Fine raw diamond smykker til gode priser! Introrabat til dig.

Antiinflammatorisk kost – mod træthed, umotiveret sult, humørsvingninger m.m.

I denne uge har jeg tænkt mig at lave et lille tema her på bloggen om nogle af de helt store trends inden for sundhed i øjeblikket. Du vil derfor kunne blive lidt klogere på charmerende emner som tarme, bakteriekulturer og om inflammatorisk fedt, der alt sammen er med til at sikre et god helbred og en god livskvalitet.

Antiinflammatorisk kost bog af Jerk Langer og Louise Bruun

Lad os starte med den nye bog 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost af læge Jerk W. Langer og Ernæringsterapeut Louise Bruun.
Faktisk var jeg så heldig at støde på Jerk Langer til en event for nylig, hvor vi talte lidt sammen om faste, morgenmad (som han, lige som jeg, også sjældent spiser) og om begrebet antiinflammatorisk kost. Sidstnævnte havde han haft lyst til at skrive om i årevis, men ligesom med så meget andet, så tager det tid, før vi er parate til at forstå og tage nye ting til os. Nu, hvor der kommet så meget fokus på, hvordan kosten påvirker vores indre, vores helbred – og ikke bare vores vægt – er tiden moden.
Nu skal vi tænke antiinflammatorisk!

Lad mig allerførst lige slå fast, hvad inflammation egentlig er. Det er nemlig ikke en betændelse i gængs forstand, som når der er en infektion til stede. En inflammation er kroppens egen reaktion på skader eller indtrængen af mikrober, som ikke er gode for os. I sig selv en livsvigtig funktion, men når vi konstant går rundt med en skjult inflammation på grund af den kost, vi spiser, bliver den skurk nr. 1, når det gælder alt fra småskavanker til alvorlige sygdomme og træthed, umotiveret sult, humørsvingninger, og i det hele taget følelsen af ikke at være på toppen. Og det er ikke bare småting, vi taler om – det er også sygdomme som kræft, diabetes og Alzheimers.

Det handler på ingen måder om bare at være slank. Du kan sagtens være tynd, men have inflammatorisk fedt imellem organerne. Det er sådan set ikke det ydre fedt, der er problemet, men det inflammatoriske fedt, som gemmer sig inde bag ved i maven – og også i hjernen, hvor det er med til at gøre os syge. Masser af især helt unge piger går rundt med en dårlig helbredstilstand, de er tyndfede, fordi de ikke spiser rigtigt, eller nok, og ofte ryger de og dyrker ingen motion. Men selvfølgelig, har du ydre fedt, er der sandsynligvis også – med mindre, du spiser meget sundt og er i god form – en del indre inflammatorisk fedt.

Et ustabilt blodsukker er årsagen til rigtigt mange problemer! Hvis du lider af træthed, sukkertrang, umotiveret sult, humørsvingninger, vægtproblemer og hovedpine, så kan det meget vel være, at dit blodsukker er årsagen. Og det stopper desværre ikke her – på længere sigt resulterer det nemlig også i tidlig aldring, diabetes, blodpropper, kræft, demens og andre såkaldte velfærdslidelser. Med motion og fokus på antiinflammatorisk kost, løser du problemet!

Det er ikke så svært og du skal ikke på kur! Bogen indeholder en kostplan til dig, der virkelig gerne vil ændre dit liv på 21 dage. Den kan du vælge at følge, men du kan også, som jeg, læse bogen og studere ingredienserne, bruge nogle af de i øvrigt lækre opskrifter – og dermed stille og roligt ændre dit mindset og få mere fokus på de gode antiinflammatoriske råvarer.

antiinflammatorisk-kost
Det er netop råvarer, det hele handler om. Problemet i vores del af verden er alle de tilbud, vi har omkring os hele tiden. Tilbud om hurtige kulhydrater – det er i øvrigt noget som den stressede krop elsker – og om industrifremstillede produkter, som man jo ofte dårligt kan kalde mad eller føde, hvis vi tænker lidt over det. Vi skal spise meget gerne af de enkle og ægte råvarer, ligesom de gør i de zoner i verden, hvor folk lever meget længe. Vi skal have de sunde fedtstoffer, fisk og omega 3, men også de mættede fedstoffer, som du finder i fx rødt kød, fede mejeriprodukter, chokolade, æg og kokosolie. Det er slet ikke kedeligt, det her!
Vi kan også bruge fermenterede produkter, som skyr og lagret ost, der ligefrem virker beskyttende.

Hvad du absolut må gå udenom er ting, som er deklareret som vegetabilsk olie, med mindre det er oliven- eller rapsolie. Så tænk lige over varer som plantemagarine, kiks, chips, færdiglavede dressinger, læskedrikke, morgenmadsprodukter, mayonnaise, karmeller, kager og desserter m.m. De er fyldt med omega 6, som vi får ALT for meget af gennem halvfabrikata, færdigvarer og junkfood. Udgå dem derfor så vidt muligt!

Kød fra frilandsdyr indeholder i øvrigt næsten 50% mere omega 3 – det samme gælder mælk og æg fra fritgående dyr!

Men igen, det er altså ikke svært, vi skal bare holde os til enkle, reelle fødevarer. De mest antiinflammatoriske af slagsen er grøntsager (også kartofler med mindre, du vil tabe dig), bær, frugt, fisk, krydderurter, nødder, olivenolie og andre gode fedtstoffer, yoghurt og ost, og kulhydrater fra især bønner, linser og fuldkornsprodukter. Det hele er nøje beskrevet i bogen.
Der sker selvfølgelig intet ved at spise en burger eller få et par ekstra genstande en gang imellem, men spiser du meget antiinflammatorisk mad, vil fx risikoen for at udvikle depression falde med 30%.
Hvis du dertil dyrker motion, ikke ryger og kun drikker moderat, vil du statistisk set få 15 år mere at leve i fuldt vigør.

Jeg kan virkelig anbefale at fordybe sig og lade sig inspirere af bogen, som kan købes her. (affiliate link)

   

3 kommentarer

  • Trine Lesemann Amstrup

    Det er faktisk ret vildt, hvad mad af mere eller mindre dårlig slags gør ved os.
    Jeg var i sidste uge til et foredrag med Lone (Landmand) Vitus, viiirkelig interessant, på grænsen til det skræmmende mht mad og fødevarer. Der er ingen tvivl om, at vi selv kan gøre noget for at få det bedre sådan helt generelt set – men i høj grad også i forhold til alvorlige/livstruende sygdomme.
    Og man behøver jo nemlig ikke at være såkaldt ‘fanatisk’ – men lidt forbedringer her og lidt forbedringer der, kan i sidste ende ‘risikere’ at skabe store gode forandringer 🙂
    Tak for opmærksomhed på emnet 🙂
    KH Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Voksenlivsstil

      Hej Trine,

      Så dejlig at høre fra dig herinde 🙂 Og tusind tak for din gode kommentar. Jeg kunne ikke være mere enig, vi skal ikke være fanatiske, men hold op, hvor kan vi gøre meget for vores egen livskvalitet selv!
      Kh Jeanette

      PS: Her har den stået på antiinflammatorisk aftensmad – tunsteaks med sesam og den lækreste salat med belugalinser, broccoli, chili og andet godt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • May

    Jeg elsker at spise, men jeg er ikke god til madlavning. Det er meget svært for mig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fine raw diamond smykker til gode priser! Introrabat til dig.