Tarme med charme – hvad sker der derinde?

Jeg fortsætter mit lille tema omkring sundhed, tarme og bakterier  – i dag handler det om succesbogen Tarme med charme af den unge tyske stjerneforsker Giulia Enders. Og lad mig med det samme sige, at hun også er en blændende formidler, som gerne vil gøre os klogere på en letforståelige og underholdende måde. Det er jo lidt delikate emner – tarme, fordøjelse, afføring, gas m.v. – men det kan jo også være morsomt. Prøv bare at læse om kommunikationen mellem den indre og den ydre ringmuskel, der sikrer, at sluserne ikke åbnes på upassende tidspunkter 🙂

Så, nu er det altså på tide, at vi forstår lidt mere af, hvad der sker, når vi putter noget i munden – og hvad det betyder, når det rumler og larmer, hvorfor vi får forstoppelse, og hvad man kan gøre ved det. Hvorfor, det er vigtigt at droppe det evindelige småspiseri, så tarmsystemet kan få tid til sin rengøring, og hvorfor for meget sukker eller en irriteret tarm faktisk gør os deprimerede!

tarme-med-charme

Hvorfor skal vi egentlig læse om tarmsystemet, når man kunne tro, at det bare et affaldssystem og noget, som bare kører helt automatisk derinde?
Det er meget mere avanceret, end vi går og tror!

Tarmsystemet bliver en større og større stjerne i forståelsen af livskvalitet og helbred, men også i vores adfærd, hvor der er kommunikation mellem tarm og hjerne. Ved du fx, at 2/3-delen af vores immunforsvar er i tarmsystemet?

Tarmsystemet har et nervenetværk, hvis kompleksitet kun hjernen kan hamle op med. Signalstoffer fra en irriteret tarm kan trænge ind forskellige steder i hjernen og medvirke til at påvirke bl.a. vores følelser, hukommelse og angstfornemmelse. Det kan skyldes langvarige småbetændelser (læs mit forrige indlæg om Antiinflammatorisk kost her), dårlig tarmflora eller uopdagede fødevareallergier. Vores moderne madindtag rummer generelt for meget gluten, sukker og mælk, og i bogen finder du bl.a. den videnskabelige forklaring, som måske kan bevise, hvorfor sukker gør os depressive.
Det er slet ikke fordi, man skal være fantastik på nogen måde – faktisk vil man kunne læse, at mange allergier og intolerancer faktisk bare handler om at spise mindre af de pågældende ting, ikke nødvendigvis at skære dem væk i en totalt restriktiv kost – men det viser sig, at man igennem kosten kan forbedre en række psykiske tilstande.

Det skal også nævnes, at enhver form for stress – også, hvis du stresser imens, du indtager maden – hæmmer fordøjelsen, hvilket betyder, at vi får mindre energi ud af maden og belaster tarmen mere. 

Et andet argument, for at lære tarmsystemet lidt bedre at kende, er – og det er min helt personlige tese – at vi i jagten på hurtig nydelse har mistet koblingen imellem, hvad vi putter i munden, og hvad der efterfølgende sker i kroppen. Jeg tror, at det er en sammenhæng, som rigtig mange af os i større eller mindre grad fornægter, glemmer eller simpelthen ikke forstår. Og her kan Tarme med charme være en tiltrængt øjenåbner for os her midt i al overfloden og alle fristelserne.

De klamme vingummier kommer nemlig ikke bare ud i den anden ende – vores afføring består af 2/3-dele vand og resten er ufordøjede plantefibre, farvestoffer, medicinrester og kolesterol, som kroppen gerne vil af med. Vingummierne er blevet findelt og findelt og findelt gennem systemet, hvorefter de optages i vores celler. Hvis vi lever af vingummier, sukker, stivelse og dårlige fedtstoffer er der ikke noget at sige til, at vi bliver syge og nedbrudte!

Sidst, men ikke mindst, kan bogen gøre os lidt bedre til at tolke kroppens signaler – herunder, hvordan en prima pølle skal se ud – og dermed måske forebygge sygdomme eller gøre, at vi opdager dem i tide.

Der er med andre ord masser af guld i denne “skide” gode bog, som du kan købe os Saxo.com her.

Jeg er endda ikke helt færdig med at skrive om den endnu – næste tema bliver anden halvdel af bogen, hvor vi dykker ned i mikrober og bakterier! Så stay tuned 🙂

Kærlig hilsen Jeanette

Antiinflammatorisk kost – mod træthed, umotiveret sult, humørsvingninger m.m.

