Glæd dig til La La Land…..

la-la-land
I overmorgen er der premiere La La Land– og du kan godt glæde dig! Jeg var så heldig at få lov at se den hos Nordisk Film i sidste uge, og allerede da filmen havde været i gang i 5-10 minutter havde jeg besluttet mig for, at den skulle jeg se igen! Snart. Musikken måtte jeg direkte hjem og finde på Spotify. Der er ingen tvivl om, at en klassiker er født.

La La Land er en moderne romantisk musical, der står på skuldrene af – og hylder – den klassiske amerikanske filmhistorie med alt, hvad det indebærer af sang, dans og musik. Og til alle, der måtte tænke, at de kunne noget særligt den gang i de gode gamle dage, så har nutidens skuespillere, dansere, musikere og sangere intet at stå tilbage for. De kan det hele – og lidt til!

Vinder af 7 Golden Globes – vist nok en rekord – og nomineret til hele vilde 14 Oscars. Der er fest og farver, vidunderlig musik, stepdans, kærlighed og drømme – og først og fremmest en hyldest til kunsten, kærligheden, jazz’en og den ægte vare i livet.

la-la-land-plakat
Filmens hovedpersoner Mia og Sebastian knokler i drømmenes by LA – eller City of Stars som filmens smukke titelsang hedder – for at blive henholdsvis skuespiller og jazzpianist med egen klub. Vejen går gennem utallige ydmygende auditions og ditto barpianistjob, men de finder hinanden og kærligheden vokser, mens de kommer til at blive støtter og katalysatorer for hinanden i jagten på drømmene. Sammen hjælper de hinanden med at holde fast i deres drømme og integritet, men vil kærligheden også holde undervejs?

Den mandlige hovedrolle spilles af Ryan Gosling, som mange sikkert husker fra The Notebook. Flot er han jo, og måske mest af alt vildt charmerende – synge og danse kan han selvfølgelig også  – og så har han lige på tre måneder lært at spille klaver til rollen!

Emma Stone elsker jeg bare for hendes star quality og enorme naturlighed. Jeg elsker, at hun ikke er modelperfekt og på nogen måder kunstig. Hun har udstråling, sødme og personlighed, og det er heldigvis det, som tæller mere og mere.

la-la-land-emma-stone

Filmen hylder den virkelige uforfalskede kunst, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten. John Legend har i øvrigt en fin rolle som musiker, der netop går på kompromis og smører maskinrytmer ud over sin kunst – til massernes glæde, men kontrasten til den lille jazzklub står tilbage og taler for sig selv.

La La Land er et fyrværkeri af farver, kærlighed og livsmod
– der er rød, gul, grøn, blå og lilla ud over det hele. Lige, hvad vi har brug for i en tid, hvor vi for alvor ryster den grå finanskrise af os. Vi vil se verden i farver igen (ligesom vi også ser det i moden og i boligindretningen). Timingen er helt rigtigt, og jeg tvivler på, om filmen havde opnået sammen kæmpe succes for 5 år siden.

Nu er vi simpelthen så klar til La La Land og jeg kan ikke andet end give den seks stjerner i min anmeldelse her på bloggen ♥


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Kærlig hilsen Jeanette

Lion – en fantastisk film! *****


lion-dev-patelHusker du drengen fra Slumdog Millionaire? Dev Patel er i dag 26  år og har hovedrollen i den nye film LION, der er nomineret til seks Oscars.
Jeg så den i biografen i går, og jeg blev så rørt over historien, som er baseret på virkelige hændelser og de virkelige personer skildret i bogen A Long Way Home af Saroo Brierley (du kan læse om den virkelige Saroo her).

a-long-way-home-saroo
Filmen handler om den lille dreng Saroo, der lever i det nordlige, golde og fattige Indien med sin mor og sine søskende. Den lille dreng spilles helt uovertruffent af den otteårige charmerende Sunny Pawar, som vi nok, ligesom Dev Patel, kommer til at høre mere til i fremtiden.

En aften bliver den 5-årige Saroo væk fra sin bror, da de er ude og lede efter småmønter og andre efterladenskaber på togstationen og i togene. Da han går ombord på et af togene for i sin desperation af lede efter broderen, sætter toget i gang, og han er fanget i en aflåst togvogn, som fører han mere end 1000 km. væk hjemmefra. Da han endelig kommer ud, er han helt alene i det overbefolkede, summende Calcutta, hvor et ensomt barn ikke er et særsyn, som vækker særlig opmærksomhed. Vidste du i øvrigt, at der hvert år forsvinder 80.000 børn i Indien?

