Stærk roman om livet i en underskudsfamilie

hvis-der-skulle-komme-et-menneske-forbi

Jeg har virkelig glædet mig til at læse Hvis der skulle komme et menneske forbi af den unge forfatterdebutant Thomas Korsgaard – og den blev da også slugt over et par dage. Det er så berigende, når mennesker fra miljøer, der normalt ikke har den store stemme, bryder igennem lydmuren. I dette tilfælde med en velskrevet, levende og nøgtern roman om opvæksten i en familie i konstant underskud. De er i underskud på penge, men er i den grad også kultur, følelsesmæssig intelligens og til tider også moral.

Fortællingen er baseret på den 21-årige forfatters egen opvækst i en dysfunktionel familie langt ude på landet. Fortælleren og hovedpersonen, Tue, er ældst af tre søskende. Faren er landmand, i konstant pengemangel og overlever kun på sin brors – den mere succesrige svinebondes – nåde, der køber sig ind i gården. Moderen er depressiv og bruger de fleste af sine vågne timer foran pc’en, hvor hun med nærmest ludomani sidder og spiller. Hun drømmer vel om en vej ud af den armod, de befinder sig i. Ind imellem vågner hun op og forsøger at gøre en indsats, laver mad og har en god kontakt med Tue, men noget særligt input til en god og lødig opførsel er hun ikke i stand til at give. Hendes tyvagtige og rapkæftede veninde Bitten bidrager heller ikke ligefrem positivt på den konto.

Faderen er ind imellem grovkornet og afstumpet. De største følelser, han kan fremkalde, er overfor det kobbel af uopdragne hunde, som han holder, og som han end ikke ulejliger sig med at give et navn. Han formår ikke at forstå hverken sin kones sygdom eller børnenes behov for omsorg. Tue må gå til hånde og forsøger at trøste sin mor og udføre de opgaver, som hans far sætter ham på med alt fra at fjerne døde dyr til at tage med på togt og stjæle kabler fra jernbanen. Lidt småsvindel gås der nemlig ikke af vejen for, for at skaffe lidt ekstra.

Det er ikke onde eller voldelige mennesker, men et miljø, hvor livet ikke er nemt. Pengene er uhyre små, men man får hutlet sig igennem på bedste beskub. Skildringen af både mormoren og farmoren viser med al tydelighed den sociale arv, der siver ned igennem generationerne – med det vulgære sprog, indskrænketheden, dårlige kostvaner, hjemmerullede cigaretter og tysklandsture. De er ikke dårlige mennesker, de gør det så godt, som de kan og har lært, men de har bare ikke særlig meget på den kulturelle, følelsesmæssige eller intellektuelle konto at øse ud af. Og det er ikke en social arv, som er let at bryde ud af – ikke en gang i de lige muligheders land Danmark.

Familien er fattig og åndsfattig, og bogen skildrer usentimentalt, og udfra et hverdagsperspektiv, hvad fattigdom gør ved en familie, og ved de børn, som vokser op og forsøger at klare sig med de odds, de er givet. Tue har ikke let ved at få venner, han føler sig forkert og ved siden af. Men han er kvik, og han finder sig ikke i noget, han svarer igen og forsvarer sig med det grimme sprog, han har lært hjemmefra. Han bliver indstillet til gymnasiet, og hans mål er slet og ret at komme væk. Med debutromanen viser han, at det er lykkedes – og for det skal han have 5 kæmpestore stjerner fra mig.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Find bogen på Saxo.com her(affiliate link)

Kærlig hilsen Jeanette

 

 

Papmaché reglen af Hella Joof

hella-joof-papmachereglen
Der er absolut alvor og klogskab bag Hella Joofs nye bog Papmaché reglen, men den er også – og måske først og fremmest – underholdende. Naturligvis, damen er jo bare sjov og skarp i sine iagttagelser. Læg dertil bramfrihed og hudløs ærlighed, så har du en række leveregler, der i bund og grund har til formål at gøre os alle sammen lidt mere glade og lykkelige. Både, så vi selv holder kæft og ikke altid nødvendigvis behøver sige sandheden eller brokke os konstant, men til gengæld også lærer at sige nej, dropper offerrollen og tager benene på nakken, når det er nødvendigt.

Bogen er hyggelig og letlæst, så jeg har doseret den, og sparet på den, så jeg ikke bare slugte den i én bid. Jeg har sørget for at indrette mig med små hyggestunder i Hellas gode selskab. Nu er den desværre slut, det sidste blev konsumeret i badekarret med stearinlys og en god kop te! (men jeg har nu tænkt mig at læse den igen – snart!)

