Nytårskonkurrence - Vind skønne favoritter fra året, der gik!

GODT NYTÅR!

nytaar-champagne

Allerførst vil jeg ønske dig rigtigt Godt Nytår! ♥
Jeg håber, du får en dejlig nytårsaften og kommer godt ind i det nye år.
Jeg vil også sige tusind tak for, at du læser med – jeg glæder mig til 2018 her på bloggen, hvor jeg håber, at jeg stadig kan inspirere dig med alt fra skønhed og mode til bøger, mad, bolig og meget mere, krydret med små historier fra mit eget liv.

***

For første gang nogensinde er jeg ikke hjemme i Danmark og holde nytår! I år er nytårsaften henlagt til Club La Santa, og jeg er spændt på, hvordan det kommer til at blive i aften. Lige nu er det faktisk lidt surrealistisk, at det er nytårsaftensdag – jeg er startet med morgenløb i korte ærmer, og derefter er morgenmaden blevet nydt i solen.

Lige præcis i år har vi brug for at være helt væk fra det hele, og bare flyde med strømmen uden de store forventninger eller forpligtelser. Denne her nytårsaften, og denne her uge, ser både Sten og jeg som et vendepunkt, hvor vi for alvor falder ned efter nogle ret store ændringer i vores arbejdsliv. Når man er væk, kan man også tænke tanker og se tingene lidt udefra, evaluere og lægge planer.

***

Men først, det mest skelsættende, der er sket for mig i 2017,  og som heldigvis er en glædelig begivenhed. Lille Viola, som ankom i marts måned og blev husets nye omdrejningspunkt. Jeg ville aldrig have troet, at en hund kunne betyde – og fylde – så meget, men jeg er blevet meget klogere og har fået en øjenåbner af rang, hvad hunde angår. Lige nu savner jeg den lille bandit, men jeg ved, at både hun og mine forældre har en fest sammen i den uge, vi er væk!

hundeblogNå ja, som du kan se, fik jeg (af alle) også en tatovering i 2017. Den 8. april, hvor det var præcis 10 år siden, at Sten og jeg mødtes for første gang (læs indlægget her). Så nu står mærkedagen i den grad fast markeret på min venstre arm – og Stens højre – og det er jeg glad for ♥

partatovering

Foruden Viola, var min største og lige så kloge beslutning i 2017 at afvikle min webshop. Efter lange overvejelser besluttede jeg, at det ikke var dér, jeg skulle lægge så mange kræfter. Det var simpelthen blevet for hårdt, og jeg havde alt for lidt overskud og var alt for meget hængt op. Jeg fik stoppet op i tide – og det er bare så vigtigt – fik solgt varelageret tålmodigt over 5 måneder, og kunne stoppe med udgangen af november. Altså for under en måned siden!

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde nået at blive ramt af stress. Jeg måtte til lægen med vejrtrækningsproblemer, men jeg fejlede intet fysisk. Hele mit system har været i alarmberedskab, og jeg har været i en langvarig situation, hvor jeg skulle kæmpe for at nå alting. Jeg er først nu ved at falde ned inde i hovedet, og det er her, at ugen på Club La Santa kommer ind som et vendepunkt. Med fokus på afslapning, men også kost og motion, så gør sådan en uge underværker – og rum til at få tingene tænkt igennem.

***

For Sten er det også et vendepunkt, for han har netop – efter en meget lang proces – solgt sin virksomhed og glæder sig til at fortsætte som ansat i de næste par år.

Vi står med andre ord et godt sted, og vi kan i den grad se fremad efter et lidt hårdt år, hvor der også skulle tages nogle store beslutninger. Næste år skal vi have mere fokus på at gøre det, som vi allerbedst kan lide at lave!

***

Nu går vi så på vores ture her nede på Lanzarote og drøfter tingene og lægger planer for, hvad vi kunne tænke os, at der skal ske i det nye år.

For mit vedkommende skal jeg bruge lidt mere tid til at trække vejret og se tiden lidt an efter at have lukket shoppen. Først og fremmet har jeg lyst til at bruge allermest energi her på bloggen, og jeg tror på, at 2018 bliver et godt år, hvor flere og flere voksne kvinder får øjnene op for, at også vi har masser af inspiration af give hinanden. Lige nu er der 13.000 unikke besøgende her på bloggen hver måned, og det kan jeg kun være glad og stolt over. Så TAK igen, fordi du har lyst til at læse med!

Mit nytårsforsæt – eller skal vi sige nytårsfokus – handler overordnet i år om struktur. Ikke min stærke side (ellers var det nok heller ikke nødvendigt med et forsæt), men så må man jo stramme lidt op. Uden faste arbejdstider kan det hele godt bliver lidt for flydende, men jeg har besluttet mig for at skabe mig selv nogle lidt fastere rammer, som især skal afføde mere overskud og tid. Mine måltider og min motion er noget af det, som – hvor kedeligt det end kan lyde – skal skemalægges lidt mere.

