Boganbefaling: Den tyske pige

den-tyske-pige-roman
Slut 1930’erne i Berlin. Nazismen har gjort sit indtog i Berlin, og jøderne ses ikke længere som lige medmennesker, naboer, skolekammerater, kolleger og venner i deres egen by og i deres eget land. De er urene og uværdige, og de lever – udover den daglige nedgørelse – i overhængende fare for angiveri, arrestation, fængsling og forsvinden. Den fremstående familien Rosenthal, den æterisk elegante Alma, hendes professormand Max og den tolvårige datter Hannah får med møje og besvær, og en god del penge, visum til Cuba, som er blandt de få nationer, som vil tage imod dem. Deres ejendom og indbo overgives til nazisterne for at få udrejsetilladelse og kunne komme ombord på den store luksusliner St. Louis. Ombord flygter de fra nazisterne og også fra virkeligheden med et par ugers overdådig luksus, som brat får en ende, da Cuba pludseligt trækker indrejsetilladelserne tilbage og ingen vil have dem.

2014 i New York. Den faderløse Anna længes efter sin far, og efter viden om sin far, som hun aldrig har mødt. Han gik på arbejde en dag, før Anna blev født, og vendte aldrig tilbage. På hendes 12-års fødselsdag dukker en uventet kuvert op fra en slægtning på Cuba med billeder fra det nazistiske tyskland og fra et stort skib. Det bliver starten på en rejse, et møde med Hannah, og en opdagelse af familiens historie.

***

Den tyske pige af Armando Lucas Correa tager os med på en hjerteskærende rejse, og en evig aktuel historie om menneskets ondskab og nedgørelse af dem, som er anderledes eller har en anden religion.
Startende i Tyskland, set gennem et barns øjne, som pludseligt ikke forstår, at hun er uren og uværdig, at hun ikke længere kan bevæge sig frit rundt uden at blive chikaneret. Et priviligeret barn, som endda har flere muligheder end de fleste, men alligevel rammes af stor sorg og som aldrig får det liv, som hun havde ønsket sig. Senere oplever hun kun en række af begrænsninger og mistænkeliggørelse, og et nyt diktatur i Cuba.
Et andet barn på samme alder, i New York i 2014, lider under en far, der er død under tragiske og meningsløse omstændigheder, og en mor, der er i fornægtelse og passivitet. Men med brevet fra Hannah kommer der et håb, og et lys for fremtiden.

Begge historier – Annas og Hannahs – foldes ud i bogens skiftende kapitler. De skæbner, som er ofre for menneskets ondskab, som vi kun ser gentage sig igen og igen i historien. En tankevækkende påmindelse om de dødsensalvorlige konsekvenser af manglen på medmenneskelighed, lukkede døre og de glemte fordrevne, som er mærket igennem generationer. Men også en påmindelse om menneskets styrke og overlevelsesinstinkt, og hvordan nye generationer kan give håb om en bedre fremtid i frihed.

***

Forfatteren er oprindeligt prisvindende journalist, og det var hans interesse for historien om SS St. Louis, der skabte romanen. En historie, som i mange år var gemt og glemt, men som senere er kommet frem i lyset med officielle undskyldninger til følge. Skibet sejlede fra Tyskland til Cuba i 1939 med over 900 håbefulde immigranter, som var på vej i frihed, væk fra nazisterne. Kun godt 20 kom i land i Cuba, på trods af, at mange havde ventende slægtninge på øen. Tilladelserne var pludseligt trukket tilbage, og hverken USA eller Canada var villige til at tage imod dem. Kaptajnen, som senere er blevet hædret for sin indsats for at hjælpe jøderne på flugt, lykkedes med at få dem fordelt mellem en række europæiske lande, herunder Belgien, Holland, Frankrig og England. Kun dem, der var heldige at komme til England blev reelt reddet, men de øvrige landede steder, der efterfølgende blev besat, og hvor mange døde i koncentrationslejre. Bogen slutter med en liste over passagerene og en række billeder.

***
Læs bogen som den gode og velskrevne roman, den er. Historien er ikke til at lægge fra sig, og man kan ikke vente med at høre, hvad der skete med Hannah, Max, Alma – og med Hannah store kærlighed, Leo, som også befandt sig på St. Louis. Og hvordan Anna og hendes mor kommer ind i billedet, og måske får lagt de brikker, som skal få dem videre som hele mennesker.
Læs den også som en indsigtsfuld reminder om forfølgelse af mindretal, om diskrimination og hvor hård og ubarmhjertig en skæbne nogle mennesker udsættes for.

 

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Den tyske pige fås på Saxo.com her (reklamelink)

Ferielæsning – styrk empatien, få hvad du ønsker dig!

den-magiske-butik-anmeldelse
Som altid er ferier lig med ekstra tid til at læse for mit vedkommende. Jeg lagde ud i flyet med at læse hovedparten af Den magiske Butik, som min veninde Marie har anmeldt her på bloggen tidligere (læs anmeldelsen her). Jeg var først selv nået til den nu, og det er også en bog, som man skal være parat til og have tid til at reflektere over – og måske praktisere de fire øvelser/råd, der gives i bogen.

Det er ikke raketvidenskab, og det er som sådan ikke nyt, men den forklarer det at meditere, åben sit hjerte og fokusere på en meget håndgribelig og letforståelig måde. En måde, som i alt fald får mig til at gennemføre de 4 lette øvelser, som er udførligt beskrevet.

Bogen er skrevet af James R. Doty, som fortæller sin personlige historie, hvor han som 12-årig møder en kvinde, som føler sig kaldet til at lære ham at få styr på sin krop og sine tanker og følelser, hvorved vejen til at opnå hvad som helst står åben. Han kom fra en familie præget af fattigdom, vold, alkoholisme og psykisk sygdom, så en lys fremtid lå ikke ligefrem i kortene.

Noget af en historie tænker du måske, men han er rent faktisk i dag neurokirurg og professor – stifter og leder af Center for Compassion and Altruism Research and Education på Stanford University, hvor han forsker i medfølelse og altruisme (det modsatte af egoisme, hvor man er optaget af andres velbefindende uanset egne interesser).

Bogen guider dig via forfatterens egen spændende personlige livshistorie til at slappe af i kroppen, tømme sindet, finde medfølelsen for dig selv og andre, og til sidst definere dine ønsker.
Den er virkelig inspirerende og en nem vej til at lære en jordnær og enkel måde at slappe af, øge sin empati og fokusere. Et godt lille ferieprojekt.
Køb den på Saxo.com her(reklamelink)

***

Apropos empati, så er min næste roman lidt af en mursten på over 500 sider, Forberedelse til næste liv af den amerikanske forfatter Atticus Lish. Her er vi i den grad nede på bunden af samfundet i USA. Der, hvor mennesker udnyttes til billig arbejdskraft og kanonføde.
Det er en på mange måder tung bog at komme igennem, den er ikke bare en man hygger igennem, men til gengæld rammer den dybt i forståelsen og indsigten i, hvor svære skæbner andre mennesker på kloden har. Nysgerrigheden driver en igennem siderne, fra krigen i Irak, til en opvækst i det fattige Kina, til amerikanske fængler, til våbenbærende traumatiserede krigveteraner, og illegale migranter stuvet ind i lejligheder og udnyttet til 11 timers arbejde hver dag. Minoriteter, dem der flygter, er uden rettigheder og i konstant frygt for myndighederne og dem, der står i forreste linje i krigene og er fortabte, når de vender tilbage.

forberedelse-til-naeste-liv

Bogen er ikke for sarte eller for utålmodige sjæle, men for dig, der er nysgerrig på, hvor rå og ubarmhjertig livet er i de mest usle miljøer i New York. Lignende findes sikkert i Danmark, men heldigvis i det små – og jeg bliver så taknemmelig for vores samfund, når jeg læser en roman som denne.

Heldigvis er der håb – for kærligheden kan betyde alt, selv på samfundets aller dybeste bund. I New York mødes tilfældigt den lille, smukke, arbejdsomme og bomstærke Zou Lei, der er en illegal immigrant og muslimsk minoritet fra Kina, og Brad Skinner, der er hjemvendt fra tre udsendelser til krigen i Irak og holder traumerne nede med piller og alkohol. Fælles har de én passion, der holder dem oppe under deres kummerlige tilværelse – de træner med militaristisk disciplin, og opretholder om ikke andet, så deres fysiske styrke som et overlevelsesinstinkt. Sammen er de stærkere end hver for sig, og på trods af nedgørelser, fattigdom, dårlige boligforhold, usle jobs og traumer vokser deres kærlighed og fællesskab og giver håb for en bedre fremtid.

Bogen er prisvindende og anmelderrost realisme, barsk og indsigtsfuld ud over det sædvanlige. Ikke letlæst, men troværdig og tankevækkende.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halv

Du kan finde den her (reklamelink)

Ny roman fra Morten Ramsland

morten-ramsland-aeg
Var du også fan af Hundehoved og Sumobrødre, vil du ikke blive skuffet over Morten Ramslands nye roman Æg. Vanvittigt velskrevet er fortællingen, der bringer os igennem en slægts historie helt tilbage fra 1300-tallet og til i dag. Til en fortid præget af overtro i en til tilværelse med fattigdom, sult, armod og pest.

Budskabet er ligesom i Hundehoved, at vi er bundet sammen generation efter generation, og at bevidstheden om fortiden er vigtig for at forstå livet og os selv.

