Kort over Paradis af Knud Romer er en uovertruffen biografi – og en overlegen demonstration!


Det er med en vis ydmyghed, at jeg anmelder Knud Romers nye roman, og længe ventede toer, Kort over Paradis, og lad mig med det samme sige, at den skal have seks stjerner her på bloggen. Han demonstrerer sin store, ikke mindst litterære, viden, sit udsyn og ikke mindst evnen til at se på sig selv, så man kun kan bøje sig i støvet.

12 år har det taget ham at komme igen med en toer efter den store succes med Den som blinker er bange for døden, og måske har det lange og grundige arbejde med murstensromanen netop haft som delvist mål at bevise, at Knud Romer besidder endnu mere end det selvbiografiske. At hans force ligger her, men at han kan det hele og også på internationalt niveau. Det er mig, mig, mig på flere planer, både historien om ham selv, og også en parallel fortælling, der beviser hans niveau og hans viden. Og også dét, der driver ham i mange henseender igennem livet – opmærksomheden – indtil han rammer bunden, mister sin rest af barndommen og dens beskyttende skjold, og finder hjem.

Det hele er, ikke at forglemme, på et sprogligt niveau, der til tider er så smukt, at det næsten gør ondt.
Her får du to uddrag fra hhv. begyndelsen og slutningen af romanen, hvor han skriver så fuldendt vidunderligt og poetisk. Om, hvor vi kommer fra – og om at komme hjem!

 

“Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene. Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund flyder forbi. Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller. I dyreverdenen hedder det “imprinting”. De kopierer, hvad de ser, og finder hjem i et intenst landskab af dufte og lyde og synsindtryk: stedsans. Det gælder også for mennesker, at man knytter sig til det, der kommer én i møde, når man er barn. Vi besætter det med vores følelser og opmærksomhed i et euforisk øjeblik. Vores mors ansigt og vores forældres adfærd og omgivelsernes egenskaber prenter sig ind i hukommelsen og former vores bevidsthed. Det kan være en villa i forstæderne, en gård på landet, et højhus i et højhuskvarter. Barndomslandet ligger overalt og er altid lige her. Det er den nærsanselige oplevelse og måden at være til på, som skaber det, og om det er en køkkenspand eller baghaven med komposten, der lugter af regnorme og jord. Det er dyret i os, som spidser ører og vejrer og forvandler stedet til natur.”
***
“Det går op ad bakke og ned ad bakke mod Rekkende, og så drejer du mod venstre ad den smalle vej og åbner vinduet. Kløveren dufter så sødt, at du får huller i tænderne, og fårene bræger. Du kommer gennem bøgeskoven, og vejen bliver til et hjulspor med stynede piletræer på begge sider og enge og overdrev ud til Bøgestrømmen, der flyder grønt forbi.
Sådan har det altid set ud, når jeg lukker øjnene – lige siden jeg voksede op i sidste række før roemarkerne – og det er som at drømme ved højlys dag.
Hjulsporet bugter sig op til det lille hus, der ligger alene i skovbrynet på bakken – en hare løber foran hele vejen – og du er nået til verdens ende med en have fuld af muldvarpeskud og blåregn. Markerne er plettede af valmuer, og vender du dig om, ser du vandet med siv og en lille bådebro.
Her ligger piratjollen og vipper – den hedder “Liv” – og Jungshoved Kirke står hvid og fin på den anden side af vigen med en lille havn. Svanerne letter, når klokkerne ringer til andagt.
Luften brister af fuglesang – og jeg kan høre to piger, der løber i haven og griner. Gøgen gentager de samme toner på blokfløjte i skoven, og jeg tæller, hvor mange år der er tilbage endnu.”

***

Kort over Paradis bevæger sig både højt op over den danske andedam, og er på samme tid en eminent selvbiografi fra Falster og København, en rejse fra land til by og tilbage igen, fra det studentikose til pludselig succes i reklameverdenen og fra barn til voksen, fra drømmen og passionen til opnåelsen af den kunstneriske drøm om udgivelse på det ansete tyske forlag Insel Verlag.

En rejse fra en overbeskyttet enebarnstilværelse på Falster, til et forsumpet liv som evighedsstudent – over en uventet succes i reklamebranchens guldalder i halvfemserne – til en rolle i Lars von Triers Idioterne, som baner vejen til den røde løber i Cannes.

***

Romanen foregår i to spor. Den veksler mellem hans egen dannelseshistorie og fortællingen om hans imaginære ven M.  Den springer mellem hans eget liv, først på Falster, siden i København – og vennen parallelt i verdensbegivenhedernes centrum i Persien og Afghanistan som søn af en diplomat og CIA-agent.

Alle 527 sider blev jeg draget igennem på få dage, men allermest alligevel af den autobiografiske del – det indrømmer jeg gerne. Hans liv, hans observationer, hans tanker og oplevelser, der er lige så fascinerende og interessante, som det er at høre på ham. Omdrejningspunktet er hans forældre, hans barndom og rødder, og bogen er i høj grad en fortælling om at tage afsked med sit barndomshjem og sin far, der er dement. Om at komme hjem, at finde hjem til sig selv efter den totale deroute, hvor han gør op med sit liv i overhalingsbanen med kokain og masser af penge og succes i reklamebranchen og finder forløsning for sine kunstneriske og personlige drømme.

Bogen fås hos Saxo.com her (reklamelink)

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *