Til Jane Kønigs Valentinefest

Lion – en fantastisk film! *****


lion-dev-patelHusker du drengen fra Slumdog Millionaire? Dev Patel er i dag 26  år og har hovedrollen i den nye film LION, der er nomineret til seks Oscars.
Jeg så den i biografen i går, og jeg blev så rørt over historien, som er baseret på virkelige hændelser og de virkelige personer skildret i bogen A Long Way Home af Saroo Brierley (du kan læse om den virkelige Saroo her).

a-long-way-home-saroo
Filmen handler om den lille dreng Saroo, der lever i det nordlige, golde og fattige Indien med sin mor og sine søskende. Den lille dreng spilles helt uovertruffent af den otteårige charmerende Sunny Pawar, som vi nok, ligesom Dev Patel, kommer til at høre mere til i fremtiden.

En aften bliver den 5-årige Saroo væk fra sin bror, da de er ude og lede efter småmønter og andre efterladenskaber på togstationen og i togene. Da han går ombord på et af togene for i sin desperation af lede efter broderen, sætter toget i gang, og han er fanget i en aflåst togvogn, som fører han mere end 1000 km. væk hjemmefra. Da han endelig kommer ud, er han helt alene i det overbefolkede, summende Calcutta, hvor et ensomt barn ikke er et særsyn, som vækker særlig opmærksomhed. Vidste du i øvrigt, at der hvert år forsvinder 80.000 børn i Indien?

Saroo er overladt til sin egen skæbne på gaden med et stykke pap som eneste ejendom – men har et overlevelsesinstinkt, der redder ham fra at falde i kløerne på kriminelle børnemisbrugere. Den lille ulykkelige dreng kæmper for sin overlevelse og finder mad på lossepladser, indtil en mand en dag kaster sit blik på ham og fører ham til myndighederne. Herefter går turen til helvedes forgård af et børnhjem, hvor han er heldig at blive hjulpet til adoption i Australien. Ingen kan nemlig finde hans mor baseret på de sparsomme oplysninger, den lille dreng kan give. Han kender end ikke sit eget efternavn eller er i stand til at udtale sin hjemby korrekt. Og Indien er et stort og uorganiseret land!

Han bliver bragt til Tasmanien, hvor han får en god opvækst hos et kærligt par, der har valgt adoption fremfor at få egne børn. De redder dermed Saroo, og han er til gengæld en glæde for parret hele vejen igennem. Deres næste indiske adoptivsøn bliver lidt mere vanskelig, da hans bagage måske er endnu mere voldsom. Nicole Kidman spiller så fint og smukt rollen som adoptivmoderen, med al den kærlighed, hun har til de to drenge og med al den usikkerhed, der er forbundet med ikke at være biologisk forbundne.

Saroo tilpasser sig og først, da han er midt i tyverne begynder erindringen og minderne om hans barndom og hans ophav at trænge sig på. Særligt den indiske mad sætter tingene i gang, og han begynder så småt at rekonstruere sin lange togrejse. Med de få pejlemærker, han husker, går han på Google Earth for at finde hjem. Traumet om at være  blevet væk vender også tilbage, mens han kæmper sig videre, og iblandet er også en frygt for at virke illoyal og utaknemmelig overfor sine adoptivforældre.

Langsom falder brikkerne på plads og en dag kan han præcist udpege på Google Earth, hvor han boede, og rejser tilbage dertil. Hans mor er blevet boende i alle de 25 år, der kommer til at gå, fordi hun har bevaret troen på at se sin søn igen.
Da man til sidst i filmen ser de virkelige personer, er det svært at holde tårerne tilbage, og det er så uendeligt svært at forstå og acceptere at små børn kan overlades til deres egen skæbne og til onde skæbner her på vores klode. Filmen er så fin og så menneskelig og har så mange lag, foruden at være det fineste håndværk hele vejen igennem. Den er vedkommende og tankevækkende og kan absolut kun anbefales som et must see. (se også trailerne længere nede).

Kærlig hilsen Jeanette

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort stjerne

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til Jane Kønigs Valentinefest