Morten Ramsland har foretaget et omfattende historisk studie til den fantastiske fortælling, men det er skæbnerne og det eventyrlige mere end de historiske begivenheder, der er omdrejningspunktet:

Et kostbart guldæg er tilfældigt landet fra kongen og i hænderne på en fattig og barnløs bondefamilie. Et magisk frugtbarhedsæg, som går fra hånd til hånd helt op til vores dage. Vi hører om flere snu og stærke kvinder, bl.a. Freja, der på ryggen af en okse flygter som eneste overlevende fra pestens hærgen, og som med æggets kraft fører slægten videre.  Vi møder frigivne trælle, det feudale klassesamfund, hvor de forarmede småbønder er underlagt herremanden, pest, hungersnød, og de fattiges kamp for at overleve på deres små jordlodder, mens de tilbeder magiske sten og frygter slattenpatterne og ellekonen.

Fortællingen overdrages fra den excentriske morfar, der liggende med en øl på sin store mave i drivhuset, ophøjet på en gammel dør, fortæller de fabulerende historier fra slægtens fortid til sit barnebarn. Efter en traumatisk nærdødsoplevelser er drengen nemlig, ligesom sin morfar, begyndt at få syner om bl.a. dværgen Sten og muldvarpefængeren Thord, der er stemmer fra slægtens fortid.
Drengens mor ser til sidst ingen anden udvej, end at aflevere ham hos hendes forkætrede far, der evigt og altid rabler historier af sig.

Historien er eventyrlig og medrivende, og man kan næsten ikke vente med, hvad den næste side vil bringe af fortællinger. Om enfoldighed, overlevelsesinstinkt, snuhed, skæbner og magi og ikke mindst overtro, der bringer tankerne hen på nutidens heksebørn i Nigeria. Vi har ikke været et hak bedre herhjemme i fortiden, hvis man skal tro Morten Ramslands fortælling om en lille dreng, der bliver sat i møddingen, indtil Ellemor henter ham tilbage, da han må være forbyttet.

Mon tanken om magiske guldæg og andre mirakler ligger så fjernt endda selv for os i dag? Måske befinder magien sig i virkeligheden hos de mennesker, der tror på den og hos dem, som er åbne for at bære forgængernes historie i deres hjerter og fantasi. Læs selv bogen og lad dig rive med.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Bogen kan fås hos Saxo.com her(reklamelink)

Kærlig hilsen Jeanette

Knugende farvel fra Maria Gerhardt

Den 16. marts døde den tidligere DJ, freelance journalist og forfatter Maria Gerhardt efter et årelangt kræftforløb, kun 39 år gammel. Bare ugen før udkom hendes tredie bog Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl.

transfervindue-maria-gerhardt

Transfervindue er en kort, men stor og velskrevet bog, vekslende imellem forfatterens intense betragtninger om livet som terminal kræftpatient og en utopisk, drømmeagtig fremstilling af kystområdet nord for København som ét stort lukket hospice, hvor alt er hvidt, og lindringen bl.a. består af nonnernes hjemmedyrkede cannabis og vinterbade med overlægen.

Bogen er knugende og intens fra de første linjer:
“Der findes et sted i Rosenhaven ved Hellerup Strand, hvor jeg sidder, når jeg ikke kan sove. Jeg venter på solen, ryger cigaretter, mens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. Mine ben spjætter, nerveskader, siger de. Kroppens notifikationer. Det står med rødt, det står med gult, det står med orange, kærlig hilsen stadig fire.”

Hun ser tilbage på et sygdomsforløb med behandlinger og forsøg på at gøre alt, hvad der står i hendes magt for at blive rask.
Hvor kræfterne forsvinder og livet med hendes kone og deres lille søn bliver mere og mere svært – drengen trækker sig instinktivt fra hende, og livet pulserer videre, selvom hun dårlig magter at stå ud af sengen. Hun vælger for alles skyld et langt forløb på hospice:

“Der er så mange breve i skufferne, jeg ikke har fået sendt. De ligger der bare med dit navn på. Jeg forsvandt jo herind. Jeg flygtede ikke. Jeg forsvandt bare. Det sagde du også selv. “Du forsvinder fra mig.” Og jeg ville jo skåne jer for en yderligere opløsning. Af kroppen, af tankerne, af den person, jeg var. Den person, jeg aldrig bliver igen.”

Hun er indenfor murene, befinder sig mellem at være levende og død. Hun betragter både sig selv og de andre syge, men også alle os udenfor med travlhed og prioriteter, som kan være svære at forstå. Hun drømmer om det utopiske hospice, der gør den sidste tid og døden sund og smuk og æstetisk. I modsætning til den barske og hårde virkelighed, hun befinder sig i.

