Vichy og kilden

Jeg har længe været tiltrukket af Vichys kildevandsspray, men jeg har bare aldrig nået til at få den prøvet. Så det var en glædelig overraskelse, da Vichy sendte en lille sommerhilsen, ikke bare med spray’en, men også deres serum og creme, der er baseret på deres berømte termalske kildevand. Så nu har jeg rigtigt kunne teste det hele!

Baggrunden er helt kort den historiske kilde i Vichy, som er en central ingrediens i alle produkterne og har været det siden 1931. Vandet, som tappes fra kilden er 1000 år undervejs, hvor det på sin rejse gennem bjergene beriges med 15 essentielle mineraler (bl.a. calcium, jern, magnesium, kalium, natrium og silicium). Mineralerne har en Ph-balancerende og styrkende effekt på huden og medvirker til at fremskynde gendannelsen af cellerne.

Det mineraliserede kildevand kombineres i Vichys respektive hudplejeserier med forskellige avancerede anti-age hudplejeingredienser, så man så at sige kan vælge serie efter alder!

vichy-kildevand

Aqualia Thermal serien er en slags basis-serie, velegnet til alle aldre og med mere fokus på fugt og friskhed end på decideret anti-age pleje. Den er utroligt let og føles netop lidt vandig i det, når den påføres. Den fugter uden at fedte og er rigtig lækker her i sommervarmen, hvor man måske ikke har brug for den allermest fede creme. Noget af det, som jeg personligt sætter stor pris på ved serien er også, at den har en mild duft og ikke er for stærkt parfumeret.

Hele serien er generelt meget let og behagelig og trænger hurtigt ind i huden. På trods af letheden, så giver serummen og cremen begge en god følelse af fugt og blødhed. Huden bliver fint “fyldt op”, så den også virker en smule udglattende og opfriskende på udstrålingen.

Kildevandsspray’en er fantastisk at bruge både morgen og aften – og så tit man har lyst i løbet af dagen, når du kan bruge en lille opkvikker. Den består jo slet og ret af det helt rene kildevand med alle de 15 mineraler på spray, og den er fantastisk til at give en hurtig opkvikning, når man er udsat for sol, varm, tør luft eller bare trænger til at blive frisket lidt op. På de varme sommerdage har jeg med stor fornøjelse brugt den til at køle lidt ned med, og på andre dage giver den mig lige lidt friskhed, hvis huden virker lidt tør og træt. Den skal helt bestemt med sydpå her i august!

Vichy fås på Apoteket. På billedet ser du:

Aqualia Thermal Power Serum til 249 kr.
Aqualia Thermal Light Cream til 189 kr.
Vichy kildevandsspray til 85 kr.

voksenlivsstil-spons

Næsten sejlklare!

Som jeg skrev for nøjagtigt 16 dage siden, var vi begyndt at se på båd! (du kan læse indlægget her). Siden har der været fuld fart på med ansøgning om havneplads, research på bådtyper, motorer m.v. – og at lære at kunne gebærde os på havet, for vi er jo totalt nybegyndere, hvad sejlads angår.

Heldigvis har vi et godt netværk og masser af søde og velvillige mennesker at trække på i processen. Og det har virkelig været en intens proces, hvor der er meget at lære og finde ud af.

På de sidste 16 dage har vi:

1. besøgt en lang række havne (Vedbæk, Rungsted, Hundested, Brøndby, Havneholmen, Svanemøllen, Roskilde – blot for at nævne nogle) og set mange forskellige både. I tirsdags købte vi så en båd!

2. taget motorbådscertifikat i går begge to (så nu kan jeg fx binde diverse knob, manøvrere ved mand over bord og kende de vigtigste bøjer og mærker samt regler for færdsel på havet – er lidt stolt). De var i øvrigt meget grundige hos Dansk Speedbådsskole på Amager. Som du kan se på billedet fra kurset i går, er vi allerede ret glade for at sejle! 😉 Forrest står Patrick, som var en fremragende underviser!

speedbåd-certifikat

3.  fået en aftale om en gæsteplads i Skovshoved Havn for resten af sæsonen. Hurra!!!!

Vores valg faldt til sidst på en nordisk båd, en norsk Askeladden 705 fra 2007. En klassisk model med teakdørk og rigtig velindrettet og med god plads indeni.
Her står den og venter på at blive klargjort og fragtet over til os. Faktisk skulle den efter planen lande på vores bryllupsdag den 23. august! Det er da lidt romantisk ♥

askeladden-705

Nu glæder jeg mig selvfølgelig til at gøre båden fin indeni og indrette den og gøre den til “vores”. Jeg har allerede kig på nogle fine puder m.v. og glæder mig til at vise resultatet en gang i august. Indtil videre har jeg slået stilen an og bestilt en måtte! Så nu begynder alt det sjove! 🙂

Pappelina-viggo

Hvis nogen af Jer har erfaringer og gode råd omkring indretningen, og hvad man har brug for på sådan en motorbåd, så skriv meget gerne.