***

2018 bærer bestemt også i retning af flere timer på havet. 2017’s bådkøb viste sig – helt ærligt – at være et regulært fejlkøb, som heldigvis er solgt tilbage til Holland. Nu er vi så gået all in, og jeg har overgivet mig til noget større, som i retning af et lille flydende sommerhus. I april 2018 skal denne her smukke Marex 310 Suncruiser afhentes, indrettes og indtages!

marex-310-suncruiser

 En endnu større ting er, at vi har besluttet os for at have øjnene åbne for en ny bolig. Uden webshoppen er kælderen pludselig blevet meget stor, og de kvadratmeter kunne måske konverteres over i noget mere brugbart.
Jeg har en drøm om kæmpestore stuer og køkken, Sten drømmer derudover om 1 plan og havudsigt, men lad os nu se, hvad der dukker op, måske bliver det ikke til noget.
Vi er også meget glade for at bo i Klampenborg, tæt på havn, strand, by, Dyrehaven og mange søde mennesker, og desuden skal det være det helt rigtige for at vi slipper vores smukke hus, som du i øvrigt komme til at se i 2018 i Mad & Bolig nr. 3.

Nu får vi se, hvad 2018 bringer. Det er godt at have planer og gøre sig tanker – især om, hvad der egentlig gør en glad – men det allervigtigste er, at alle er raske og vi har hinanden. Tid og overskud står sikkert højt på listen hos mange, og dybest ser er det for mig nok det allervigtigste. At gå tur med Viola, nyde naturen, løbe og holde min krop i form, have overskud til at spise ordentligt, drikke en god kop te, at læse og udvide min horisont, at se gode film og serier, og ikke mindst være sammen med dejlige venner og familie.

***

Selvom jeg havde fået spændt mig selv foran en vogn, som pludselig løb afsted med mig, så har kun mig selv at stille til ansvar, og jeg ved, at andre har haft langt større udfordringer i 2017 end jeg. Nu har jeg vendt bøtten, og jeg føler mig både meget priviligeret og taknemmelig over, at jeg ikke har større problemer, end jeg selv kan være herre over.

Hvad du end måtte slås med, af store eller små ting, så ønsker jeg, at 2018 må blive et godt og lykkebringende år for dig.

Kærlig hilsen Jeanette

PS. Husk nytårskonkurrencen nedenfor! 

   

9 kommentarer

  • Marlene Høj

    Du og din mand ønskes et godt og lykkebringende nytår 🎊 Jeg håber at 2018 bliver året, hvor du igen kan trække vejret frit og får hold på strukturen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle Bruhn

    Tak for nogle gode indlæg og tøj på bloggen som har inspireret mig i 2017. Godt Nytår på La Santa

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette Ninon

    Rigtig god ferie til jer🌞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • mick ogilvie

    God informativ blog. Godt nytår til jer alle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte Bonde

    Kæreste Jeanette, sikke et dejligt nytårs-indlæg med skøn opsummering på året der er gået og lige så skønne ønsker for året der ligger foran.

    Hvor er der sket mange dejlige ting i jeres liv – og hvor lyder det lige så dejligt, hvad der er planer om at komme til at ske i 2018.

    Du takker os så pænt for at læse med på din blog – jeg vil gerne takke DIG, fordi du deler SÅ meget god inspiration og fortæller os, hvad der er oppe her og nu, hvad der er modens trend, spændende opskrifter og ikke mindst private oplevelser 🙂

    Jeg glæder mig til at følge med på bloggen i endnu et år og ønsker dig et RIGTIG GODT OG LYKKEBRINGENDE 2018.

    Og fortsat rigtig god ferie.

    Kærlig hilsen Birgitte >3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kæreste Birgitte,
      Tusind tak for din kommentar, der (som altid) varmer langt ind i mit hjerte.
      I min nytårshistorie SKULLE der retteligt også have stået om mit møde med DIG i 2017 – et møde, som i den grad var en betydningsfuld begivenhed for mig. Jeg er nok allerede blevet så forvænt med, at du er en del af mit liv, og i mit hoved har du faktisk været der i de sidste par år, selvom vi kun havde skrevet sammen indtil fornyligt.
      Tak, fordi du er med her på bloggen – men nu også i mit liv i øvrigt. Jeg håber, at du får det dejligste 2018. Jeg glæder mig til at skrive med dig her og på mail og på messenger, og hvem ved, om vi får lejlighed til at ses! Det kunne være et godt ønske for det nye år.

      Mange kærlige hilsner fra
      Jeanette

      http://voksenlivsstil.dk/2017/11/blogger-laeser-soulmates/

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Birgitte Bonde

      Tusind tak, Jeanette, for dine søde ord som jeg kun kan tilslutte mig med omvendt fortegn 🙂 Den lørdag i november var skelsættende for mig og jeg tænker stadig og ofte tilbage på vores så vellykkede møde. Du har også været en del af mit længe før den dag og nu føles det om end endnu mere virkeligt og naturligt.

      TAK FOR DIG i mit liv 🙂

      Jeg tilslutter mig ønsket om, at vi mødes igen i det nye år.

      De bedste tanker og kærligste hilsner fra Birgitte

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nytårskonkurrence - Vind skønne favoritter fra året, der gik!