Herligt gensyn med Bridget Jones

bridget-jones-baby-anmeldelse
I aftes var jeg inde og se den nye Bridget Jones film – Bridget Jones’s baby – og det blev på alle måder et dejligt gensyn. Det er helt vildt, at det er 12 år siden den sidste Bridget Jones film (!), og det føles lidt ligesom at møde en kær gammel ven, som man ikke har set i lang tid. Man er straks tilbage, hvor man slap, og nyder gensynet. Alle er selvfølgelig blevet ældre – det er rart at se, at man ikke er den eneste, og at det rent faktisk også sker for ens yndlingskarakterer på film.

Det er hyggeligt at se, hvordan de alle ser ud i dag og hvor de er henne i livet. De ligner i bund og grund sig selv, men alle er etablerede og masser af børn er kommet til siden sidst. Kun Bridget er ikke kommet så langt – eller rettere er hun bombet tilbage til start, hvor hun sidder i alene sin lejlighed i pyjamasbukserne, præcis som vi kender hende, efter at have brudt med Marc Darcy. Dog med styr på karrieren og vægten, så langt er hun kommet, men single og lettere desperat over at være den sidste barnløse pebermø i omgangskredsen i en alder af 43.

Hugh Grant er skiftet ud med Patrick Dempsey, der spiller den amerikanske datingguru Jack – ikke noget dårligt valg, hvis du spørger mig – og dramaet udspiller sig, da hun bliver gravid og faderen enten kan være ham eller Darcy, som altid spillet af Colin Firth. Den søde, sjove, lettere kiksede og normalt uheldige Bridget står nu med to – ikke udprægede uattraktive – mænd, som begge vil ønske, at barnet er deres, og som ser ud til at ville tage hele pakken. Hvem, der er faderen, og hvem hun vælger, skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Bridget Jones er stadig i en klasse for sig inden for sin genre, og 3’eren holder fuldstændig. Gensynet er hyggeligt, og den er stadig sjov, og man får top feel good underholdning og gode grin for alle pengene hele vejen igennem. Den får 5 feminine stjerner med her fra bloggen.


stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Captain Fantastic *****

captain-fantastic-anmeldelseForleden var jeg i Grand Teatret og se Captain Fantastic med bl.a. Viggo Mortensen, og den fortjener et par ord med på vejen – og fem ud af seks stjerner, som der var bred enighed om i familien, at den skulle have.

Handlingen kan du sikkert selv udlede af traileren, så det skal jeg gøre kort. Familien bor i skoven og opdrager de seks børn afsondret fra det normale, kapitalistiske samfund. Ved første øjekast lever de som vilde, men børnene får en enorm indlæring og disciplin. De er små intellektuelle, toptrænede, musikalske og atletiske overlevere, der kan klare sig i naturen med en kniv og med bue og pil, samtidig med, at de kan citere de store tænkere og forfattere, grundloven, fysikken og de politiske og religiøse ismer. Moderen er væk, syg og begår selvmord, og hendes forældre ønsker den afdøde for selv selv, med en kristen begravelse, ligesom de ønsker forældremyndigheden over de meget specielle og ikke særligt socialt integrerede, men vanvittigt søde, sjove, talentfulde og intelligente børn.

Faderen, så utroligt godt og sympatisk spillet af vores egen Viggo Mortensen, beslutter sig at tage kampen op, og familien drager afsted for at opfylde hans buddistiske kones sidste vilje – hun vil brændes, der skal synges og danses, og asken skal skylles ud i et offentligt toilet! Opgøret begynder – det “primitive” mod det etablerede samfund, mod normer og vanetænkning. Og samtidig starter faderens indre kamp om, hvad der er rigtigt og forkert, og om de måske er gået for langt i deres eksperiment.

