Jackie

Forestil dig, at du sidder ved siden af din mand, der pludseligt bliver skudt i hovedet og dør i dine arme med blod og hjernemasse væltende ud over dig! Så voldsomt, så traumatiserende, og alt imens hele verden ser på.

I filmen Jackie er det ikke stilikonet Jackie Kennedy, men mennesket bag, det handler om. Zoomet ind på hendes situation, tanker og følelser i den intense tid fra hendes mands dramatiske død den 22. november 1963 til hans pompøse begravelse 3 dage efter.

jackine-anmeldelse

Filmens fortælling sker gennem et interview, som Jackie – i skikkelse af smukke og vanvittigt dygtige Nathalie Portman – giver en enkelt udvalgt journalist kort efter John F. Kennedys død. Her fortæller hun åbenhjertigt om den voldsomme oplevelse og den situation, hun står tilbage i, hvor hun skal samle sig selv og sit liv op – fra eventyret i Det hvide hus til nu at står alene.
Det er dog langt fra det hele, der kommer til tryk i artiklen, for hun styrer pressen med hård hånd og bestemmer i sidste ende det endelige indhold, hvor hendes mand fremstår som en ener med referencer til Camelot og ridderne om det runde bord.

Vi ser en kvinde, der er både på sammenbruddets rand og på samme tid determineret og strategisk, nærmest udspekuleret. Hun ved, at begravelsen er essentiel for John F. Kennedys eftermæle, og det håndterer hun samtidig med, at hun tager sig af to små børn og et hjem, der allerede er ved at blive pakket ned og overtaget af det nye præsidentpar. Hun iscenesætter og hun gør det dygtigt, og hendes optræden som den sortklædte enke med sløret, sammen med de to små faderløse børn, bliver et billede, som for altid vil være en del af historien.


Vi ser hende lige efter mordet, hvor hun vasker blodet af ansigtet, og hvor hun er ved at gå helt i stykker. Alligevel viser hun styrke og beslutsomhed og har en klar strategi i alt, hvad hun gør i forhold til offentligheden. Hun er selv et sted ved at være i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er iscenesat, men hvad er hendes valg andet end at forsøge at skabe den historie, der alligevel vil blive fortalt.

Nathalie Portman er den altdominerende kraft i filmen, og man føler empati med hendes sorg, hendes situation og hendes liv, der på et sekund er forvandlet og aldrig bliver det samme. Selvom hun udviser en hårdhed midt i kaos, så kan man kun beundre hendes mod og klogskab til at tage kontrol.

I rollen som John F. Kennedy ses danske Casper Phillipson, der gør det rigtigt flot i den lille rolle. Begge de to hovedpersoner er castet godt, og især Casper Phillipsons lighed er slående.

casper-phillipson

Jackie ligger et sted mellem 4 og 5 stjerner, så det må blive til 4½ flotte stjerner og en varm anbefaling herfra.


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halvstjerne

 

Kærlig hilsen Jeanette

Kampen mellem det sorte og det hvide i Underverden

underverden-dar-salim

Den 19. januar har filmen Underverden af den danske instruktør Fehnar Ahmad premiere over hele landet. I hovedrollen ses Dar Salim, som af mange er kendt fra tv-serien Dicte. Filmen er en blanding af drama og action med hverdagsagtige billeder af København, som gør den meget realistisk og får den til at krybe helt ind under huden.

Jeg havde høj puls og følte mig meget påvirket efter at have set filmen i dag. Den slags film plejer jeg ellers hurtigt at ryste af mig, men Underverden er mere end en actionfilm!

fehnar-ahmad-instruktoer

Instruktøren Fehnar Ahmad og skuespillerne Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri

img_0060

Dar Salim

Hovedpersonen, Zaid, er hjertekirurg og mønsterbryder fra indvandrermiljøet i Albertslund. Vi følger hans daglige, normale liv på arbejdet og i den fede lejlighed ved havnefronten i København, hvor han bor med sin danske kone Signe (spillet af Stine Fischer Christensen), der er højgravid. Han har tydeligtvis følt sig nødsaget til at tage afstand fra sin kriminelle lillebror, og han afviser ham, da han efter et mislykket bankrøveri banker på døren og beder om hjælp. Zaid har fået nok og forsøger med al magt at leve det liv, han har kæmpet sig til.

Da lillebroderen senere køres ind på traumecenteret på hospitalet, hvor Zaid arbejder, gennembanket og døende, starter hans kamp. Han føler sig affærdiget af politiet og magtesløs over drabet på hans bror, og han begynder at tage sagen i egen hånd og opsøge de mennesker, som lillebroderen arbejdede for. Det bliver langsomt til krig med en rå og uhyggelig underverden af kriminelle indvandrere, hvis brutalitet ikke kender grænser.

Zaids egne grænser nedbrydes i en blanding af skyldfølelse og hævntørst, han går langsomt i opløsning, og vi ser ham i det skjulte forvandle sig fra den hvidkitlede og respekterede læge til Den sorte Hævner. I bedste Rocky Balboa stil løbertræner han med hættetrøjen i det gamle betonkvarter, skyder sig uhæmmet med steroider, og han genoptager kickboxingen hos sin gamle træner. Motorcyklen males sort, og han ifører sig skudsikker vest, sort tøj og maling i ansigtet. Han går på jagt i underverdenen!