 

Kærlig hilsen Jeanette

Herthadalen – økolækkert og i pagt med naturen

herthadalen
Vi har så mange smukke og spændende steder i Danmark – også gourmetmæssigt. Nogle gange kan man bare godt glemme at åbne sine øjne rigtigt, når man er herhjemme, mens vi suger anderledes til os under fremmede himmelstrøg. Det er synd, når vi tænker på alt det guld, vi har omkring os, både når det kommer til natur, råvarer, historie og dygtige ildsjæle.

I går fik vi en rigtig god oplevelse, da vi var inviteret til frokost af mine forældre på Restaurant Herthadalen, som ligger ved Lejre tæt på Roskilde. Området og istidslandskabet er så fantastisk smukt, og det er en nydelse i sig selv at køre op mod Ledreborg Slot af den gamle allé (Nordeuropas længste). Fortsætter man forbi slottet, kommer man til Restaurant Herthadalen.

restauranten-herthadalen

Bygningerne har en lang historie, og – som du kan se på mit billede – har det været et udflugtsmål helt tilbage fra 1788, hvor daglejerne fra de omkringliggende gårde i Herthadalen samledes for at synge, drikke og danse til den lyse morgen. Det gør man stadigvæk, når de indbydende selskabslokaler danner rammerne for bryllupper og andre festlige begivenheder!

Jeg vil skynde mig at sige, at det i dag er et meget moderne sted, som bærer præg af, at det er kreative ildsjæle, der står bag. Betjeningen er personlig og engageret, råvarerne er økologiske, bæredygtige og lokale. Der er endda gratis kildevand fra en lokal artesisk kilde, hvilket vil sige, at det naturlige tryk bringer vandet op uden brug af energi.

salat-herthadalen

Indretningen både ude og inde er nordisk cool med mange elementer fra naturen.

Herthadalen-restaurant

 

smart-braendestak

I juli og august er der åbent for frokoster på terrassen, hvor man sidder med den skønneste udsigt direkte ud over den lille Knapsø og i øvrigt også til restaurantens køkkenhave, hvor der dyrkes grøntsager og urter og holdes høns.

terrasse-herthadalen

 

koekkenhave-herthadalen
En del af hele oplevelsen er denne pagt med naturen og med råvarerne, som menuen også bærer præg af. Se bare, hvordan en chokoladekage også kan serveres!

herthadalen-dessert

I juli og august kan du spise frokost på Herthadalen i hverdagene fra kl. 12.00 -16.00. Benyt lejligheden og gå en tur og nyd landskabet eller besøg Sagnlandet.

Hver fredag indtil den 6. august er der også åbent om aftenen til Sommer, Sol & Grill. Du kan læse mere om det hele på Herthadalen.dk (og husk at bestille bord)!

Fyldt mørbrad med krydderurter, hvidløg og tomater

fyldt-svinemoerbrad

Det er meget let og hurtigt at forvandle en helt almindelig svinemørbrad til lidt af et festmåltid ved at fylde den med fx hvidløg, krydderurter, citron/lime og tomater eller soltørrede tomater. Den fyldte svinemørbrad er hurtigt lavet og bliver meget saftig og utroligt velsmagende – og så ser den endda super indbydende ud til både hverdag og fest.

Du kan lave helt din egen opskrift efter smag og behag, og hvad du lige ligger inde med af fx krydderurter (fx persille, rosmarin, basilkum, oregano), løg, hvidløg, citron, lime, soltørrede tomater, ost (fx feta, parmesan), svampe. Du kan også vælge at vikle serranoskinke om mørbraden, hvis det skal være ekstra fint.

I dag har jeg (til 1 mørbrad/2-3 personer) valgt at lave en blanding af:

2 fed hvidløg
en lille håndfuld frisk basilikum
et par kviste citrontimian
8-10 cherrytomater
revet skal af ½-1 lime
chilisalt
ca. 3 spsk olivenolie

Hak krydderurterne groft. Skær tomaterne i kvarte og hak hvidløgsfedene fint. Bland det hele og tilsæt olie og lidt chilisalt (eller salt og lidt hakket chili)

Skær en lomme i mørbraden, fordel fyldet og luk til med kødnåle. Krydr mørbraden udvendigt med salt og peber.


svinemorbrad-med-fyld

moerbrad-fyldt-tomater
Steg mørbraden i en bradepande i ovnen ved 180 grader i 20-25 minutter. Pas på, at kødet ikke får for meget, så det bliver tørt. Tag det hellere ud lidt før, og lade den trække, end at give den for meget.

