætter ind på gennem sit sprog at forsøge at hæve sig op og skabe forandring midt i sin lille puppe af tosomhed og en sorg, der ikke deles med nogen.
Som 16-årig, med en mor i fornægtelse, er man magtesløs, og må flyde med det bedste, man kan. Ovenikøbet i en form for social afmagt, hvor moderen hverken har de store midler eller mange venner. Men modet og evnen til at kæmpe, har moren givet hende, og pigen fungerer og har venner, og hun har en instinktiv fornemmelse for at finde en vej.

“Dagen efter stormer det, hun ringer i smug som en anden til afdelingen for at få redet trådene ud. Det er hen på eftermiddagen, hun er alene hjemme. Sygeplejersken vil ringe tilbage. Hun sidder ved spisebordet, telefonen ringer heldigvis ikke. Hendes mor kommer hjem, de laver kaffe, tænder også lyset. De kigger ud ad vinduet, taler blandt andet om guirlander. Hendes mor vil i gang med aftensmaden og går i køkkenet. Radioen kører derude, hendes mor synger med. Så ringer telefonen, det er sygeplejersken, hun er svensk eller norsk. Hun taler tydeligt, men nænsomt. Hun læser også op fra journalen. Patienten udviser stærk forundring over sygdommens alvor. Hendes mor springer ind i stuen med to kartofler. Hun opdager, at en telefonsamtale finder sted og lister bort. Nu skifter musikken, hendes mor synger med igen derude. Man kan lindre ikke helbrede. Hendes skoletaske står på gulvet, hun sidder foran den med ryggen til resten af stuen. Der kan gå et halvt år, måske et helt. Så skal de spise. Så spiser de.”

 

De af Helle Helle er udgivet på forlaget Rosinante og fås hos Saxo.com(reklamelink)

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.