Sådan bruger jeg syrer i hudplejen!

Boganbefaling: Den tyske pige

den-tyske-pige-roman
Slut 1930’erne i Berlin. Nazismen har gjort sit indtog i Berlin, og jøderne ses ikke længere som lige medmennesker, naboer, skolekammerater, kolleger og venner i deres egen by og i deres eget land. De er urene og uværdige, og de lever – udover den daglige nedgørelse – i overhængende fare for angiveri, arrestation, fængsling og forsvinden. Den fremstående familien Rosenthal, den æterisk elegante Alma, hendes professormand Max og den tolvårige datter Hannah får med møje og besvær, og en god del penge, visum til Cuba, som er blandt de få nationer, som vil tage imod dem. Deres ejendom og indbo overgives til nazisterne for at få udrejsetilladelse og kunne komme ombord på den store luksusliner St. Louis. Ombord flygter de fra nazisterne og også fra virkeligheden med et par ugers overdådig luksus, som brat får en ende, da Cuba pludseligt trækker indrejsetilladelserne tilbage og ingen vil have dem.

2014 i New York. Den faderløse Anna længes efter sin far, og efter viden om sin far, som hun aldrig har mødt. Han gik på arbejde en dag, før Anna blev født, og vendte aldrig tilbage. På hendes 12-års fødselsdag dukker en uventet kuvert op fra en slægtning på Cuba med billeder fra det nazistiske tyskland og fra et stort skib. Det bliver starten på en rejse, et møde med Hannah, og en opdagelse af familiens historie.

***

Den tyske pige af Armando Lucas Correa tager os med på en hjerteskærende rejse, og en evig aktuel historie om menneskets ondskab og nedgørelse af dem, som er anderledes eller har en anden religion.
Startende i Tyskland, set gennem et barns øjne, som pludseligt ikke forstår, at hun er uren og uværdig, at hun ikke længere kan bevæge sig frit rundt uden at blive chikaneret. Et priviligeret barn, som endda har flere muligheder end de fleste, men alligevel rammes af stor sorg og som aldrig får det liv, som hun havde ønsket sig. Senere oplever hun kun en række af begrænsninger og mistænkeliggørelse, og et nyt diktatur i Cuba.
Et andet barn på samme alder, i New York i 2014, lider under en far, der er død under tragiske og meningsløse omstændigheder, og en mor, der er i fornægtelse og passivitet. Men med brevet fra Hannah kommer der et håb, og et lys for fremtiden.

Begge historier – Annas og Hannahs – foldes ud i bogens skiftende kapitler. De skæbner, som er ofre for menneskets ondskab, som vi kun ser gentage sig igen og igen i historien. En tankevækkende påmindelse om de dødsensalvorlige konsekvenser af manglen på medmenneskelighed, lukkede døre og de glemte fordrevne, som er mærket igennem generationer. Men også en påmindelse om menneskets styrke og overlevelsesinstinkt, og hvordan nye generationer kan give håb om en bedre fremtid i frihed.

***

Forfatteren er oprindeligt prisvindende journalist, og det var hans interesse for historien om SS St. Louis, der skabte romanen. En historie, som i mange år var gemt og glemt, men som senere er kommet frem i lyset med officielle undskyldninger til følge. Skibet sejlede fra Tyskland til Cuba i 1939 med over 900 håbefulde immigranter, som var på vej i frihed, væk fra nazisterne. Kun godt 20 kom i land i Cuba, på trods af, at mange havde ventende slægtninge på øen. Tilladelserne var pludseligt trukket tilbage, og hverken USA eller Canada var villige til at tage imod dem. Kaptajnen, som senere er blevet hædret for sin indsats for at hjælpe jøderne på flugt, lykkedes med at få dem fordelt mellem en række europæiske lande, herunder Belgien, Holland, Frankrig og England. Kun dem, der var heldige at komme til England blev reelt reddet, men de øvrige landede steder, der efterfølgende blev besat, og hvor mange døde i koncentrationslejre. Bogen slutter med en liste over passagerene og en række billeder.

***
Læs bogen som den gode og velskrevne roman, den er. Historien er ikke til at lægge fra sig, og man kan ikke vente med at høre, hvad der skete med Hannah, Max, Alma – og med Hannah store kærlighed, Leo, som også befandt sig på St. Louis. Og hvordan Anna og hendes mor kommer ind i billedet, og måske får lagt de brikker, som skal få dem videre som hele mennesker.
Læs den også som en indsigtsfuld reminder om forfølgelse af mindretal, om diskrimination og hvor hård og ubarmhjertig en skæbne nogle mennesker udsættes for.

 

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Den tyske pige fås på Saxo.com her (reklamelink)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan bruger jeg syrer i hudplejen!