I denne uge har jeg tænkt mig at lave et lille tema her på bloggen om nogle af de helt store trends inden for sundhed i øjeblikket. Du vil derfor kunne blive lidt klogere på charmerende emner som tarme, bakteriekulturer og om inflammatorisk fedt, der alt sammen er med til at sikre et god helbred og en god livskvalitet.

Antiinflammatorisk kost bog af Jerk Langer og Louise Bruun

Lad os starte med den nye bog 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost af læge Jerk W. Langer og Ernæringsterapeut Louise Bruun.
Faktisk var jeg så heldig at støde på Jerk Langer til en event for nylig, hvor vi talte lidt sammen om faste, morgenmad (som han, lige som jeg, også sjældent spiser) og om begrebet antiinflammatorisk kost. Sidstnævnte havde han haft lyst til at skrive om i årevis, men ligesom med så meget andet, så tager det tid, før vi er parate til at forstå og tage nye ting til os. Nu, hvor der kommet så meget fokus på, hvordan kosten påvirker vores indre, vores helbred – og ikke bare vores vægt – er tiden moden.
Nu skal vi tænke antiinflammatorisk!

Lad mig allerførst lige slå fast, hvad inflammation egentlig er. Det er nemlig ikke en betændelse i gængs forstand, som når der er en infektion til stede. En inflammation er kroppens egen reaktion på skader eller indtrængen af mikrober, som ikke er gode for os. I sig selv en livsvigtig funktion, men når vi konstant går rundt med en skjult inflammation på grund af den kost, vi spiser, bliver den skurk nr. 1, når det gælder alt fra småskavanker til alvorlige sygdomme og træthed, umotiveret sult, humørsvingninger, og i det hele taget følelsen af ikke at være på toppen. Og det er ikke bare småting, vi taler om – det er også sygdomme som kræft, diabetes og Alzheimers.

Det handler på ingen måder om bare at være slank. Du kan sagtens være tynd, men have inflammatorisk fedt imellem organerne. Det er sådan set ikke det ydre fedt, der er problemet, men det inflammatoriske fedt, som gemmer sig inde bag ved i maven – og også i hjernen, hvor det er med til at gøre os syge. Masser af især helt unge piger går rundt med en dårlig helbredstilstand, de er tyndfede, fordi de ikke spiser rigtigt, eller nok, og ofte ryger de og dyrker ingen motion. Men selvfølgelig, har du ydre fedt, er der sandsynligvis også – med mindre, du spiser meget sundt og er i god form – en del indre inflammatorisk fedt.

Et ustabilt blodsukker er årsagen til rigtigt mange problemer! Hvis du lider af træthed, sukkertrang, umotiveret sult, humørsvingninger, vægtproblemer og hovedpine, så kan det meget vel være, at dit blodsukker er årsagen. Og det stopper desværre ikke her – på længere sigt resulterer det nemlig også i tidlig aldring, diabetes, blodpropper, kræft, demens og andre såkaldte velfærdslidelser. Med motion og fokus på antiinflammatorisk kost, løser du problemet!

Det er ikke så svært og du skal ikke på kur! Bogen indeholder en kostplan til dig, der virkelig gerne vil ændre dit liv på 21 dage. Den kan du vælge at følge, men du kan også, som jeg, læse bogen og studere ingredienserne, bruge nogle af de i øvrigt lækre opskrifter – og dermed stille og roligt ændre dit mindset og få mere fokus på de gode antiinflammatoriske råvarer.

antiinflammatorisk-kost
Det er netop råvarer, det hele handler om. Problemet i vores del af verden er alle de tilbud, vi har omkring os hele tiden. Tilbud om hurtige kulhydrater – det er i øvrigt noget som den stressede krop elsker – og om industrifremstillede produkter, som man jo ofte dårligt kan kalde mad eller føde, hvis vi tænker lidt over det. Vi skal spise meget gerne af de enkle og ægte råvarer, ligesom de gør i de zoner i verden, hvor folk lever meget længe. Vi skal have de sunde fedtstoffer, fisk og omega 3, men også de mættede fedstoffer, som du finder i fx rødt kød, fede mejeriprodukter, chokolade, æg og kokosolie. Det er slet ikke kedeligt, det her!
Vi kan også bruge fermenterede produkter, som skyr og lagret ost, der ligefrem virker beskyttende.

Hvad du absolut må gå udenom er ting, som er deklareret som vegetabilsk olie, med mindre det er oliven- eller rapsolie. Så tænk lige over varer som plantemagarine, kiks, chips, færdiglavede dressinger, læskedrikke, morgenmadsprodukter, mayonnaise, karmeller, kager og desserter m.m. De er fyldt med omega 6, som vi får ALT for meget af gennem halvfabrikata, færdigvarer og junkfood. Udgå dem derfor så vidt muligt!