Filmen har så mange lag og sætter mange tanker i gang samtidig med, at man er fantastisk godt underholdt hele vejen igennem. Bevares, den er måske lidt patetisk til sidst, men alt er skarp sat op for at vise pointerne omkring det liv, vi lever i det moderne samfund. Måske især i USA, hvor billedet tegnes af et samfund præget af overvægt, overdreven religiøsitet, dårlig kost og shopping som den hyppigste sociale interaktion!!!! Børn pakkes ind i vat, og der stilles ingen krav, og et enormt potentiale går til spilde ved vores overforbrug af ligegyldigheder som tv og computerspil.

Captain Fantastic er en slags nutidigt – og vel også tiltrængt – hippieopgør mod det liv, som mange lever i dag, fjernt fra naturen og uden selvopholdelsesdrift og overlevelsesinstinkt og uden noget særligt intellektuelt overskud. Det sætter tanker i gang – og er Cola måske ikke i virkeligheden bare “forgiftet vand”?

Familien lever ekstremt, men det fine ved faderen er, at han – som den eneste – faktisk har det menneskelige overskud til sætte spørgsmålstegn ved sine egne holdninger og værdier. Alle andre holder rigidt fast i deres. Han kan også finde ud af at sige undskyld. Det kan fås os til at tænke på, at vi måske ikke altid bare skal holde på vores, og at den sandhed vi lever i, og den måde, vi vælger at leve og prioritere vores tid på, måske kan tages op til revision.

Udover alle de gode tanker og spørgsmålstegn, som filmen sætter i gang, så skal den bestemt også ses for underholdningen, humoren og det fantastiske skuespil – ikke mindst af børnene. Det er helt utroligt, så godt de spiller, og den mindste pige er noget af det sjoveste og mest charmerende, jeg længe har set.

 

 

The Dressmaker

the-dressmaker
Trods den lune sommeraften var jeg en tur i biografen i aftes og se den australske film The Dressmaker, som havde premiere i sidste uge.
Der er nu også noget let og lystspilsagtigt over filmen, som får den til at passe godt på sådan en sommeraften.

Kate Winslet spiller hovedrollen som den smukke femme fatale Tilly, der hjemvender til den lille by, som hun brutalt blev fjernet fra som barn. Angiveligt, fordi hun var skyld i en drengs tragiske død.
Nu vender hun hjem til sin syge mor med symaskinen under armen og begynder med sin styrke og skønhed, og med sine smukke kreationer som våben, langsomt at få historien oprullet og hævn over dem, som gjorde hende uret.

Tilly har evnen til at skabe magi og ændre kvinderne, der hurtigt får øjnene op for de smukke kjoler. Hun giver dem skønhed, styrke og selvtillid og hæver den for en stund op over landsbyens indskrænkethed, sladder og smålighed. Som en slags farverig Babette, der laver tøj i stedet for mad.

Se The Dressmaker med en veninde (spar din mand for den) og nyd de smukke billeder, musikken, kostumerne og ikke mindst Kate Winslet (og Liam Hemsworth). Skuespillet er ind imellem karikeret, og filmen en lidt underlig hybrid mellem drama og komedie, men balancerer alligevel, så man bliver fanget af den gode historie og føler sig underholdt. Den sniger sig op på 4 ud af 6 stjerner herfra!

En mand der hedder Ove – nu på film!

en-mand-der-hedder-ove
Lige hjemvendt fra forpremiere på den svenske succesfilm En mand der hedder Ove, må jeg lige dele min begejstring. Har du læst succesromanen af samme navn af svenske Fredrik Backman, så har du allerede grinet og grædt over Ove én gang – og du kan helt sikkert komme til det igen, hvis du går ind og ser filmen. Og ellers kan nye kommende fans begynder her.

Ove er kvarterets gavne og hidsige pedant, som går den daglige inspektionsrunde i kvarteret og sikrer, at affaldet er sorteret korrekt, garagerne er aflåste, og der ikke kører biler på området. Livet er i og for sig enkelt for Ove – ret skal være ret, og ordentligheden og retfærdigheden skal herske hele vejen igennem. Ove er ordentligheden selv, inderst inde også som menneske.