I bogen deler Hella gavmildt ud af sine egne livserfaringer, og det har ikke altid været let og perfekt – og gudskelov for det. I disse tider, hvor alt hurtigt kan komme til at se ud som en glansbillede på de sociale medier, er det befriende, at livet bliver lagt frem, som det er.
Med skilsmisser, hæmorider og hængebryster. Om uheldige dates, om at være utilstrækkelig som mor, om at miste sin mor, om intimhygiejne, om for meget brok og om at sige ordet nej!

Ud af det hele er fremkommet en række regler, selvom hun godt nok mener, at det ikke er hende, der har lavet dem. Fordi det bare er sådan, det er.

Der er Med løg på reglen, der går ud på, at man ikke altid skal sige sandheden. Kun, hvis den har et kærligt formål. Det gælder fx, hvis en veninde har fået en meget uheldig klipning. Det er ikke at lyve, det er bare at sige noget med løg på, og for at passe på folk, der har en tarvelig frisør.

En anden god regel er brokke-reglen, som i al sin enkelhed går ud på enten at gøre noget ved problemerne eller holde sin mund. Fordi folk bare ikke orker at høre på endeløs brok. Er problemet uløseligt, eller står man overfor en psykopat, kan man altid ty til Benene på nakken-reglen.

I en anden regel konkluderes det, at livet er for kort til problemer, der kan løses på under 15 sekunder. (næste gang, min mand efterlader en tom toiletrulle vil jeg ikke påtale det –  det tager kun ca. 5 sekunder at smide den i skraldespanden. Let it go, som Hella formulerer det). God regel! Sparer én for mange ærgelser. 

Du kan også læse om birkes-reglen (skal man sige det, hvis noget har noget mellem tænderne?),  Ja & nej-reglen (er det ok at sige nej til at hjælpe folk med at flytte?), Pizza-reglen (hvis livet var et pizzakort, hvad ville du så bestille?) og alle de andre gode regler, som er beskrevet bramfrit og humoristisk.

Bogen handler også om taknemmelighed, og med Glimmerreglen skal vi huske, at stort som småt lige skal drysses med glimmer og sættes op på kaminhylden. (det gjorde jeg fx forleden, da der var en ledig, fuldstændig usandsynlig, konge parkeringplads, der lige stod og ventede på mig).

“Er der noget, der er for småt til at blive dyppet i glimmer? tænker du måske og synes, det bliver akavet og sidde og takke for, at der er tilbud på kanelsnegle. Svaret er nej. Der er ikke noget, der er for småt. Alt, der gør dig glad, kan bruges. At du ikke kom for sent i morges, fordi der var grøn bølge. En kompliment. En vintergæk. En børnetegning. En hjælpende hånd, når man skal parallelparkere – glimmer på!”

Inden du selv kaster dig over alle reglerne, skal vi lige forbi Papmaché-reglen – titel-reglen – som i virkeligheden ikke direkte har noget med papmaché at gøre, men handler om, at dét du tænker på, og bruger sin energi på, er dét du får. Det kunne jo fx være en meget stor, ubehjælpeligt indpakket, hjemmegjort julegave med en meget stor papmaché-sparegris. Det øjeblik, du tænker bare den ikke er til mig – guess what? Så er den til dig! Der er noget med den tankemæssige energi (se også Parkerings-reglen), men til gengæld kan det jo ende godt:

“Når man kommer hjem, er det den bedste julegave, man nogensinde har fået. Tak og glimmer på! Op på … nej, den er nok for stor til at stå på kaminhylden. Den kan stå på stuegulvet i stedet for sofaen. Og hvem har i virkeligheden brug for en sofa – man bruger den jo ikke til andet end at sidde i.”

 

Papmaché reglen får 5 stjerner fra mig – ikke for den store litteratur, men for underholdningen, humoren, ærligheden, uperfektheden, positiviteten og de gode råd.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Bogen kan købes på Saxo.com her(affiliate link).

Kærlig hilsen Jeanette

En uskyldig familie

Man forstår på mange måder godt, at Peter Aalbæk kalder romanen En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager for guddommelig! Dels er det en virkelig god bog, dels er en af hovedpersonerne præst – og dels er den faktisk bestilt til filmatisering af manden selv.

Om den ligefrem er guddommelig ved jeg nu ikke, men det er en vedkommende og interessant samtidsroman, som jeg fik læst over tre dage. Det er altid et godt tegn, når man ikke kan lade bogen ligge.