Kød fra frilandsdyr indeholder i øvrigt næsten 50% mere omega 3 – det samme gælder mælk og æg fra fritgående dyr!

Men igen, det er altså ikke svært, vi skal bare holde os til enkle, reelle fødevarer. De mest antiinflammatoriske af slagsen er grøntsager (også kartofler med mindre, du vil tabe dig), bær, frugt, fisk, krydderurter, nødder, olivenolie og andre gode fedtstoffer, yoghurt og ost, og kulhydrater fra især bønner, linser og fuldkornsprodukter. Det hele er nøje beskrevet i bogen.
Der sker selvfølgelig intet ved at spise en burger eller få et par ekstra genstande en gang imellem, men spiser du meget antiinflammatorisk mad, vil fx risikoen for at udvikle depression falde med 30%.
Hvis du dertil dyrker motion, ikke ryger og kun drikker moderat, vil du statistisk set få 15 år mere at leve i fuldt vigør.

Jeg kan virkelig anbefale at fordybe sig og lade sig inspirere af bogen, som kan købes her. (affiliate link)

Har du svært ved at sluge dine piller?

Piller er runde! Eller til nød aflange. Sådan har det altid været, og sådan er dét bare. Men er det nødvendigvis det bedste?

Orkla, der står bag bl.a. Livol, Pikasol og Drogens Vital, har tænkt ud af boksen og har brudt med forestillingen om, at piller er runde, og har udviklet et mandelformet tabletdesign, der simpelthen bare glider lettere ned!

mandelformet-tablet

Jeg ved ikke, om du overhovedet nogensinde har tænkt over det, eller om du er blandt de 48%, der kæmper lidt med at få taget vitaminerne, fordi de er småubehagelige at synke. Selv synes jeg ikke, det er nogen udpræget fest at få taget det arsenal af vitaminer, Imedeen, fiskeolie m.v., som jeg tager hver dag. Men det er der nu lavet om på, i alt fald for vitaminpillernes vedkommende!

Orkla har lanceret deres perfekte tabletform – og det er altså vildt, hvilken forskel, det gør. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man har det med at sluge piller i forvejen, men synker du fx et par gange og tager et par slurke vand, vil du opleve en utrolig forskel!

tablet-form-synke

Det er helt vildt så behagelig det føles, at tabletten glider ned på nærmest på 1 sekund med kun en enkelt slurk vand. Faktisk så har man målt pillernes vej ned gennem halsen, og der ER en markant tidsmæssig forskel på de to tabletformers vej ned.

Du kan allerede nu få de mandelformede tabletter i en lang række Livol og Drogens Vital vitaminer og kostilskud samt Futura Silica og Ginger! Bare kig efter det lille mærke med tabletformen.

vitaminer-lette-at-synke
Du kan læse meget mere om “Den perfekte tabletform” fx på Livol.dk.

 

voksenlivsstil-spons

Orkla har stillet piller til rådighed, så jeg kunne teste!

Skal du også støtte brysterne?

Alt-for-damerne-stoet-brysterne

På søndag løber jeg ALT for Damernes Støt Brysterne 2016 i København. Jeg løber de 10 km. sammen med min mands døtre, Camilla og Cecilie (du kan se dem her) – altså ikke sammen i bogstavelig forstand, for vi de løber virkelig stærk, så vi mødes nok først igen ved mållinjen. Men det vigtigste er også at være med og støtte den gode sag, og det er dét, som jeg altså gerne lige vil slå et slag for her på bloggen.

Jeg løber ikke for nogen bestemt, for gudskelov har jeg ingen blandt mine nærmeste eller bekendte, der er ramt af brystkræft. Men uanset, om vi er berørt personligt eller ej, skal vi ikke glemme, at brystkræft er den hyppigste kræftsygdom hos kvinder og rammer mindst én ud af ti af os danske kvinder.

Skal du også være med et af de to steder – eller overvejer du det? Jeg kan kun anbefale Alt for Damernes løb, som er utroligt hyggelige og foregår i en afslappet atmosfære.

Du kan deltage i enten 5 km walk, 5 km, 10 km og 15 km. Der er også en kun-for-mænd-distance på 10 km. Jeg havde faktisk fået lokket min kære mand med, men han har imellemtiden fået et rigtigt dårligt knæ, den stakkel, men jeg satser på, at han tager med og hepper og hygger med os på søndag.