Saroo er overladt til sin egen skæbne på gaden med et stykke pap som eneste ejendom – men har et overlevelsesinstinkt, der redder ham fra at falde i kløerne på kriminelle børnemisbrugere. Den lille ulykkelige dreng kæmper for sin overlevelse og finder mad på lossepladser, indtil en mand en dag kaster sit blik på ham og fører ham til myndighederne. Herefter går turen til helvedes forgård af et børnhjem, hvor han er heldig at blive hjulpet til adoption i Australien. Ingen kan nemlig finde hans mor baseret på de sparsomme oplysninger, den lille dreng kan give. Han kender end ikke sit eget efternavn eller er i stand til at udtale sin hjemby korrekt. Og Indien er et stort og uorganiseret land!

Han bliver bragt til Tasmanien, hvor han får en god opvækst hos et kærligt par, der har valgt adoption fremfor at få egne børn. De redder dermed Saroo, og han er til gengæld en glæde for parret hele vejen igennem. Deres næste indiske adoptivsøn bliver lidt mere vanskelig, da hans bagage måske er endnu mere voldsom. Nicole Kidman spiller så fint og smukt rollen som adoptivmoderen, med al den kærlighed, hun har til de to drenge og med al den usikkerhed, der er forbundet med ikke at være biologisk forbundne.

Saroo tilpasser sig og først, da han er midt i tyverne begynder erindringen og minderne om hans barndom og hans ophav at trænge sig på. Særligt den indiske mad sætter tingene i gang, og han begynder så småt at rekonstruere sin lange togrejse. Med de få pejlemærker, han husker, går han på Google Earth for at finde hjem. Traumet om at være  blevet væk vender også tilbage, mens han kæmper sig videre, og iblandet er også en frygt for at virke illoyal og utaknemmelig overfor sine adoptivforældre.

Langsom falder brikkerne på plads og en dag kan han præcist udpege på Google Earth, hvor han boede, og rejser tilbage dertil. Hans mor er blevet boende i alle de 25 år, der kommer til at gå, fordi hun har bevaret troen på at se sin søn igen.
Da man til sidst i filmen ser de virkelige personer, er det svært at holde tårerne tilbage, og det er så uendeligt svært at forstå og acceptere at små børn kan overlades til deres egen skæbne og til onde skæbner her på vores klode. Filmen er så fin og så menneskelig og har så mange lag, foruden at være det fineste håndværk hele vejen igennem. Den er vedkommende og tankevækkende og kan absolut kun anbefales som et must see. (se også trailerne længere nede).

Kærlig hilsen Jeanette

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort stjerne

Paterson

paterson-film

Paterson, som går i de danske biografer lige nu, er ikke for de utålmodige sjæle. Det er netop pointen med filmen, hvor budskabet er nærvær og glæde ved at bevæge sig langsomt i små cirkler og finde glæden i rutinerne og de mennesker, der er omkring en. Paterson er med andre ord en slow movie, der bringer dig blød og afslappet ud af biografen med alle intentioner om at være mere nærværende i nuet og det liv, der omgiver dig.

Hovedpersonen Paterson, så sødt og fint spillet af Adam Driver, er buschauffør i byen af samme navn, Paterson i New Jersey. Paterson er ét med sin by mere end bare af navn. Han er en mand, der nyder sit lille og stille liv med alle dets rutiner. Et “offline liv“, for han har hverken smartphone eller computer.

Det indre vækkeur vækker ham stille og roligt hver dag op ved sekstiden. Så spiser han samme kop morgenmad, mens han sidder og nyder den stille stund og filosoferer – faktisk over så små ting, at en æske tændstikker kan fortjene hans opmærksomhed.
Derefter går han hen til busholdepladsen, mens digtene udfolder sig i hans hoved. Her har han tid til at sidde i bussen og nedfælde sine digte, indtil han en kort sludder med formanden, der får hældt sine problemer af og samtidig bliver startskuddet på arbejdsdagen. I bussen nyder han de mennesker, der kommer og går og lytter til deres samtaler.

Paterson skriver flittigt digte i sin hemmelige notesbog, og han har egentlig intet behov for at dele dem med omverdenen, selvom kæresten presser på for at han skal få dem udgivet. Hun på den anden side er hans perfekte modpol, der drømmer store drømme om berømmelse og indretter det lille hus med sine kreative ideer og en hel del sort og hvid maling. Hun er det uforudsigelige og flamboyante i hans ellers meget forudsigelige tilværelse.Paterson er omgængelig og kærlig og åben for det liv og de mennesker, der er lige omkring ham.

