Uge 9 fokus og favoritter

Denne uge har stået i bloggens tegn – endnu mere end den plejer, fordi dagen for min flytning fra Bloggers Delight til mit eget helt selvstændige univers skulle finde sted den 28. februar. Det er en beslutning, som jeg har overvejet meget grundigt, og jeg har haft tid til at tænke over det, fordi jeg havde hele 6 måneders opsigelse. Men nu er det gjort, og det føles rigtigt og dejligt. Og heldigvis kan jeg se, at I stadig er lige så mange, der kigger forbi – og tusind tak for det! ♥

Husk også at tilmelde dig min nye nyhedsmail, så du får besked, når der er nyt på bloggen. Hvis du tidligere var tilmeldt via Bloggers Delight, så er jeg jo ikke med på mailen dér længere. Hvis du går til forrige indlæg kan du se, at du endda kan vinde en virkelig lækker præmie fra Exuviance, hvis du er blandt de tilmeldte.

***

Denne uge har faktisk også bragt mig sydpå til Club La Santa, hvor vi landede i fredags. Det er jo ikke så længe siden, vi var her sidst, men stedet er nok at betragte som vores “sommerhus“, hvor vi kommer to, nogle gange tre, gange om året. Her kan jeg slappe af, læse, sole, træne, hygge, blogge og få kroppen og sindet ladet totalt op.

Så her er jeg så i dag, langt væk fra vinter og kulde 🙂
Med Tove Ditlevsen og en god kop te inden for rækkevidde. En god udsigt og en klar blå himmel. I går var vejret ikke det  bedste, men resten af ugen ser ud til at være fuld af sol. Jeg er endda allerede ved at få lidt farve, selvom jeg passer godt på og selvfølgelig bruger masser af solcreme.

Normalt viser jeg mig ikke i næsten bar figur her på bloggen, og min form er lidt i vintergear, men jeg er faktisk gode venner med min snart 52-årige krop. Ikke perfekt, det behøver vi ikke at være, men jeg er glad for at være dén, jeg er, og jeg elsker, at jeg er sund og rask og stærk, og vi skal ikke gemme os væk eller give op, bare fordi vi er midaldrende.

***

Starten af ugen ligger meget langt væk lige nu, men den har nu stået på et par fine events, hvor jeg trodsede vinterkulden og blæsten og tog ind til byen.
Hotel Chocolat på Strøget er altid en fornøjelse at besøge og deres events er noget af et tilløbsstykke! Jeg mener, det er chokolade!!! Derudover er de altid så søde, og så har de altid noget nyt og spændende på programmet, fra spaprodukter til champagne og øl med chokolade! Men denne gang var det selvfølgelig påsken, det handlede om, og den falder jo tidligt i år og er lige om hjørnet!

Skønhedsprodukter er jo unægteligt noget, som fylder en del her hos mig, hvor jeg er så heldig at få lov til at teste mange gode sager. Jeg har dels god erfaring med, at de rigtige ting virker og holder huden yngre, men jeg har også god erfaring med at mixe mærkerne og skifte mellem forskellige produkter alt efter, hvad jeg synes, min hud har brug for. Derfor tænkte jeg, at du skulle se, hvad jeg har valgt at tage med i toilettasken til denne uge!

Der er selvfølgelig solprodukter – det vigtigste for at undgå rynker! Jeg har et par af anti-age solfavoritterne med fra Nimue og MUTI. Og der er også solbeskyttelse til håret, som du kan se nærmere på længere nede.
Derudover har jeg renseprodukter – både Age Reverse fra Exuviance (den du bl.a. kan vinde) og min elskede oliebaserede rens fra Sensai i en lille rejsestørrelse. En natcreme fra Nimue og den nye Oil-Absolute fra Filorga, der kan bruges både dag og nat og som bare er fabelagtig god. Derudover enzympeeling i rejsestørrelse fra Nimue, som også er en af mine favoritter, og små masker fra Peter Thomas Roth, som er nyt i Danmark, og som jeg er i gang med at teste.