Server en god salat og evt. kartofler til.

På Hjerting Badehotel

Hjerting_badehotel-billeder
De sidste fire dage har Hr. Hylleborg og jeg nydt livet i det dejlige danske sommerland, nærmere betegnet på Hjerting Badehotel.

Lad mig afsløre det med det samme – Hjerting er ikke ligefrem en metropol. Det er en lille gammel by, som efterhånden er blevet til en forstad til Esbjerg, hvor du ikke skal komme for at “se og blive set”. Her skal man nyde den fantastisk smukke natur – og ikke mindst badehotellet, som er centrum for den badeby, man arbejder på at bygge op, med strandpromenade og måske også en kommende Esbjerg Strand og en lystbådehavn, i fremtiden.

Hjerting Badehotel er et sted, der tydeligvis har fokus på kvalitet, lige fra de gode råvarer, over indretningen, til den meget imødekommende service. Jeg elsker, at der er kælet for detaljerne, og at jeg fx kan få en ordentlig kop te, Hansen Is, godt brød og hjemmelavet marmelade til morgenmaden. Det er ikke overdrevet luksus (hvem gider også det?), men tingene er i orden og gennemtænkte, der er rart at være, og personalet er søde og glade.

Her kan man nyde ægte dansk badehotelstemning på et sted, som drives af et ægtepar, der tydeligvis har lagt sjæl og hjerte i at gøre hotellet til en gennemført lækker oplevelse. Som du sikkert kan se på mine billeder (klik, hvis du vil se dem lidt større), er indretningen klassisk og varm, hvor man virkelig kan hygge sig i de små stuer og kroge, der er skabt.
Jeg sidder fx lige her og skriver dette indlæg:

IMG_7639

Man spiser rigtigt godt på stedet, både i Brasseriet, men selvfølgelig i særdeleshed på gourmetrestauranten (husk at bestille bord i forvejen), der er på et meget højt niveau og er optaget i White Guide over Danmarks bedste restauranter.

IMG_7653

Fra badehotellet sidder man og nyder udsigten direkte ud til Ho Bugten. Selvom der er en vej mellem hotellet og stranden, kan man ikke klage over beliggenheden.

hjerting-promenaden

Selve strandpromenaden er selvfølgelig centrum for aktiviteter og badegæster, og alskens kørertøjer, der cruiser om aftenen, men bevæger man sig videre mod nord kommer man ud i et stille og meget naturskønt område med en bred strand og klitter med lyng, graner, hyben og vilde blomster. Vi har virkelig nydt strækningen til både gå- og løbeture de sidste dage.

Fra Hjerting tager det ingen tid at køre til Esbjerg og smutte med færgen over til skønne Fanø. Sejlturen tager 10 minutter, og koster 45 kr. for en retur (så det er ikke økonomien, der skal stå i vejen for et smut derover). På ingen tid er man i et mere pulserede, men stadig hyggeligt og smagfuldt, sommerland med masser af butikker og cafeer. I Nordby lejede vi et par cykler og tog turen på de ca. 13 km. hver vej til Sønderho med alle de gamle huse, udsigt til vadehavet og den smukkest tænkelige strand.

cykel-fanoe

IMG_7625

Fra Hjerting er der også kun omkring 30 km. til Danmarks ældste by, Ribe. Jeg mindes ikke at have været der før, og jeg blev virkelig overrasket over, hvor flot og velbevaret byen er. Der er en særlig stemning i den lille by med de mange gamle huse og bygninger med Domkirken i centrum og med Ribe Å, der løber i fire forgreninger gennem byen. Vi tog turen op i kirketårnet med et lille museum undervejs, hvor vi bl.a. lige fik genopfrisket lidt årstal på Ansgar og reformationen (1536). Ansgar byggede (måske) den første kirke på stedet omkring år 860. Nu skriver jeg det her, så der er en lille bitte chance for, at jeg husker det.
Som du nok fornemmer har det været fire dejlige dage, hvor vi virkelig har nydt hotellet, naturen og de små ture i området. Hjerting Badehotel kan bestemt anbefales herfra til fx en lækker og afslappende forlænget weekend.

hjerting-badehotel

 

hjerting

Older posts