Eneste individ, der ikke huer ham 100% er den jaloux buldog Marvin, som hver dag på den samme aftentur bliver parkeret udenfor den samme beværtning, hvor Paterson nyder en øl i baren med de samme mennesker.

PATERSON_D27_0139.ARW

Filmen er behagelig, stille, tankevækkende og underfundig. Den er en stilistisk smuk hyldest til hverdagen og poesien, til hverdagspoesien, til det nærværende liv og til opmærksomheden på det og dem, der ér i den umiddelbare nærhed.
For det giver jeg den hele 5 stjerner!

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Kærlig hilsen Jeanette

Jackie

Forestil dig, at du sidder ved siden af din mand, der pludseligt bliver skudt i hovedet og dør i dine arme med blod og hjernemasse væltende ud over dig! Så voldsomt, så traumatiserende, og alt imens hele verden ser på.

I filmen Jackie er det ikke stilikonet Jackie Kennedy, men mennesket bag, det handler om. Zoomet ind på hendes situation, tanker og følelser i den intense tid fra hendes mands dramatiske død den 22. november 1963 til hans pompøse begravelse 3 dage efter.

jackine-anmeldelse

Filmens fortælling sker gennem et interview, som Jackie – i skikkelse af smukke og vanvittigt dygtige Nathalie Portman – giver en enkelt udvalgt journalist kort efter John F. Kennedys død. Her fortæller hun åbenhjertigt om den voldsomme oplevelse og den situation, hun står tilbage i, hvor hun skal samle sig selv og sit liv op – fra eventyret i Det hvide hus til nu at står alene.
Det er dog langt fra det hele, der kommer til tryk i artiklen, for hun styrer pressen med hård hånd og bestemmer i sidste ende det endelige indhold, hvor hendes mand fremstår som en ener med referencer til Camelot og ridderne om det runde bord.

Vi ser en kvinde, der er både på sammenbruddets rand og på samme tid determineret og strategisk, nærmest udspekuleret. Hun ved, at begravelsen er essentiel for John F. Kennedys eftermæle, og det håndterer hun samtidig med, at hun tager sig af to små børn og et hjem, der allerede er ved at blive pakket ned og overtaget af det nye præsidentpar. Hun iscenesætter og hun gør det dygtigt, og hendes optræden som den sortklædte enke med sløret, sammen med de to små faderløse børn, bliver et billede, som for altid vil være en del af historien.


Vi ser hende lige efter mordet, hvor hun vasker blodet af ansigtet, og hvor hun er ved at gå helt i stykker. Alligevel viser hun styrke og beslutsomhed og har en klar strategi i alt, hvad hun gør i forhold til offentligheden. Hun er selv et sted ved at være i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er iscenesat, men hvad er hendes valg andet end at forsøge at skabe den historie, der alligevel vil blive fortalt.

Nathalie Portman er den altdominerende kraft i filmen, og man føler empati med hendes sorg, hendes situation og hendes liv, der på et sekund er forvandlet og aldrig bliver det samme. Selvom hun udviser en hårdhed midt i kaos, så kan man kun beundre hendes mod og klogskab til at tage kontrol.

I rollen som John F. Kennedy ses danske Casper Phillipson, der gør det rigtigt flot i den lille rolle. Begge de to hovedpersoner er castet godt, og især Casper Phillipsons lighed er slående.

casper-phillipson

Jackie ligger et sted mellem 4 og 5 stjerner, så det må blive til 4½ flotte stjerner og en varm anbefaling herfra.


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halvstjerne

 

Kærlig hilsen Jeanette

Kampen mellem det sorte og det hvide i Underverden

underverden-dar-salim

Den 19. januar har filmen Underverden af den danske instruktør Fehnar Ahmad premiere over hele landet. I hovedrollen ses Dar Salim, som af mange er kendt fra tv-serien Dicte. Filmen er en blanding af drama og action med hverdagsagtige billeder af København, som gør den meget realistisk og får den til at krybe helt ind under huden.

