Ny roman fra Morten Ramsland

morten-ramsland-aeg
Var du også fan af Hundehoved og Sumobrødre, vil du ikke blive skuffet over Morten Ramslands nye roman Æg. Vanvittigt velskrevet er fortællingen, der bringer os igennem en slægts historie helt tilbage fra 1300-tallet og til i dag. Til en fortid præget af overtro i en til tilværelse med fattigdom, sult, armod og pest.

Budskabet er ligesom i Hundehoved, at vi er bundet sammen generation efter generation, og at bevidstheden om fortiden er vigtig for at forstå livet og os selv.

Morten Ramsland har foretaget et omfattende historisk studie til den fantastiske fortælling, men det er skæbnerne og det eventyrlige mere end de historiske begivenheder, der er omdrejningspunktet:

Et kostbart guldæg er tilfældigt landet fra kongen og i hænderne på en fattig og barnløs bondefamilie. Et magisk frugtbarhedsæg, som går fra hånd til hånd helt op til vores dage. Vi hører om flere snu og stærke kvinder, bl.a. Freja, der på ryggen af en okse flygter som eneste overlevende fra pestens hærgen, og som med æggets kraft fører slægten videre.  Vi møder frigivne trælle, det feudale klassesamfund, hvor de forarmede småbønder er underlagt herremanden, pest, hungersnød, og de fattiges kamp for at overleve på deres små jordlodder, mens de tilbeder magiske sten og frygter slattenpatterne og ellekonen.

Fortællingen overdrages fra den excentriske morfar, der liggende med en øl på sin store mave i drivhuset, ophøjet på en gammel dør, fortæller de fabulerende historier fra slægtens fortid til sit barnebarn. Efter en traumatisk nærdødsoplevelser er drengen nemlig, ligesom sin morfar, begyndt at få syner om bl.a. dværgen Sten og muldvarpefængeren Thord, der er stemmer fra slægtens fortid.
Drengens mor ser til sidst ingen anden udvej, end at aflevere ham hos hendes forkætrede far, der evigt og altid rabler historier af sig.

Historien er eventyrlig og medrivende, og man kan næsten ikke vente med, hvad den næste side vil bringe af fortællinger. Om enfoldighed, overlevelsesinstinkt, snuhed, skæbner og magi og ikke mindst overtro, der bringer tankerne hen på nutidens heksebørn i Nigeria. Vi har ikke været et hak bedre herhjemme i fortiden, hvis man skal tro Morten Ramslands fortælling om en lille dreng, der bliver sat i møddingen, indtil Ellemor henter ham tilbage, da han må være forbyttet.

Mon tanken om magiske guldæg og andre mirakler ligger så fjernt endda selv for os i dag? Måske befinder magien sig i virkeligheden hos de mennesker, der tror på den og hos dem, som er åbne for at bære forgængernes historie i deres hjerter og fantasi. Læs selv bogen og lad dig rive med.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Bogen kan fås hos Saxo.com her(reklamelink)

Kærlig hilsen Jeanette

Knugende farvel fra Maria Gerhardt

Den 16. marts døde den tidligere DJ, freelance journalist og forfatter Maria Gerhardt efter et årelangt kræftforløb, kun 39 år gammel. Bare ugen før udkom hendes tredie bog Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl.

transfervindue-maria-gerhardt

Transfervindue er en kort, men stor og velskrevet bog, vekslende imellem forfatterens intense betragtninger om livet som terminal kræftpatient og en utopisk, drømmeagtig fremstilling af kystområdet nord for København som ét stort lukket hospice, hvor alt er hvidt, og lindringen bl.a. består af nonnernes hjemmedyrkede cannabis og vinterbade med overlægen.

Bogen er knugende og intens fra de første linjer:
“Der findes et sted i Rosenhaven ved Hellerup Strand, hvor jeg sidder, når jeg ikke kan sove. Jeg venter på solen, ryger cigaretter, mens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. Mine ben spjætter, nerveskader, siger de. Kroppens notifikationer. Det står med rødt, det står med gult, det står med orange, kærlig hilsen stadig fire.”

Hun ser tilbage på et sygdomsforløb med behandlinger og forsøg på at gøre alt, hvad der står i hendes magt for at blive rask.
Hvor kræfterne forsvinder og livet med hendes kone og deres lille søn bliver mere og mere svært – drengen trækker sig instinktivt fra hende, og livet pulserer videre, selvom hun dårlig magter at stå ud af sengen. Hun vælger for alles skyld et langt forløb på hospice:

“Der er så mange breve i skufferne, jeg ikke har fået sendt. De ligger der bare med dit navn på. Jeg forsvandt jo herind. Jeg flygtede ikke. Jeg forsvandt bare. Det sagde du også selv. “Du forsvinder fra mig.” Og jeg ville jo skåne jer for en yderligere opløsning. Af kroppen, af tankerne, af den person, jeg var. Den person, jeg aldrig bliver igen.”

