De bedste beautynyheder. Se listen med sommerens største favoritter!

 Forår og sommer har budt på en masse fine nyheder på skønhedsfronten, som jeg er kommet lidt bagud med at vise dig her på bloggen, mens jeg har været igennem mit sygdomsforløb.
Men nu er jeg SÅ klar igen, jeg har testet, og det er blevet tid til et opsamlingsheat med nogle af de ALLERSTØRSTE HITS – beautyfavoritter, som jeg fra hjertet bare må skynde mig give videre til dig her på bloggen ♥♥♥

Fra fødder til håret – fra de nye striber fra Matas, over Vichy og Avéne hos Apoteket, til danske Ecooking, svenske darlings IDUN, Emma S. og Björn Axén, franske botaniske dufte og J-beauty luksus fra Sensai!

Scroll ned og se, om der er nogle tips, der passer lige ind i dit kram!

Jeg gør opmærksom på, at produkterne er give til mig i gave til test!

Ny Vitamin hårpleje A. C. E. serie fra Vichy giver glans og fugt til håret!
Vichy vitamin shampoo Vichy vitamin balsam

Jeg er meget begejstret for Vichys nye hårplejeserie Dercos Nutrients Vitamin A.C.E.! Den giver synligt og mærkbart fugt og shine, og er samtidig en mild og skånsom shampoo og conditioner med en mild og lækker duft. Efter et par hårvaske slog det mig, hvor glansfuldt mit hår var – og selvom jeg tester meget forskelligt, fik de her flasker hurtigt ben at gå på. Det er virkelig et pletskud fra Vichy til hår, der trænger til nyt liv og glans!

Tests af produktet har dokumenteret en stigning af fugtniveauet i hårfibrene, hvilket bl.a. skyldes aloe vera-plantens høje indhold af aminosyrer, vitaminer, mineral og sukkerarter. Derudover indeholder serien også A-, C- og E-vitamin.
Vichy fås på Apotektet, hvor vejl. udsalgspris er hhv. 135 kr. for shampoo og 145 kr. for balsam.

Effektiv kølende og antibakteriel natmaske til fødder (og hænder) fra Ecooking

Danske Ecooking kan bare noget, når det kommer til super effektive og unikke produkter med naturlige ingredienser! Deres nye Natcreme til fødderne har jeg nærmest lyst til at spise, så lækkert dufter den af eukalyptus. Udover duften, så er den ultra nærende, fjerner hård hud og giver masser af fugt. (Den har i øvrigt også en antibakteriel effekt, den beskytter mod fodsvamp!).
Brug den som en natmaske til fødderne – og tag meget gerne hænderne med, når du er i gang. Du vågner med garanti op med den fedeste blødhed i huden!

Ecooking fodcreme

Fodcremen er bl.a. proppet med et højt indhold af carbamid (15%), naturlig mælkesyre (AHA), som eksfolierer og fjerner døde hudceller og hård hud. Samtidig stimulerer den kollagenproduktioner, hvilket er en af grundende til, at du endelig må tage hænderne med i købet, når du bruger den.
Prisen er 229 kr. for dette fantastiske luksusprodukt til smukke sommerfødder hos Ecooking.dk.

Hyaluronserum fra Emma S.

Jeg elsker cremer og serummer med masser af hyalunronsyre! De nærmest geleagtige klare serummer giver øjeblikkelig fugt og opfyldning til huden. De kommer i mange prislag, men fra Emma S. får du en helt fantastisk booster, der bare hælder fugt på din hud uden at fedte, for bare 159 kr. for 30 ml.! Jeg er vild med det – netop som der står på tuben til at give huden noget ekstra. Hvilket man kan gøre i tide og utide, når man først får øjnene op for denne her lille wonder tube!

Emma s hyaluron serum

Emma S. fås i Danmark eksklusivt i Magasin, og du finder serummen her.

MATAS har opdateret striberne og lanceret en opstrammende 50+ serie

Måske har du allerede bemærket, at Matas har fornyet og opfrisket deres klassiske striber, som er elsket af mange igennem flere generationer!
Det hele er blevet finere og mere tidssvarende at se på, men der er altså også nye serier med nye opdaterede ingredienser, der er kommet på banen.