Løbet afholdes som sagt i København på søndag den 11/9 og i Aarhus den 25/9. Det koster 225 kr. at deltage og dermed støtter du kampen mod brystkræft med 50 kr. Du får ovenikøbet en lækker goodiebag med hjem. Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Skal du også løbe med, og løber du for nogen bestemt? Måske ses vi på søndag!

Kærlig hilsen Jeanette

Det tager jeg med hjem fra Club La Santa!

Jeg er på Club La Santa i denne uge på endnu en dejlig aktiv ferie. Denne gang er i vi i øvrigt på familietur med mine bonuspiger og svigersønner, så der er virkelig gang i alle mulige aktiviteter på kryds og tværs. Jeg sidder her i varmen på terrassen i svedigt træningstøj, i en lille pause, og skriver efter et par gode træningstimer.

blogger-la-santa

Mit program i dag er: 3 km. morgenløb kl. 8.15 (lyder ikke af meget, men er alligevel en god og svedig start på dagen, og den sidste km. er stort set op ad bakke).  Zumba kl. 10 på fuld knald efterfulgt af Pilates kl. 11. Kl. 14 har jeg tænkt mig at svømme 1 km. og kl. 17 vil jeg tage en times BodyPump.

Jeg synes virkeligt, at undervisningsniveauet er højt hernede (bonusinfo: jeg selv er gammel aerobicinstruktør :-)). Det er seriøst og hårdt, men ikke mere kompliceret end de fleste kan være med. Her er unge og ældre, motionister og atleter, øvede og nybegyndere – alle kan være med og få noget ud af det her.

Man skulle måske ikke umiddelbart tro det, men de to uger om året, hvor vi er på Club La Santa, betyder faktisk rigtigt meget for min form og sundhed. Især hvis man i forvejen motionerer regelmæssigt, kan man i løbet af en uge med mere intens træning, booste formen og musklerne en hel del – for ikke at tale om al den motivation og energi, man kommer hjem med. Man får som regel lige rystet posen og kommer hjem og er parat til et nyt træningsprogram derhjemme.

Dét, som jeg tager med mig hjem denne gang, er:

1. At jeg stadig elsker at svømme
2. At det IKKE er smart at droppe styrketræningen!

For år tilbage har jeg været vild med at tage 1 km. brystsvømning en gang, eller flere gange, om ugen. Ikke noget vildt, men bare god og alsidig motion (triathlon og andre ekstreme ting bliver aldrig noget for mig). Og så er der også en mental del, når man kommer ned i vandet, og under vandet – i et andet univers, afslappende og meget mindfull.

Her på Club La Santa har jeg af een eller anden grund altid holdt mig tilbage fra svømmestadionet, og svømning er kommet længere og længere væk fra mig. Men denne gang skulle det være, og jeg følte mig straks som en fisk i vandet. Jeg har købt svømmebriller, badehætte (smukt! – billede følger måske) og en svømmedragt (bikini og hovedspring er ikke en god kombi!) og nu glæder jeg mig til at svømme hver dag hernede!
Og det er den første ting, som jeg vil forsøge at tage med mig hjem denne gang og begynde at besøge svømmehallen igen!

De sidste dage har den stået på morgenløb, yoga, BodyCombat, Pilates, TRX, ultimate ABS (30 min. mega ond core træning!) – og svømning. Allerede efter et par dage, føles kroppen mere spændstig, så kommer et par dage med meget ømhed, og derefter er man nærmest ustoppelig. Her i formiddag, da jeg sprang rundt til Zumba (som jeg ikke dyrker hjemme, men synes er sjovt hernede under åben himmel), kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk på ingen måder tænker på, at jeg er blevet 50.

Jeg kan det samme, som jeg plejer, og min form og styrke og krop i det hele taget føles, som den altid har gjort. Men ikke desto mindre er den anden ting, som jeg tager med mig hjem, at jeg skal fokusere på min styrke derhjemme. Jeg er blevet lidt for forhippet på at løbe og har meldt mig ud af fitnesscentret samt droppet BodyCombat, som jeg ellers har dyrket i over 10 år. Jeg har stadig styrken, men armbøjninger og planker er allerede blevet en anelse sværere – så nu er det alligevel tid at komme ind i kampen igen!

Vi hører hele tiden, hvor vigtigt styrketræningen er, og det er ikke uden grund. Holder man både konditionen og muskelstyrken ved lige, så kommer man langt! Og jeg vil altså gerne blive ved med at kunne alt det, jeg plejer, meget længe endnu.