Historiens omdrejningspunkt er dynamikken i en lidt alternativ kernefamilie med tre børn, der vokser op i en lille by på Fyn, og hvor især hovedpersonen Frederik har svært ved at føle, at han hører til. Da han senere bliver finansmand og rejser til USA, bliver bogen også en utrolig interessant levendegørelse af finanskrisen, af finansverdenens degenerering og af de forskellige livssyn i forhold til penge og prestige.

en-uskyldig-familie-guldager
Forældrene, Jytte og Holger, flytter som unge ind på den pæne vej i det borgerlige kvarter og falder faktisk godt ind, selvom de er meget anderledes. De har de allerbedste intentioner og er gode mennesker med hjertet på rette sted og med hippiagtige socialistiske holdninger og hang til biodynamik midt i deres egentligt småborgerlige tilværelse og omgivelser. Jytte er en meget stærk, levende og flamboyant kvinde, og mens Holger trækker sig lidt væk og dyrker sine biodynamiske grøntsager, har hun adskillige elskere, som kommer og går i hjemmet til især den ældste søn Frederiks frustration.

Frederik går, stik imod alle forældrenes idealer, målrettet og med alle midler ind i finansverdenen og bliver ansat i Goldman Sachs. Penge og succes er hans største værdier, men privatlivet fungerer ikke rigtigt for ham, og mens vi ser finanskrisen komme, bryder både pengeverdenen og Frederik sammen. I virkeligheden er han jo rundet af andre værdier, og han vil i bund og grund så gerne sin familie, men brikkerne passer bare ikke sammen.

Han vender tilbage til Danmark og forsøger at få fodfæste og få sine to verdener til at hænge sammen. Frederik finder kærligheden i den ikke så smukke, men søde og overbærende, overklassepige Birgitte. Hun får ham langsomt til at åbne sig op, men han kæmper til stadighed med splittelse og et ekstremt usikkert jeg, kombineret med elementer af storhedsvanvid.

Søsteren Lene spiller en stor rolle for ham, og vi følger i bogen også hendes liv, hvor hun bliver præst på hjemstavnen og har sine egne problemer med barnløshed og med sin utro mand Kyle. Der er også en lillebror, som kun spiller en birolle, og som er blevet lidt til overs i det hele og er på vej psykisk og socialt ned ad slisken. Kun den evigt gode datter holder tingene kørende, mens de to drenge i familien på hver deres måde har svært ved at finde fodfæstet.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Katrine Marie Guldager, som ellers er en både flittig og anmelderrost forfatter, og jeg er meget glad for nu at have stiftet bekendtskab med hende. Bogen er fængende og skildrer ikke alene de individuelle forskelle og den dysfunktionelle familie, men stiller også skarpt på finanskrisen og de overordnede ideologiske forskelle i forhold til penge, forbrug, religion og miljø.

 

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

 

Fås på Saxo.com her (affiliate link).

Bridget Jones’ Baby

Fik du ikke set filmen – eller kan du bare ikke få nok af den skæve, sjove og aldeles uperfekte Bridget Jones – så er der dømt hyggelig og afslappende underholdning i den fjerde bog i rækken, Bridget Jones’ Baby.

bridget-jones-baby-anmeldelseSelvom du allerede har set filmen, er det ikke nødvendigvis grund til at springe bogen over, for handlingen er ikke helt den samme. I bogen er det nemlig de to gode gamle rivaler, Mark Darcy og Daniel Cleaver, der tilfældigvis begge er mulige fædre til den nu snart fyrreårige singles kommende barn. Ligesom med filmen er det for mange os er det et kærligt og nostalgiske gensyn med karakterer, som vi første gang stiftede bekendskab med for 17 år siden! Som gamle bekendte, der sjovt nok også er blevet lidt ældre.

Bridget, der efter bruddet med Mark Darcy, igen er alene og mærker det biologiske ur tikke, bliver uventet gravid – som altid, og heldigvis for det, er tingene ikke gået lige efter bogen. Men barnet er uanset hvad det bedste, der er sket for hende. Nu er det bare spørgsmålet, hvem der er faderen. Den alvorlige og ansvarsfulde knudemand Mark eller den flyvske playboy Daniel, som begge, så godt de nu hver især formår, forsøger at leve op til det potentielle ansvar, alt imens de skændes og konkurrerer på vanlig vis.