Min favorit er den nye Svanemærkede Matas Firming serie, som er målrettet tør hud med alderstegn. Der står 50+ på den, men brug den endelig også, hvis du er yngre og synes, at huden har begyndende linjer!
Serien, som består af serum, øjencreme, dag- og natcreme har gode fugtgivende ingredienser, men Matas er altså også denne serie steppet op med et pænt indhold af både et 3-dobbelt hyaluronsyrekompleks og peptider. Natcremen har kreatin, som stimulerer cellefornyelsen, men dagcremen har Niacinamid (B3), som også er en stjerneingrediens, der beskytter og beroliger huden og hjælper på både pigmenteringer, rynker og linjer. Dagcremen har desuden en smule solfaktor.

Firmning serien er dermed et rigtigt fint value for money valg til den modne hud. Hvert produkt koster kun 65 kr.!!!! Find den hos Matas.dk (reklamelink)

Nye hårbørster fra Björn Axén giver baghjul til de dyreste!


Björn Axén har ladet sine frisører udvikle tre hårbørster med svinehår og nylon, som er på et virkelig højt niveau. Der er en udredningsbørste i en kombination af hår og nylon, som vi kender fra flere svinedyre hypede børster. Faktisk er der både en skånsom børste til fint hår, uden pigge yderst på børstehårene – og en til normalt til tyky hår med behagelige pigge, der gør det muligt at gribe ordentligt fat. Mikset af nylon og ægte hår giver en mere nænsom børstning og en flot glans og overflade på håret.

Der findes også en mindre, blød 100% svinehårsbørste, der giver ekstra glans og som er perfekt til opsætninger og til at fange de små hår og give en smuk finish.
De to store udredningsbørster, Gentle Detangling Brush, koster 435 kr. i vejl. udsalg og den mindre Smooth & Shine børste koster 355 kr.

Det er ikke billigt for en børste, men vi er altså under det halve i forhold til lignende kvalitetsbørster med kombinationen af svinehår og nylon, og jeg synes med hånden på hjertet at de her er bedre! De tager fat, gør håret flot med bare en kort udredning, og så er de gode i både vådt og tørt hår.
Og det her er jo altså nærmest børster for livet. Skafterne er i træ – naturligvis FSC-certiciferet, når det kommer fra Björn Axén – og nærmest uopslidelige. Jeg er fan.

Avène passer på koralrevene med nye solprodukter

Avéne har som det største solbeskyttelsesmærke på de europæiske apoteker en særlig forpligtelse til at gå foran i kampen for at beskytte verdens have mod de skadelige stoffer i vores solcremer. Det er forpligtelse, de tager på sig, og udover at formindske mængden af plastic i de nye emballager, hvor sprayfunktionen er en del af låget, så har de udviklet nye rene formler, der minimerer påvirkningen af havmiljøet. Ingen silikoner, få solfiltre i en lav mængde og ingen vandopløselige solfiltre gør, at de er mere skånsomme, når de anvendes i vandet.

Dette års to fine nyheder er dog nogle, som vi alle kan bruge, vand eller ej: En farvet faktor 50 (med parfume) til ansigt og hals, der giver en fin glød til ansigtet. 99,50 kr. for 30 ml.
Og til sport er der en faktor 50 uden parfume, der er ekstremt beskyttende, vandfast og svedresistent. 179,50 kr. for 100 ml.

Avene solcreme

Endnu flere nichedufte fra Le Couvent

Franske Le Couvent, som blev relanceret sidste år af gruppen bag Filorga, har fart på med nye dufte! 6 nye har set dagens lys her i forsommeren. 3 er i Eau de Parfum (EDP) i sorte flasker og 3 cologner i de gennemsigtige flasker, som svarer til Eau de Toilette.
Le couvent nyheder
Vi taler om fransk Haute Parfumerie i meget rene, men også lidt specielle, dufte til dig, der gerne vil have noget, som ikke alle andre har.
De sorte parfumer har en koncentration af rene duftolier på op til 18%, hvilket gør dem til Eau de Parfums med en holdbarhed på 4-5 timer, og hvilket også betyder, at priserne på 430 kr. for 50 ml. er yderst rimelige.
Le Colognes Botaniques i de gennemsigtige flasker svarer med deres indhold af duftolier på 10% til en EdT, som holder i 2-3 timer. Prisen hos Le Couvent er kun 285 kr. for 50 ml., hvor du altså kan finde nogle ret spændende og intense dufte.