“Jeg husker et forår med op til syv forskellige læger, der alle kiggede på mig med hovedet på skrå. Faste sygeplejersker, der prustede opgivende og vente deres øjne på vej ned til kaffe, efter møder, hvor jeg bare sad og græd og græd ned i en kop for ikke at spilde flere kropsvæsker på gulvet. Jeg husker at sidde i venteværelser og lytte til andres CPR-numre, rasende på alle de efterkrigsbørn, der sad rundt omkring, nervøse og med paryk. Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting.”

Jeg kunne vælge citater fra næsten hver eneste side, så komprimeret og intens er den. Den rammer så hårdt i hjertet, så sørgmodig og så indsigtsfuld. En nødvendig erkendelse af døden, og hvor hårdt livet kan være, så vi også husker, at vi skal leve, mens vi kan.

“Disse hemmeligheder, vi havde, som alle vores omgivelser var misundelige på. Denne lykke har jeg ikke længere. Disse nærmest telepatiske evner, hvor vi ikke behøvede at sige noget. De aftener med rødvin, hvor vi sagde en hel masse. De gange, jeg bare kunne pege på et billede. De morgener, du havde lagt en bog frem. Intet har jeg kunnet erstatte det med. Og det begynder at gøre ondt. Det river i kroppen og er værre end de smerter, jeg egentlig får medicin for i ganske høj dosering.”

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Bogen kan fås på Saxo.com her (reklamelink)

Stærk roman om livet i en underskudsfamilie

hvis-der-skulle-komme-et-menneske-forbi

Jeg har virkelig glædet mig til at læse Hvis der skulle komme et menneske forbi af den unge forfatterdebutant Thomas Korsgaard – og den blev da også slugt over et par dage. Det er så berigende, når mennesker fra miljøer, der normalt ikke har den store stemme, bryder igennem lydmuren. I dette tilfælde med en velskrevet, levende og nøgtern roman om opvæksten i en familie i konstant underskud. De er i underskud på penge, men er i den grad også kultur, følelsesmæssig intelligens og til tider også moral.

Fortællingen er baseret på den 21-årige forfatters egen opvækst i en dysfunktionel familie langt ude på landet. Fortælleren og hovedpersonen, Tue, er ældst af tre søskende. Faren er landmand, i konstant pengemangel og overlever kun på sin brors – den mere succesrige svinebondes – nåde, der køber sig ind i gården. Moderen er depressiv og bruger de fleste af sine vågne timer foran pc’en, hvor hun med nærmest ludomani sidder og spiller. Hun drømmer vel om en vej ud af den armod, de befinder sig i. Ind imellem vågner hun op og forsøger at gøre en indsats, laver mad og har en god kontakt med Tue, men noget særligt input til en god og lødig opførsel er hun ikke i stand til at give. Hendes tyvagtige og rapkæftede veninde Bitten bidrager heller ikke ligefrem positivt på den konto.

Faderen er ind imellem grovkornet og afstumpet. De største følelser, han kan fremkalde, er overfor det kobbel af uopdragne hunde, som han holder, og som han end ikke ulejliger sig med at give et navn. Han formår ikke at forstå hverken sin kones sygdom eller børnenes behov for omsorg. Tue må gå til hånde og forsøger at trøste sin mor og udføre de opgaver, som hans far sætter ham på med alt fra at fjerne døde dyr til at tage med på togt og stjæle kabler fra jernbanen. Lidt småsvindel gås der nemlig ikke af vejen for, for at skaffe lidt ekstra.

Det er ikke onde eller voldelige mennesker, men et miljø, hvor livet ikke er nemt. Pengene er uhyre små, men man får hutlet sig igennem på bedste beskub. Skildringen af både mormoren og farmoren viser med al tydelighed den sociale arv, der siver ned igennem generationerne – med det vulgære sprog, indskrænketheden, dårlige kostvaner, hjemmerullede cigaretter og tysklandsture. De er ikke dårlige mennesker, de gør det så godt, som de kan og har lært, men de har bare ikke særlig meget på den kulturelle, følelsesmæssige eller intellektuelle konto at øse ud af. Og det er ikke en social arv, som er let at bryde ud af – ikke en gang i de lige muligheders land Danmark.

Familien er fattig og åndsfattig, og bogen skildrer usentimentalt, og udfra et hverdagsperspektiv, hvad fattigdom gør ved en familie, og ved de børn, som vokser op og forsøger at klare sig med de odds, de er givet. Tue har ikke let ved at få venner, han føler sig forkert og ved siden af. Men han er kvik, og han finder sig ikke i noget, han svarer igen og forsvarer sig med det grimme sprog, han har lært hjemmefra. Han bliver indstillet til gymnasiet, og hans mål er slet og ret at komme væk. Med debutromanen viser han, at det er lykkedes – og for det skal han have 5 kæmpestore stjerner fra mig.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Find bogen på Saxo.com her(affiliate link)

Kærlig hilsen Jeanette

 

 

Older posts