Til håret er det primært Sachajuan, der har fået lov at komme med på ferie. Deres nye Normalizing Shampoo er bare noget af det mest velduftende, du kan forestille dig. Man har bare lyst til at inhalere den serie! Kom med et duftlys! 🙂
Derudover er den bare skøn og perfekt til at holde håret og ikke mindst hovedbunden sund.

Til at beskytte håret i solen tester jeg Sachajuan Hair in the sun og Hair after the sun. Jeg er især vild med Hair in the sun, der lægget et effektivt UV-filter i håret og samtidig giver en ekstrem blødhed og en god styling til håret. Hair after the sun er som en aftersun til håret, der giver fugt og glans, og kan bruges som leave-in eller skylles ud. Så er der også givet al den beskyttelse, man kan!
Og for, at det ikke skal være løgn, så supplerer jeg lige med en Solar Helio spray protection fra Wellas helt nye luksuslinje Wella System. Det er en spray, der er enormt nem at bruge og ikke fedter eller påvirker håret – den gør dét, den skal, nemlig at beskytte håret mod udtørring og påvirkning af farven.

Den sidste nyhed, som jeg har taget med i kufferten, er fra Peter Thomas Roth, der også er ny her i Danmark. Jeg prøver lige nu hans Un-wrinkle Turbo serum, der er helt vild og proppet med peptider, der er noget af det, som virker på at forbedre hudens ældningstegn. Jeg synes allerede, jeg kan fornemme effekten, men den kommer jeg tilbage til inden så længe.

Nu skal det ikke gå op i skønhed det hele, og jeg har selvfølgelig også en lille stak bøger med. Tove Ditlevsen er jeg slet ikke færdig med, og efter Det tidligere forår og Gift, er jeg gået videre med Ansigterne og Vilhelms Værelse. Vinderen af De gyldne Laurbær, Jesper Wung Sung, glæder jeg mig også meget til at komme i gang med. Og så er der klassikeren Kærlighedens 5 sprog, som har ligget og ventet længe derhjemme. Nu er det på tide at få den læst, og jeg tænker, at du får et resumé her på bloggen.

Nu må det være tid til at vende tilbage til solen, og til en fittball time, og ønske dig en rigtig god søndag ♥

… der savner hende her!

6 replies
  1. Malene Herbert Christensen
    Malene Herbert Christensen says:

    Sikke en masse anbefalinger 😍 – duften af din shampoo er jeg lige nu vildt nysgerrig på. Så har du beskrevet den godt 😉
    Påskechokoladen og Nimue står nu også på min liste over sager, der skal prøves.
    Kram til dig, søde ven.

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Ja, det var en ordentlig bunke, jeg havde med denne gang – jeg er glad for, at du havde lyst til at læse det hele, kære ven 🙂
      Den shampoo (og conditioner) MÅ du dufte, jeg er sikker på, du vil elske den. Nimue solserien er bare i top – og næste gang du er i Kbh., må du en tur forbi Hotel Chocolat! Det er altid et besøg værd. Jeg kommer gerne forbi og slår mig selv omkuld med en kop cacao sammen med dig.
      Knus Jeanette

      Svar
  2. Birgitte Bonde
    Birgitte Bonde says:

    Kæreste Jeanette, hvor er det dejligt at se lidt solskinsferiebilleder, når det er råt, koldt og snefyldt herhjemme i DK. Du kan bestemt være stolt af din krop og behøver på ingen måde at gemme den væk, tvært imod skal den da flashes, når den ser ud, som den gør 🙂

    Det er en rigtig fin ny blog, du har fået, den er overskuelig, lys, let og lige til at gå til. Den kræver vist ingen stor tilvænning.

    Kan du have en fortsat rigtig god ferie og nyd roen og det smukke vejr.

    Knus, Birgitte

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Kære søde Birgitte,
      Du kan tro, at vi også nyder at være i +20 grader og mærke solen. Jeg har så lige fået ondt i halsen og er lidt syg 🙁 Men det er stadig dejligt at være her, selvom jeg ikke har orket så meget sport i går og i dag (læs ingenting). Jeg satser på en forbedring morgen.
      Tak for dine altid så søde og støttende ord, de betyder mere end du aner.
      Knus Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.