Duftene er i udgangspunktet unisex, men nogle er mere feminine og nogle mere maskuline.

le couvent parfume

 

Vichys populære Minéral 89 booster fås nu også til øjenomgivelserne

Som jeg har nævnt længere oppe, så er jeg tosset med serummer med hyaluronsyre, som giver det lækreste fugtboost og frisker og opfylder huden, så det er en fryd. De er så lette og  behagelige i konsistensen og trænger lynhurtigt ind uden at fedte. Dem kan man bare ikke få for meget af!
Minéral 89 fra Vichy er en meget enkel og minimalistisk serum, der har gået sin sejrsgang over hele verden, har nu også fået selskab af en særlig booster til øjnene, Minéral 89 Eyes.

vichy 89 øjne vichy serum 89

 

Minéral 89 formlen består af 89% termalsk kildevand fra Vichy, på sin 1000 års rejse gennem bjergene beriges med 15 essentielle mineraler (bl.a. calcium, jern, magnesium, kalium, natrium og silicium), der har en balancerende og styrkende effekt på huden og medvirker til at fremskynde gendannelsen af cellerne. I serummen har den fået selskab af et højt indhold af hyaluronssyre, der fugter og giver friskhed til huden i ansigtet og på halsen.

I den nye Minéral 89 Eyes er der tilført kraftfulde ingredienser, der giver øjenomgivelserne et frisk boost. Den går ind på både fylde og glød, og på at lysne mørke rande, så udtrykket bliver mere friskt og veludhvilet at se på.
Begge Vichy Minéral 89 produkter er velegnet til sensitiv hud. Vejl. pris for serum er 199 kr. og for øjenserum er den 189 kr.

Hyaluron har først og fremmest den evne, at den binder vand ligesom en svamp. Tab af hyaluronsyre i huden med alderen er derfor en væsentlig årsag til tørhed og rynker! Produkter med hyaluron kan dels lægge sig ovenpå huden og binde fugt, men de stærke teknologiske hudplejemærker kan også finde ud af at få transporteret den ned i huden, hvor den booster den naturlige hyaluron!

 

Premiere på mikrobobler og ny Silk Royal stjerneingrediens fra Sensai

Vi skal også lige en tur til Japan, og den såkaldte J-beauty, hvis fornemste repræsentant må være Sensai! Det er hudpleje i luksusklassen og det er innovationer, der har været med til at ændre hudplejerutinerne verden over. Sensai har været de første, der har lært os dobbeltrens, og de er måske endnu mere kendte for deres dobbeltfugt og tynde fugtgivende lotions og essenser, som bruges over serummen, men under cremen! Den nye micro mousse lægger sig i rækken af produkter, der bruges som det første trin i en dobbelt fugttilførsel. Men den gør mere end det – for den repræsenterer en ny banebrydende teknologi, hvor millioner af små mikrobobler næsten umærkeligt ilter og fornyer huden.

sensai mikro mousse

Det er ultimativ luksus og lækkerhed, og blødt som den unikke stjerneingrediens Koishimaru silke. Nyheden Absolute Silk Micro Mousse Treatment introducerer ikke alene en helt ny ultimativ anti-ageing lotion med mikrokulsyrebobler, men den er også det allerførste produkt, der sendes på markedet med den nyudviklede signaturformel Koishimaru Silk Royal, der betegnes som en meget powerfuld ingrediens, der forebygger og reducerer tidlige alderstegn.

Sensai Micro Mousse Treatment kan bruges morgen og aften, hvor en lille mængde forsigtigt duppes ind i huden, så man ikke ødelægger de mikroskopiske bobler.
Vejl. udsalgspris er 1.265 kr. for 90 ml.

idun palette
Vi slutter i det legesyge  hjørne hos IDUN Minerals, der har lanceret en flot limited edition palette, der KUN kan fås hos Matas. Der er stadig nogle tilbage, så det kan stadig nås.
Det er en perfekt 4 i 1 palette: 1 blush, 2 bronzere og 1 highlighter får du med i prisen på 320 kr. (lige nu er der 25% online rabat her)
Blushen er en glansgivende udgave af deres bestsellerfarve Havtorn og kan også bruges som øjenskygge.

Farverne, som alle er parfumefri, kan bruges sammen eller hver for sig, til at lege med ansigtets kontur og skabe lys og skygger (contouring). Eller bare til får en solfrisk hud. Alle farver er meget anvendelige og naturlige.

Idun fresh face palette

Emballagen er i genanvendeligt papirmateriale!

♥♥♥♥♥

Det var en opdatering på nogle af de favoritter, som har ligget og ventet her hos mig. Pluk løs i det og se, om der er noget inspiration, du kan bruge – der skulle gerne være noget for de fleste og i forskellige prislag. Og spørg løs, hvis der er noget, du vil vide mere om 🙂

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.