Hun er indenfor murene, befinder sig mellem at være levende og død. Hun betragter både sig selv og de andre syge, men også alle os udenfor med travlhed og prioriteter, som kan være svære at forstå. Hun drømmer om det utopiske hospice, der gør den sidste tid og døden sund og smuk og æstetisk. I modsætning til den barske og hårde virkelighed, hun befinder sig i.

“Jeg husker et forår med op til syv forskellige læger, der alle kiggede på mig med hovedet på skrå. Faste sygeplejersker, der prustede opgivende og vente deres øjne på vej ned til kaffe, efter møder, hvor jeg bare sad og græd og græd ned i en kop for ikke at spilde flere kropsvæsker på gulvet. Jeg husker at sidde i venteværelser og lytte til andres CPR-numre, rasende på alle de efterkrigsbørn, der sad rundt omkring, nervøse og med paryk. Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting.”

Jeg kunne vælge citater fra næsten hver eneste side, så komprimeret og intens er den. Den rammer så hårdt i hjertet, så sørgmodig og så indsigtsfuld. En nødvendig erkendelse af døden, og hvor hårdt livet kan være, så vi også husker, at vi skal leve, mens vi kan.

“Disse hemmeligheder, vi havde, som alle vores omgivelser var misundelige på. Denne lykke har jeg ikke længere. Disse nærmest telepatiske evner, hvor vi ikke behøvede at sige noget. De aftener med rødvin, hvor vi sagde en hel masse. De gange, jeg bare kunne pege på et billede. De morgener, du havde lagt en bog frem. Intet har jeg kunnet erstatte det med. Og det begynder at gøre ondt. Det river i kroppen og er værre end de smerter, jeg egentlig får medicin for i ganske høj dosering.”

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Bogen kan fås på Saxo.com her (reklamelink)

Stærk roman om livet i en underskudsfamilie

hvis-der-skulle-komme-et-menneske-forbi

Jeg har virkelig glædet mig til at læse Hvis der skulle komme et menneske forbi af den unge forfatterdebutant Thomas Korsgaard – og den blev da også slugt over et par dage. Det er så berigende, når mennesker fra miljøer, der normalt ikke har den store stemme, bryder igennem lydmuren. I dette tilfælde med en velskrevet, levende og nøgtern roman om opvæksten i en familie i konstant underskud. De er i underskud på penge, men er i den grad også kultur, følelsesmæssig intelligens og til tider også moral.

Fortællingen er baseret på den 21-årige forfatters egen opvækst i en dysfunktionel familie langt ude på landet. Fortælleren og hovedpersonen, Tue, er ældst af tre søskende. Faren er landmand, i konstant pengemangel og overlever kun på sin brors – den mere succesrige svinebondes – nåde, der køber sig ind i gården. Moderen er depressiv og bruger de fleste af sine vågne timer foran pc’en, hvor hun med nærmest ludomani sidder og spiller. Hun drømmer vel om en vej ud af den armod, de befinder sig i. Ind imellem vågner hun op og forsøger at gøre en indsats, laver mad og har en god kontakt med Tue, men noget særligt input til en god og lødig opførsel er hun ikke i stand til at give. Hendes tyvagtige og rapkæftede veninde Bitten bidrager heller ikke ligefrem positivt på den konto.

Faderen er ind imellem grovkornet og afstumpet. De største følelser, han kan fremkalde, er overfor det kobbel af uopdragne hunde, som han holder, og som han end ikke ulejliger sig med at give et navn. Han formår ikke at forstå hverken sin kones sygdom eller børnenes behov for omsorg. Tue må gå til hånde og forsøger at trøste sin mor og udføre de opgaver, som hans far sætter ham på med alt fra at fjerne døde dyr til at tage med på togt og stjæle kabler fra jernbanen. Lidt småsvindel gås der nemlig ikke af vejen for, for at skaffe lidt ekstra.

Det er ikke onde eller voldelige mennesker, men et miljø, hvor livet ikke er nemt. Pengene er uhyre små, men man får hutlet sig igennem på bedste beskub. Skildringen af både mormoren og farmoren viser med al tydelighed den sociale arv, der siver ned igennem generationerne – med det vulgære sprog, indskrænketheden, dårlige kostvaner, hjemmerullede cigaretter og tysklandsture. De er ikke dårlige mennesker, de gør det så godt, som de kan og har lært, men de har bare ikke særlig meget på den kulturelle, følelsesmæssige eller intellektuelle konto at øse ud af. Og det er ikke en social arv, som er let at bryde ud af – ikke en gang i de lige muligheders land Danmark.