Der er dømt krig. Krig i Zaids indre, han er fanget mellem to kulturer. Hvor han før forsøgte at holde afstand til broderens problemer, bliver hævnen nu altoverskyggende i forhold til hans arbejde, kone og kommende barn. Han bliver trukket ind i en livsstil, som han for alt i verden har forsøgt at undgå, og en mere og mere regulær krig med de kriminelle, der ikke skyr nogen midler overfor de mennesker, som han har i sit liv.

Dar Salim giver alt i sig i rollen, både i de følsomme scener, fra hans normale verden, og som den side, som jeg vil kalde den sorte hævner. Filmen har en realisme over sig, der gør, at den rammer hårdt og giver masser af stof til eftertanke. Selvom man måske ikke er den store actionfan, og har det svært med den meget voldelige scener, så synes jeg, at de mange lag i filmen, gør den til et både underholdende og vigtigt kunstnerisk bidrag til den debat, vi i dag ser nye stemmer fra indvandrer- og ghettomiljøet bidrage til.

Der er en meget stærk og central udvekling mellem Zaid og hans far i filmen, hvor faderen beskylder Zaid for at have svigtet sin bror og for at have glemt, at han er iraker. Zaid trækker gardinet for og spørger sin far, om det er Irak, han ser udenfor, og at det er faderen, der har svigtet ved at sidde i sin sofa i 30 år uden at have et arbejde.
Det er stærke sager og scenen mindede mig et kort øjeblik om bogen Sort Land af Ahmed Mahmoud.

Underverden er en actionfilm, ingen tvivl om det, og den vil først og fremmest underholde. Men den fremstiller også det københavnske bandemiljø som en brutal og afstumpet verden, der afskærer mennesker fra et godt og normalt liv. Den viser også, hvad de unge indvandrerdrenge er oppe i mod i form af pres og vold, og hvordan livet balancerer på en knivsæg mellem det sorte og det hvide. Det gør det for Zaid, og det gør det vel for alle mennesker, hvis presset bliver hårdt nok.

Ikke bare Dar Salim, men også alle de øvrige skuespillere, spiller overbevisende godt, bl.a. som hårdkogte kriminelle. Nogle, bl.a. boksetræneren i filmen, er castet blandt almindelige mennesker, som ikke er skuespillere, men gør det virkelig godt, og bidrager til filmens realisme. Skuespilleren Ali Sivandi er så overbevisende som kickboxende voldspsykopat, at jeg blev næsten helt bange for ham, da jeg mødte ham efter filmen. Selvfølgelig viste han sig at være super sød og imødekommende, som det nok også kan ses på billedet.

underverden-ali-sivandi
Underverden fortjener i min anmeldelse mange flotte af stjerner for det gode skuespil, for den internationale standard, for en dansk actionfilm, der ikke er plat, for god underholdning og for at blive siddende længe efter og skabe stof til eftertanke.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halv

Herligt gensyn med Bridget Jones

bridget-jones-baby-anmeldelse
I aftes var jeg inde og se den nye Bridget Jones film – Bridget Jones’s baby – og det blev på alle måder et dejligt gensyn. Det er helt vildt, at det er 12 år siden den sidste Bridget Jones film (!), og det føles lidt ligesom at møde en kær gammel ven, som man ikke har set i lang tid. Man er straks tilbage, hvor man slap, og nyder gensynet. Alle er selvfølgelig blevet ældre – det er rart at se, at man ikke er den eneste, og at det rent faktisk også sker for ens yndlingskarakterer på film.

Det er hyggeligt at se, hvordan de alle ser ud i dag og hvor de er henne i livet. De ligner i bund og grund sig selv, men alle er etablerede og masser af børn er kommet til siden sidst. Kun Bridget er ikke kommet så langt – eller rettere er hun bombet tilbage til start, hvor hun sidder i alene sin lejlighed i pyjamasbukserne, præcis som vi kender hende, efter at have brudt med Marc Darcy. Dog med styr på karrieren og vægten, så langt er hun kommet, men single og lettere desperat over at være den sidste barnløse pebermø i omgangskredsen i en alder af 43.

Hugh Grant er skiftet ud med Patrick Dempsey, der spiller den amerikanske datingguru Jack – ikke noget dårligt valg, hvis du spørger mig – og dramaet udspiller sig, da hun bliver gravid og faderen enten kan være ham eller Darcy, som altid spillet af Colin Firth. Den søde, sjove, lettere kiksede og normalt uheldige Bridget står nu med to – ikke udprægede uattraktive – mænd, som begge vil ønske, at barnet er deres, og som ser ud til at ville tage hele pakken. Hvem, der er faderen, og hvem hun vælger, skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Bridget Jones er stadig i en klasse for sig inden for sin genre, og 3’eren holder fuldstændig. Gensynet er hyggeligt, og den er stadig sjov, og man får top feel good underholdning og gode grin for alle pengene hele vejen igennem. Den får 5 feminine stjerner med her fra bloggen.


stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Captain Fantastic *****

captain-fantastic-anmeldelseForleden var jeg i Grand Teatret og se Captain Fantastic med bl.a. Viggo Mortensen, og den fortjener et par ord med på vejen – og fem ud af seks stjerner, som der var bred enighed om i familien, at den skulle have.

