Nu skal jeg snart sidde ordentligt!

Glæd dig til La La Land…..

la-la-land
I overmorgen er der premiere La La Land– og du kan godt glæde dig! Jeg var så heldig at få lov at se den hos Nordisk Film i sidste uge, og allerede da filmen havde været i gang i 5-10 minutter havde jeg besluttet mig for, at den skulle jeg se igen! Snart. Musikken måtte jeg direkte hjem og finde på Spotify. Der er ingen tvivl om, at en klassiker er født.

La La Land er en moderne romantisk musical, der står på skuldrene af – og hylder – den klassiske amerikanske filmhistorie med alt, hvad det indebærer af sang, dans og musik. Og til alle, der måtte tænke, at de kunne noget særligt den gang i de gode gamle dage, så har nutidens skuespillere, dansere, musikere og sangere intet at stå tilbage for. De kan det hele – og lidt til!

Vinder af 7 Golden Globes – vist nok en rekord – og nomineret til hele vilde 14 Oscars. Der er fest og farver, vidunderlig musik, stepdans, kærlighed og drømme – og først og fremmest en hyldest til kunsten, kærligheden, jazz’en og den ægte vare i livet.

la-la-land-plakat
Filmens hovedpersoner Mia og Sebastian knokler i drømmenes by LA – eller City of Stars som filmens smukke titelsang hedder – for at blive henholdsvis skuespiller og jazzpianist med egen klub. Vejen går gennem utallige ydmygende auditions og ditto barpianistjob, men de finder hinanden og kærligheden vokser, mens de kommer til at blive støtter og katalysatorer for hinanden i jagten på drømmene. Sammen hjælper de hinanden med at holde fast i deres drømme og integritet, men vil kærligheden også holde undervejs?

Den mandlige hovedrolle spilles af Ryan Gosling, som mange sikkert husker fra The Notebook. Flot er han jo, og måske mest af alt vildt charmerende – synge og danse kan han selvfølgelig også  – og så har han lige på tre måneder lært at spille klaver til rollen!

Emma Stone elsker jeg bare for hendes star quality og enorme naturlighed. Jeg elsker, at hun ikke er modelperfekt og på nogen måder kunstig. Hun har udstråling, sødme og personlighed, og det er heldigvis det, som tæller mere og mere.

la-la-land-emma-stone

Filmen hylder den virkelige uforfalskede kunst, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten. John Legend har i øvrigt en fin rolle som musiker, der netop går på kompromis og smører maskinrytmer ud over sin kunst – til massernes glæde, men kontrasten til den lille jazzklub står tilbage og taler for sig selv.

La La Land er et fyrværkeri af farver, kærlighed og livsmod
– der er rød, gul, grøn, blå og lilla ud over det hele. Lige, hvad vi har brug for i en tid, hvor vi for alvor ryster den grå finanskrise af os. Vi vil se verden i farver igen (ligesom vi også ser det i moden og i boligindretningen). Timingen er helt rigtigt, og jeg tvivler på, om filmen havde opnået sammen kæmpe succes for 5 år siden.

Nu er vi simpelthen så klar til La La Land og jeg kan ikke andet end give den seks stjerner i min anmeldelse her på bloggen ♥


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Kærlig hilsen Jeanette

   

2 kommentarer

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu skal jeg snart sidde ordentligt!