Familien er fattig og åndsfattig, og bogen skildrer usentimentalt, og udfra et hverdagsperspektiv, hvad fattigdom gør ved en familie, og ved de børn, som vokser op og forsøger at klare sig med de odds, de er givet. Tue har ikke let ved at få venner, han føler sig forkert og ved siden af. Men han er kvik, og han finder sig ikke i noget, han svarer igen og forsvarer sig med det grimme sprog, han har lært hjemmefra. Han bliver indstillet til gymnasiet, og hans mål er slet og ret at komme væk. Med debutromanen viser han, at det er lykkedes – og for det skal han have 5 kæmpestore stjerner fra mig.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Find bogen på Saxo.com her(affiliate link)

Kærlig hilsen Jeanette

 

 

Papmaché reglen af Hella Joof

hella-joof-papmachereglen
Der er absolut alvor og klogskab bag Hella Joofs nye bog Papmaché reglen, men den er også – og måske først og fremmest – underholdende. Naturligvis, damen er jo bare sjov og skarp i sine iagttagelser. Læg dertil bramfrihed og hudløs ærlighed, så har du en række leveregler, der i bund og grund har til formål at gøre os alle sammen lidt mere glade og lykkelige. Både, så vi selv holder kæft og ikke altid nødvendigvis behøver sige sandheden eller brokke os konstant, men til gengæld også lærer at sige nej, dropper offerrollen og tager benene på nakken, når det er nødvendigt.

Bogen er hyggelig og letlæst, så jeg har doseret den, og sparet på den, så jeg ikke bare slugte den i én bid. Jeg har sørget for at indrette mig med små hyggestunder i Hellas gode selskab. Nu er den desværre slut, det sidste blev konsumeret i badekarret med stearinlys og en god kop te! (men jeg har nu tænkt mig at læse den igen – snart!)

I bogen deler Hella gavmildt ud af sine egne livserfaringer, og det har ikke altid været let og perfekt – og gudskelov for det. I disse tider, hvor alt hurtigt kan komme til at se ud som en glansbillede på de sociale medier, er det befriende, at livet bliver lagt frem, som det er.
Med skilsmisser, hæmorider og hængebryster. Om uheldige dates, om at være utilstrækkelig som mor, om at miste sin mor, om intimhygiejne, om for meget brok og om at sige ordet nej!

Ud af det hele er fremkommet en række regler, selvom hun godt nok mener, at det ikke er hende, der har lavet dem. Fordi det bare er sådan, det er.

Der er Med løg på reglen, der går ud på, at man ikke altid skal sige sandheden. Kun, hvis den har et kærligt formål. Det gælder fx, hvis en veninde har fået en meget uheldig klipning. Det er ikke at lyve, det er bare at sige noget med løg på, og for at passe på folk, der har en tarvelig frisør.

En anden god regel er brokke-reglen, som i al sin enkelhed går ud på enten at gøre noget ved problemerne eller holde sin mund. Fordi folk bare ikke orker at høre på endeløs brok. Er problemet uløseligt, eller står man overfor en psykopat, kan man altid ty til Benene på nakken-reglen.

I en anden regel konkluderes det, at livet er for kort til problemer, der kan løses på under 15 sekunder. (næste gang, min mand efterlader en tom toiletrulle vil jeg ikke påtale det –  det tager kun ca. 5 sekunder at smide den i skraldespanden. Let it go, som Hella formulerer det). God regel! Sparer én for mange ærgelser. 

Du kan også læse om birkes-reglen (skal man sige det, hvis noget har noget mellem tænderne?),  Ja & nej-reglen (er det ok at sige nej til at hjælpe folk med at flytte?), Pizza-reglen (hvis livet var et pizzakort, hvad ville du så bestille?) og alle de andre gode regler, som er beskrevet bramfrit og humoristisk.

Bogen handler også om taknemmelighed, og med Glimmerreglen skal vi huske, at stort som småt lige skal drysses med glimmer og sættes op på kaminhylden. (det gjorde jeg fx forleden, da der var en ledig, fuldstændig usandsynlig, konge parkeringplads, der lige stod og ventede på mig).

“Er der noget, der er for småt til at blive dyppet i glimmer? tænker du måske og synes, det bliver akavet og sidde og takke for, at der er tilbud på kanelsnegle. Svaret er nej. Der er ikke noget, der er for småt. Alt, der gør dig glad, kan bruges. At du ikke kom for sent i morges, fordi der var grøn bølge. En kompliment. En vintergæk. En børnetegning. En hjælpende hånd, når man skal parallelparkere – glimmer på!”