Handlingen kan du sikkert selv udlede af traileren, så det skal jeg gøre kort. Familien bor i skoven og opdrager de seks børn afsondret fra det normale, kapitalistiske samfund. Ved første øjekast lever de som vilde, men børnene får en enorm indlæring og disciplin. De er små intellektuelle, toptrænede, musikalske og atletiske overlevere, der kan klare sig i naturen med en kniv og med bue og pil, samtidig med, at de kan citere de store tænkere og forfattere, grundloven, fysikken og de politiske og religiøse ismer. Moderen er væk, syg og begår selvmord, og hendes forældre ønsker den afdøde for selv selv, med en kristen begravelse, ligesom de ønsker forældremyndigheden over de meget specielle og ikke særligt socialt integrerede, men vanvittigt søde, sjove, talentfulde og intelligente børn.

Faderen, så utroligt godt og sympatisk spillet af vores egen Viggo Mortensen, beslutter sig at tage kampen op, og familien drager afsted for at opfylde hans buddistiske kones sidste vilje – hun vil brændes, der skal synges og danses, og asken skal skylles ud i et offentligt toilet! Opgøret begynder – det “primitive” mod det etablerede samfund, mod normer og vanetænkning. Og samtidig starter faderens indre kamp om, hvad der er rigtigt og forkert, og om de måske er gået for langt i deres eksperiment.

Filmen har så mange lag og sætter mange tanker i gang samtidig med, at man er fantastisk godt underholdt hele vejen igennem. Bevares, den er måske lidt patetisk til sidst, men alt er skarp sat op for at vise pointerne omkring det liv, vi lever i det moderne samfund. Måske især i USA, hvor billedet tegnes af et samfund præget af overvægt, overdreven religiøsitet, dårlig kost og shopping som den hyppigste sociale interaktion!!!! Børn pakkes ind i vat, og der stilles ingen krav, og et enormt potentiale går til spilde ved vores overforbrug af ligegyldigheder som tv og computerspil.

Captain Fantastic er en slags nutidigt – og vel også tiltrængt – hippieopgør mod det liv, som mange lever i dag, fjernt fra naturen og uden selvopholdelsesdrift og overlevelsesinstinkt og uden noget særligt intellektuelt overskud. Det sætter tanker i gang – og er Cola måske ikke i virkeligheden bare “forgiftet vand”?

Familien lever ekstremt, men det fine ved faderen er, at han – som den eneste – faktisk har det menneskelige overskud til sætte spørgsmålstegn ved sine egne holdninger og værdier. Alle andre holder rigidt fast i deres. Han kan også finde ud af at sige undskyld. Det kan fås os til at tænke på, at vi måske ikke altid bare skal holde på vores, og at den sandhed vi lever i, og den måde, vi vælger at leve og prioritere vores tid på, måske kan tages op til revision.

Udover alle de gode tanker og spørgsmålstegn, som filmen sætter i gang, så skal den bestemt også ses for underholdningen, humoren og det fantastiske skuespil – ikke mindst af børnene. Det er helt utroligt, så godt de spiller, og den mindste pige er noget af det sjoveste og mest charmerende, jeg længe har set.

 

 

The Dressmaker

the-dressmaker
Trods den lune sommeraften var jeg en tur i biografen i aftes og se den australske film The Dressmaker, som havde premiere i sidste uge.
Der er nu også noget let og lystspilsagtigt over filmen, som får den til at passe godt på sådan en sommeraften.

Kate Winslet spiller hovedrollen som den smukke femme fatale Tilly, der hjemvender til den lille by, som hun brutalt blev fjernet fra som barn. Angiveligt, fordi hun var skyld i en drengs tragiske død.
Nu vender hun hjem til sin syge mor med symaskinen under armen og begynder med sin styrke og skønhed, og med sine smukke kreationer som våben, langsomt at få historien oprullet og hævn over dem, som gjorde hende uret.

Tilly har evnen til at skabe magi og ændre kvinderne, der hurtigt får øjnene op for de smukke kjoler. Hun giver dem skønhed, styrke og selvtillid og hæver den for en stund op over landsbyens indskrænkethed, sladder og smålighed. Som en slags farverig Babette, der laver tøj i stedet for mad.

Se The Dressmaker med en veninde (spar din mand for den) og nyd de smukke billeder, musikken, kostumerne og ikke mindst Kate Winslet (og Liam Hemsworth). Skuespillet er ind imellem karikeret, og filmen en lidt underlig hybrid mellem drama og komedie, men balancerer alligevel, så man bliver fanget af den gode historie og føler sig underholdt. Den sniger sig op på 4 ud af 6 stjerner herfra!