Jeg havde høj puls og følte mig meget påvirket efter at have set filmen i dag. Den slags film plejer jeg ellers hurtigt at ryste af mig, men Underverden er mere end en actionfilm!

fehnar-ahmad-instruktoer

Instruktøren Fehnar Ahmad og skuespillerne Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri

img_0060

Dar Salim

Hovedpersonen, Zaid, er hjertekirurg og mønsterbryder fra indvandrermiljøet i Albertslund. Vi følger hans daglige, normale liv på arbejdet og i den fede lejlighed ved havnefronten i København, hvor han bor med sin danske kone Signe (spillet af Stine Fischer Christensen), der er højgravid. Han har tydeligtvis følt sig nødsaget til at tage afstand fra sin kriminelle lillebror, og han afviser ham, da han efter et mislykket bankrøveri banker på døren og beder om hjælp. Zaid har fået nok og forsøger med al magt at leve det liv, han har kæmpet sig til.

Da lillebroderen senere køres ind på traumecenteret på hospitalet, hvor Zaid arbejder, gennembanket og døende, starter hans kamp. Han føler sig affærdiget af politiet og magtesløs over drabet på hans bror, og han begynder at tage sagen i egen hånd og opsøge de mennesker, som lillebroderen arbejdede for. Det bliver langsomt til krig med en rå og uhyggelig underverden af kriminelle indvandrere, hvis brutalitet ikke kender grænser.

Zaids egne grænser nedbrydes i en blanding af skyldfølelse og hævntørst, han går langsomt i opløsning, og vi ser ham i det skjulte forvandle sig fra den hvidkitlede og respekterede læge til Den sorte Hævner. I bedste Rocky Balboa stil løbertræner han med hættetrøjen i det gamle betonkvarter, skyder sig uhæmmet med steroider, og han genoptager kickboxingen hos sin gamle træner. Motorcyklen males sort, og han ifører sig skudsikker vest, sort tøj og maling i ansigtet. Han går på jagt i underverdenen!

Der er dømt krig. Krig i Zaids indre, han er fanget mellem to kulturer. Hvor han før forsøgte at holde afstand til broderens problemer, bliver hævnen nu altoverskyggende i forhold til hans arbejde, kone og kommende barn. Han bliver trukket ind i en livsstil, som han for alt i verden har forsøgt at undgå, og en mere og mere regulær krig med de kriminelle, der ikke skyr nogen midler overfor de mennesker, som han har i sit liv.

Dar Salim giver alt i sig i rollen, både i de følsomme scener, fra hans normale verden, og som den side, som jeg vil kalde den sorte hævner. Filmen har en realisme over sig, der gør, at den rammer hårdt og giver masser af stof til eftertanke. Selvom man måske ikke er den store actionfan, og har det svært med den meget voldelige scener, så synes jeg, at de mange lag i filmen, gør den til et både underholdende og vigtigt kunstnerisk bidrag til den debat, vi i dag ser nye stemmer fra indvandrer- og ghettomiljøet bidrage til.

Der er en meget stærk og central udvekling mellem Zaid og hans far i filmen, hvor faderen beskylder Zaid for at have svigtet sin bror og for at have glemt, at han er iraker. Zaid trækker gardinet for og spørger sin far, om det er Irak, han ser udenfor, og at det er faderen, der har svigtet ved at sidde i sin sofa i 30 år uden at have et arbejde.
Det er stærke sager og scenen mindede mig et kort øjeblik om bogen Sort Land af Ahmed Mahmoud.

Underverden er en actionfilm, ingen tvivl om det, og den vil først og fremmest underholde. Men den fremstiller også det københavnske bandemiljø som en brutal og afstumpet verden, der afskærer mennesker fra et godt og normalt liv. Den viser også, hvad de unge indvandrerdrenge er oppe i mod i form af pres og vold, og hvordan livet balancerer på en knivsæg mellem det sorte og det hvide. Det gør det for Zaid, og det gør det vel for alle mennesker, hvis presset bliver hårdt nok.

Ikke bare Dar Salim, men også alle de øvrige skuespillere, spiller overbevisende godt, bl.a. som hårdkogte kriminelle. Nogle, bl.a. boksetræneren i filmen, er castet blandt almindelige mennesker, som ikke er skuespillere, men gør det virkelig godt, og bidrager til filmens realisme. Skuespilleren Ali Sivandi er så overbevisende som kickboxende voldspsykopat, at jeg blev næsten helt bange for ham, da jeg mødte ham efter filmen. Selvfølgelig viste han sig at være super sød og imødekommende, som det nok også kan ses på billedet.

underverden-ali-sivandi
Underverden fortjener i min anmeldelse mange flotte af stjerner for det gode skuespil, for den internationale standard, for en dansk actionfilm, der ikke er plat, for god underholdning og for at blive siddende længe efter og skabe stof til eftertanke.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halv

Older posts