Bridget Jones er blevet lidt mere voksen og en kende mere fornuftig (gudskelov ikke for meget), måske ikke helt så hylende sjov, men stadig vores antiheltinde, der siden 1999 har repræsenteret singlekvinden og hende, der ikke altid er perfekt og gør det rigtige. Kærlighedslivet er rodet, karrieren kører lidt tilfældigt, forholdet til kost, rygning og motion er ikke ligefrem fanatisk, hendes madlavningskunst er legendarisk dårlig (tænk på den blå suppe), hendes hjem er en rodebutik, og hendes mor er blottet for situationsfornemmelse. Men netop derfor elsker vi hende, og derfor har hun været med til at legitimere, at det er ok at lave fejl og være kikset – og det er ok ikke altid at gå den slagne vej.

Og selvfølgelig er hendes videre skridt i livet en uplanlagt baby med to mulige fædre. Hvad ellers?

Bogen får fire nostagiske chic lit stjerner herfra! Fås på Saxo.com her (affiliate link)

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Kærlig hilsen Jeanette

God råd til sensitive mødre – og os andre

De fleste mennesker er vel (forhåbentlig) sensitive i én eller andet grad på ét eller flere områder. Og så er der de mennesker, der er ekstra meget opmærksomme på andre og registrerer langt mere i deres omgivelser, end de fleste, og det er bestemt ikke, i mine øjne, et negativt træk. Nogle oplever sig selv eller andre som værende særligt sensitive, og der tales om en sensitiv personlighedstype, som naturligvis gælder både børn og voksne.

Selv er jeg ikke bleg for at erkende, at jeg besidder visse sensitive træk. Jeg er først og fremmest følsom overfor støj (især meget høj musik og høj tale), jeg er ikke vild med kæmpestore menneskeforsamlinger (selvom det ikke er noget decideret problem), jeg har meget brug for mit eget rum og for ro, og jeg registrerer og forholder mig til mange detaljer i mine omgivelser. Jeg er på den anden side bestemt ikke introvert og jeg elsker at møde nye mennesker og at være sammen med andre. Det er alt sammen træk, som er gode at kende og erkende, så man kan acceptere sig selv, udvikle sig og agere hensigtsmæssigt.

Derfor sagde jeg også ja til at læse den nye bog Sensitiv mor af Stinemaria Mollie Jensen. På trods af det faktum, at jeg ikke selv er mor, kan jeg nemlig godt få udbytte af at læse bogen. Dels giver den indsigt i den sensitive persons oplevelser, adfærd og reaktioner på et mere generelt plan – og dels skader det aldrig at sætte sig ind i, hvordan verden opleves af andre.

sensitiv-mor

Om der skal sættes etikette på eller ej, så er det nok svært at blive uenige om, at nogle mennesker naturligvis er mere følsomme end andre. Jeg kan godt lide følsomme, observerende og nærværende mennesker – og at det er dejligt, når mennesker ikke larmer for meget 🙂
Det er nok noget med det stille vand og den dybe grund, og det kan være meget spændende og behagelige og omsorgsfulde mennesker at være i nærheden af. Bagsiden af medaljen, vel især for sensitive/følsomme børn, er det store arbejde, som hjernen konstant har med at opfange og bearbejde alle indtryk. Det kan også være, at man reagerer uhensigtsmæssigt, fordi man hurtigt bliver presset eller har svært ved at sige fra. Derfor har man også et ansvar for at forstå sig selv og sine reaktioner, måske få nogle værktøjer til at håndtere sine følelser – og det ansvar er naturligvis endnu større, hvis man har børn. Men jeg mener nu nok, at bogen lige så godt kan bruges i forhold til alle andre relationer også.

Bogen er skrevet af coach, underviser og foredragsholder Stinemaria Mollie Jensen, som har interviewet 50 kvinder, hvis personlige beretninger giver indsigt i, hvordan man kan være sensitiv og hvad det betyder. Hvordan man kan lære at passe på sig selv og sætte grænser og i dette tilfælde blive en god mor – men det kan sagtens bredes ud til alle mulige andre relationer også.

Jeg mener ikke, at personlighedstypen skal diagnostiseres eller på nogen måder sygeliggøres. Vi er alle forskellige, og pointen må netop være, at der skal være plads til alle. Men netop, når det kommer til mere sensitive personer, kan det måske være nemt at blive kørt over af mere støjende, stålsatte og udadvendte mennesker. Omvendt kan det også være, at den sensitive overreagerer på visse ting, eller har svært ved at sætte grænser. Dermed kommer de måske til at utilsigtet virke lidt besværlige for deres omgivelser. I bogen får man en indsigt, der vil være lærerig for både sensitive, men også ikke-sensitive personer, mødre som alle andre.

Fås på Saxo.com her (affiliate link)

Kærlig hilsen Jeanette

 

Older posts