Oves hidsige replikker falder i en lind strøm, ikke uden humor, men bag den bitre facade findes også en historie og en stor sorg. Så stor, at Ove gentagne gange, uden held, forsøge at tage sit eget liv – i det pæne tøj og med alt bragt i sirlig orden omkring sig. Han bliver hele tiden forstyrret i sit forehavende af alle de idioter, der omgiver ham.

De nye naboer, den irakiske Parvaneh, der forstår at give Ove kærligt modspil, og hendes – i Oves øjne – uduelige mand og deres to små piger bliver et vendepunkt for Ove, der langsomt tvinges til at lade paraderne falde og lade det store hjerte af guld vise sig.

Filmatiseringen af bogen er utrolig vellykket, og Ove fremstår præcis, som jeg kunne have forestillet mig ham. Rolf Lassgård spiller hovedrollen helt igennem fantastisk, brysk og hjertevarm på én og samme tid. Man får mange grin filmen igennem, men man bliver også rørt af den skæbne, der ligger bag det hårde og regelrette ydre, når vi kommer tilbage i tiden og oplever Oves liv og barske skæbne. Det er ikke for ingenting, at filmen er blevet en af de største successer i nyere svensk filmhistorie. Jeg tror også, den bliver et kæmpe hit i Danmark.

Lige meget, om du har læst bogen eller ej, kan jeg kun anbefale at gå ind og se filmen, som har premiere den 26. maj.

The Big Short

 

Jeg får gået en del i biografen for tiden, hvilket du måske har bemærket. Det er jo Oscar-tider og det bugner med fede film.
Filmen The Big Short havde jeg dog ikke lige haft inde på lystavlen, før min bror foreslog den – og det er jeg i den grad glad for, at han gjorde! Det er en SUPER god film, cool, interessant, ekstremt velspillet og ovenikøbet sjov, selvom emnet er noget så dystert som finanskrisen! Instruktøren Adam McKay er kendt for sine komedier, og vi fik virkelig også grinet under The Big Short.

Skuespillerne behøver vi nok ikke kommer nærmere ind på – det er bare klassespil hele vejen igennem. Egentlig vil jeg ikke sige så meget, andet end gå ind og se den!

Bag humoren er den tankevækkende forklaring på, hvad der skete, og hvordan det kunne gå så galt, at hele det amerikanske boligmarked og verdensøkonomien kunne kollapse. Hvordan grådigheden og dumheden tog over og overophedede økonomien på bekostning af de svageste i samfundet. Dem, der endte med gæld i huse, der var alt for dyre, og dem, som i sidste ende mistede deres jobs, da det hele brød sammen. Og så på den anden side alle dem, der scorede kassen på fede bonusser og allerede er godt igang igen.

Historien er fortalt gennem de få mennesker, der kunne – og ville – se, hvor det hele var på vej hen. Det excentriske talgeni Michael Burry er den første, der kan se signalerne og gennem sin hedgefond begynder at spekulere imod de usikre lån, imod den amerikanske økonomi. Han går ind og shorter lånene, hvilket vil sige, at man indgår en kontrakt, hvor man tjener penge hvis deres kurs falder (alle de økonomiske begreber forklares undervejs i filmen på ret pædagogisk vis). Alle griner af ham, hans investorer i fonden er ved at sagsøge ham, men han holder stædigt fast i sin teori om, at det ikke holder i længden og at folk i stor stil vil begynde at misligholde deres lån.

Andre følger efterhånden med og shorter de usikre boliglån, bl.a. den evigt retfærdighedssøgende og vrede Mark Baum og et par unge garagespekulanter. Hvordan det går, ved vi alle sammen, men her får man en exceptionelt god og exceptionelt sjov og underholdende forståelse for, hvordan det hele egentlig hænger sammen.

The Big Short er nomineret til fem Oscars. Herfra skal den have fem stjerner ud af seks!