Se min nye ring!

Mens vi lever – om skyld, sorg og tilgivelse

mens-vi-lever-anmeldelse

Den nye danske debutfilm Mens vi lever har premiere i dag og tegner efter anmeldelserne at dømme til at blive en velfortjent succes.
Jeg har selv været så heldig at se den, og jeg kan kun tilslutte mig alle dem, der er imponerede over, at det kan lade sig gøre at lave en så flot spillefilm for bare 2 mio. kr. Det er ikke mere end budgettet for en velproduceret reklamefilm eller musikvideo.

Penge eller ej, så er det først og fremmest historien og de store følelser, der bærer filmen. Når det så er sagt, så bærer film ikke på nogen måder præg af at være billig. Billederne er smukke, skuespillet er godt, og musikken lagde jeg specielt mærke til. Det er nok ikke så underligt, når det nu er lykkedes at få Bent Fabricius-Bjerre med om bord, sikkert mod en betaling langt under, hvad han er vant til.

Mens vi lever er blevet til udenom det danske støttesystem drevet af en stålsat vilje og tro på sig selv fra de tre iranskfødte brødre Mehdi, Milad og Misam Avaz som henholdsvis autodidakt instruktør, manuskriptforfatter og producer. Mehdi Avaz, der til dagligt bor i LA, er dog ikke ligefrem uerfaren, eftersom han bl.a. laver musikvideoer og reklamefilm for nogle af de helt store firmaer som fx Audi. Det gør ikke filmen reklameagtig eller storladen rent billedmæssigt.

Den følelsesmæssige side er der derimod skruet op for i den tragiske historie, som er inspireret af virkelige hændelser fra instruktørens egen gymnasietid. Det kan ifølge Mehdi Avaz, delvist tilskrives deres iranske baggrund, hvor følelserne i højere grad får frit løb. Man kan diskutere, om det er for meget, og om fortællingen er 100% helstøbt. Om mennesker virkelig ville reagere som de gør i filmen, men uanset hvad, så er sorg og skyld svært at håndtere. Rationalet kan forsvinde og følelserne kan blive umulige at bære – og flugt kan blive den eneste mulighed.

Filmens unge hovedperson Kristian har valgt flugten. Som fisker i en vestjysk by langt væk fra sin hjemstavn. Eller måske har han ikke valgt den.
Hvorfor har han vendt fortiden ryggen? Først da hans ven Peter, spillet af Nicolas Bro, ligger på dødslejet og beder ham vende tilbage og få øjnene op for, hvad han har lagt bag sig, begynder den komplicerede situation brik og brik af løsne sig. Nicolas Bro brænder i øvrigt igennem fra første sekund – selv liggende i en seng – som den verdensklasse skuespiller, han er. Ikke, at de andre er dårlige, slet ikke, men han har bare en star quality, som er med til at løfte filmen.

I filmen flettes fortid og nutid og flere personers skæbner og historier sammen. Det kræver tålmodighed i starten af filmen, før helheden dannes, og vi ser tiden, der leder op til en fatal ulykke. Jeg vil ikke afsløre for meget her og risikere at spolere filmen for dig, hvis du vælger at gå ind og se den. Det synes jeg klart, du skal overveje. Ikke som en opløftende feelgood film, men til eftertænksomhed.
Den har et par punkter, hvor man måske tænker, at sådan ville man ikke reagere – men måske ville man netop. Og bare det, at man tænker, reflekterer, og filmen bliver siddende i tankerne i mange timer efter, er for mig en kvalitet i sig selv. Vi kender sikkert alle nogen, tæt på eller længere ude, som har mistet på tragisk vis. Eller måske har været skyld i et uheld. Mens vi lever giver indsigt i, hvordan verden kan gå under fra den ene dag til den anden og aldrig blive den samme. Men også i, at det kan lade sig gøre at komme videre.

Filmen får fire fine stjerner fra mig. Og så glæder jeg mig til at se mere til Brdr. Avaz.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Se min nye ring!