Antiinflammatorisk kost – mod træthed, umotiveret sult, humørsvingninger m.m.

Tarme med charme – hvad sker der derinde?

Jeg fortsætter mit lille tema omkring sundhed, tarme og bakterier  – i dag handler det om succesbogen Tarme med charme af den unge tyske stjerneforsker Giulia Enders. Og lad mig med det samme sige, at hun også er en blændende formidler, som gerne vil gøre os klogere på en letforståelige og underholdende måde. Det er jo lidt delikate emner – tarme, fordøjelse, afføring, gas m.v. – men det kan jo også være morsomt. Prøv bare at læse om kommunikationen mellem den indre og den ydre ringmuskel, der sikrer, at sluserne ikke åbnes på upassende tidspunkter 🙂

Så, nu er det altså på tide, at vi forstår lidt mere af, hvad der sker, når vi putter noget i munden – og hvad det betyder, når det rumler og larmer, hvorfor vi får forstoppelse, og hvad man kan gøre ved det. Hvorfor, det er vigtigt at droppe det evindelige småspiseri, så tarmsystemet kan få tid til sin rengøring, og hvorfor for meget sukker eller en irriteret tarm faktisk gør os deprimerede!

tarme-med-charme

Hvorfor skal vi egentlig læse om tarmsystemet, når man kunne tro, at det bare et affaldssystem og noget, som bare kører helt automatisk derinde?
Det er meget mere avanceret, end vi går og tror!

Tarmsystemet bliver en større og større stjerne i forståelsen af livskvalitet og helbred, men også i vores adfærd, hvor der er kommunikation mellem tarm og hjerne. Ved du fx, at 2/3-delen af vores immunforsvar er i tarmsystemet?

Tarmsystemet har et nervenetværk, hvis kompleksitet kun hjernen kan hamle op med. Signalstoffer fra en irriteret tarm kan trænge ind forskellige steder i hjernen og medvirke til at påvirke bl.a. vores følelser, hukommelse og angstfornemmelse. Det kan skyldes langvarige småbetændelser (læs mit forrige indlæg om Antiinflammatorisk kost her), dårlig tarmflora eller uopdagede fødevareallergier. Vores moderne madindtag rummer generelt for meget gluten, sukker og mælk, og i bogen finder du bl.a. den videnskabelige forklaring, som måske kan bevise, hvorfor sukker gør os depressive.
Det er slet ikke fordi, man skal være fantastik på nogen måde – faktisk vil man kunne læse, at mange allergier og intolerancer faktisk bare handler om at spise mindre af de pågældende ting, ikke nødvendigvis at skære dem væk i en totalt restriktiv kost – men det viser sig, at man igennem kosten kan forbedre en række psykiske tilstande.

Det skal også nævnes, at enhver form for stress – også, hvis du stresser imens, du indtager maden – hæmmer fordøjelsen, hvilket betyder, at vi får mindre energi ud af maden og belaster tarmen mere. 

Et andet argument, for at lære tarmsystemet lidt bedre at kende, er – og det er min helt personlige tese – at vi i jagten på hurtig nydelse har mistet koblingen imellem, hvad vi putter i munden, og hvad der efterfølgende sker i kroppen. Jeg tror, at det er en sammenhæng, som rigtig mange af os i større eller mindre grad fornægter, glemmer eller simpelthen ikke forstår. Og her kan Tarme med charme være en tiltrængt øjenåbner for os her midt i al overfloden og alle fristelserne.

De klamme vingummier kommer nemlig ikke bare ud i den anden ende – vores afføring består af 2/3-dele vand og resten er ufordøjede plantefibre, farvestoffer, medicinrester og kolesterol, som kroppen gerne vil af med. Vingummierne er blevet findelt og findelt og findelt gennem systemet, hvorefter de optages i vores celler. Hvis vi lever af vingummier, sukker, stivelse og dårlige fedtstoffer er der ikke noget at sige til, at vi bliver syge og nedbrudte!

Sidst, men ikke mindst, kan bogen gøre os lidt bedre til at tolke kroppens signaler – herunder, hvordan en prima pølle skal se ud – og dermed måske forebygge sygdomme eller gøre, at vi opdager dem i tide.

Der er med andre ord masser af guld i denne “skide” gode bog, som du kan købe os Saxo.com her.

Jeg er endda ikke helt færdig med at skrive om den endnu – næste tema bliver anden halvdel af bogen, hvor vi dykker ned i mikrober og bakterier! Så stay tuned 🙂

Kærlig hilsen Jeanette

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Antiinflammatorisk kost – mod træthed, umotiveret sult, humørsvingninger m.m.