Inden du selv kaster dig over alle reglerne, skal vi lige forbi Papmaché-reglen – titel-reglen – som i virkeligheden ikke direkte har noget med papmaché at gøre, men handler om, at dét du tænker på, og bruger sin energi på, er dét du får. Det kunne jo fx være en meget stor, ubehjælpeligt indpakket, hjemmegjort julegave med en meget stor papmaché-sparegris. Det øjeblik, du tænker bare den ikke er til mig – guess what? Så er den til dig! Der er noget med den tankemæssige energi (se også Parkerings-reglen), men til gengæld kan det jo ende godt:

“Når man kommer hjem, er det den bedste julegave, man nogensinde har fået. Tak og glimmer på! Op på … nej, den er nok for stor til at stå på kaminhylden. Den kan stå på stuegulvet i stedet for sofaen. Og hvem har i virkeligheden brug for en sofa – man bruger den jo ikke til andet end at sidde i.”

 

Papmaché reglen får 5 stjerner fra mig – ikke for den store litteratur, men for underholdningen, humoren, ærligheden, uperfektheden, positiviteten og de gode råd.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Bogen kan købes på Saxo.com her(affiliate link).

Kærlig hilsen Jeanette

En uskyldig familie

Man forstår på mange måder godt, at Peter Aalbæk kalder romanen En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager for guddommelig! Dels er det en virkelig god bog, dels er en af hovedpersonerne præst – og dels er den faktisk bestilt til filmatisering af manden selv.

Om den ligefrem er guddommelig ved jeg nu ikke, men det er en vedkommende og interessant samtidsroman, som jeg fik læst over tre dage. Det er altid et godt tegn, når man ikke kan lade bogen ligge.

Historiens omdrejningspunkt er dynamikken i en lidt alternativ kernefamilie med tre børn, der vokser op i en lille by på Fyn, og hvor især hovedpersonen Frederik har svært ved at føle, at han hører til. Da han senere bliver finansmand og rejser til USA, bliver bogen også en utrolig interessant levendegørelse af finanskrisen, af finansverdenens degenerering og af de forskellige livssyn i forhold til penge og prestige.

en-uskyldig-familie-guldager
Forældrene, Jytte og Holger, flytter som unge ind på den pæne vej i det borgerlige kvarter og falder faktisk godt ind, selvom de er meget anderledes. De har de allerbedste intentioner og er gode mennesker med hjertet på rette sted og med hippiagtige socialistiske holdninger og hang til biodynamik midt i deres egentligt småborgerlige tilværelse og omgivelser. Jytte er en meget stærk, levende og flamboyant kvinde, og mens Holger trækker sig lidt væk og dyrker sine biodynamiske grøntsager, har hun adskillige elskere, som kommer og går i hjemmet til især den ældste søn Frederiks frustration.

Frederik går, stik imod alle forældrenes idealer, målrettet og med alle midler ind i finansverdenen og bliver ansat i Goldman Sachs. Penge og succes er hans største værdier, men privatlivet fungerer ikke rigtigt for ham, og mens vi ser finanskrisen komme, bryder både pengeverdenen og Frederik sammen. I virkeligheden er han jo rundet af andre værdier, og han vil i bund og grund så gerne sin familie, men brikkerne passer bare ikke sammen.

Han vender tilbage til Danmark og forsøger at få fodfæste og få sine to verdener til at hænge sammen. Frederik finder kærligheden i den ikke så smukke, men søde og overbærende, overklassepige Birgitte. Hun får ham langsomt til at åbne sig op, men han kæmper til stadighed med splittelse og et ekstremt usikkert jeg, kombineret med elementer af storhedsvanvid.

Søsteren Lene spiller en stor rolle for ham, og vi følger i bogen også hendes liv, hvor hun bliver præst på hjemstavnen og har sine egne problemer med barnløshed og med sin utro mand Kyle. Der er også en lillebror, som kun spiller en birolle, og som er blevet lidt til overs i det hele og er på vej psykisk og socialt ned ad slisken. Kun den evigt gode datter holder tingene kørende, mens de to drenge i familien på hver deres måde har svært ved at finde fodfæstet.

Jeg har ikke tidligere læst noget af Katrine Marie Guldager, som ellers er en både flittig og anmelderrost forfatter, og jeg er meget glad for nu at have stiftet bekendtskab med hende. Bogen er fængende og skildrer ikke alene de individuelle forskelle og den dysfunktionelle familie, men stiller også skarpt på finanskrisen og de overordnede ideologiske forskelle i forhold til penge, forbrug, religion og miljø.

 

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

 

Fås på Saxo.com her (affiliate link).

Older posts