Stil over alder!

Succes med den sammenbragte familie

Anne Sophia Hermansen skriver i dagens Berlingske om de mange problemer med at få den sammenbragte familie til at fungere. Hun har læst sig frem til, at succeraten er helt nede på 25%. Det vil sige, at 75% af parrene med børn fra tidligere går fra hinanden igen. Statistikken bærer nok til dels præg af, at mange skal bruge flere forsøg efter en skilsmisse for at få alt på skinner igen, men det viser bestemt også, hvor udfordrende det kan være at få tingene til at fungere, når der også er børn fra tidligere at tage hensyn til.

Anne Sophia Hermansen mener, at tabuer og umulige krav til os selv er med til at vanskeliggøre tingene, og hendes pointe er, at vi nok skal sænke barren og acceptere, at den sammenbragte familie aldrig bliver en kernefamilie. Det giver jeg hende fuldstændig ret i, men derudover har artiklen inspireret mig til at dele lidt ud af mine egne erfaringer her på bloggen. Jeg lever nemlig selv i en familie med min mands to voksne døtre, som jeg vil tillade mig at kalde en succes.

Jeg synes, der er nogle ting, som vi alle hver især har gjort ret godt – både min mand, pigerne og da også mig selv. Der har faktisk aldrig været problemer eller gnidninger, og vi har det altid meget hyggeligt sammen og kan inspirere og hjælpe hinanden. Efter ni år er vores familie blevet en naturlig enhed, og jeg sætter meget stor pris på både pigerne og deres kærester.

Jeg siger ikke, at det er let. Ligesom det gælder et forhold i al almindelighed, skal der også arbejdes på relationen til børnene. Der er kompromisser og give-and-take, som alle parter skal være villige til at indgå. Når der, som i mit tilfælde, er tale om store børn, har de også en aktiv rolle i, og til en vis grænse også et vist ansvar for, at få den nye familiekonstellation til at fungere. Jeg har bestemt været heldig med “mine” piger – som nu er 25 og 27 år – de har altid været søde og respektfulde overfor mig, og de er intelligente, selvstændige, positive og ansvarsfulde. Det tager til gengæld tid at få et nært forhold til så store børn, og det skal det have lov til, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Ellers er det naturligvis op til både den biologiske forælder og den nye partner at optræde klogt. Og hvordan gør man så det? Alle er forskellige, alle har forskellige udfordringer, men jeg kan i alt fald give mine bud på nogle veje til succes. Naturligvis set udfra min stol, kvinden som er den nye partner til en mand med børn.

Det er ikke kun dig, det handler om!
Allerførst er jeg nød til at starte med den måske upopulære påstand, at vi kvinder, der har mænd med børn fra tidligere, skal passe på med at sætte os selv for meget i offerrollen.
Det er hele tiden kvinder, vi hører ytrer sig om problemerne med den sammenbragte familie, mens mændene ofte er mere fleksible og har nemmere ved at acceptere kvindens børn. I vores stærke netværk, både på nettet og i det virkelige liv, sker det ofte, at kvinderne retfærdiggør deres mishag overfor partnerens børn – både overfor sig selv og hinanden. Retorikken bliver grimmere og grimmere, og i stedet for at bryde tabuer på en konstruktiv måde, bliver der gravet skyttegrave, og man taler sig varme og opildner hinanden.
Ja, det kan være svært, og andres børn kan være irriterende, men der er altså tre ben, som forholdet står på – og kvinden er kun det ene. Det er udfordrende og følsomt for alle, også for manden og børnene, og min erfaring er, at det er mere konstruktivt at prøve at se tingene lidt fra de andres side også, fremfor at blive hængende i den tro, at man er det eneste offer. Manden står ofte i en klemme og ønsker bare, at alle hans relationer fungerer, så hans liv hænger sammen. Børnene er dem, der har lidt et kæmpe tab i deres liv og får proppet nye voksne ned i halsen. Man kommer utroligt langt ved også at sætte sig i de andre sted og ved at mobilisere medfølelse og forståelse.

Tæl til ti!
Når der er ting, som tricker dig, så prøv at holde bøtte en gang imellem. Følelserne kan tage over, og man bliver irritabel og irrationel, og kommer let til at skabe en konflikt, som man fortryder bagefter. Mange gange kan det være en god idé at tælle til ti og bide sig selv i tungen. En halv time senere har du sikkert alligevel glemt, hvad det handlede om,og du har har måske sparet dig selv for et skænderi eller en dårlig stemning. Vælg i stedet dine kampe med omhu og find en løsning på de problemer, der virkelig betyder noget.

Sig nej!
Da jeg mødte min mand, tog jeg en samtale med en psykolog for at få nogle konkrete redskaber til håndtere forholdet med sammenbragte børn så godt som muligt. Jeg havde prøvet det før, vidste hvor svært det kan være at kapere følelsesmæssigt, og det her skulle bare lykkes. De to vigtigste ting, jeg tog med mig var:

1. Hvis forholdet til børnene ikke fungerer, fungerer forholdet til manden heller ikke. Der er meget mere på spil, end du aner!
2. Sig nej! Man behøver ikke være med til alt. Det er helt ok at springe over arrangementer eller forpligtelser, som man egentlig ikke har lyst til. Det er også helt fair og naturligt, at de har ting sammen, som du ikke er en del af – de har trods alt et biologisk bånd, som er deres.

Skab det voksne fundament
Noget af dét, som min mand virkelig skal have kredit for er, at han fra starten har gjort det klart, at det er de to voksne, der udgør fundamentet. Han har altid respekt for at involvere mig, når der skal træffes aftaler og disponeres på forskellig vis – ikke fordi, jeg skal bestemme, men fordi vi, ligesom i enhver anden familie, er de voksne. Det er mig, der bogstaveligt talt sidder på forsædet i bilen (og ikke, som Anne Sophia Hermansen har oplevet, bliver henvist til bagsædet med det statustab, det medfører).
For ham er det misforstået kærlighed, og et uhensigtsmæssigt aflad for en dårlig samvittighed, at lade børnene tage over, og det andet giver dem en tryg og stabil base, som de kan regne med. Det tror og håber jeg helt bestemt, at de føler, de har fået.

Giv tid – masser af tid!
Et af de allerbedste råd jeg kan give videre, er at forstå, at det tager tid at opbygge en ny familie. Fem år kan det sagtens tage. Så sænk ambitionerne og lad være med at tage det for nært, hvis du ikke er pot og pande med børnene fra starten. Vær tværtimod glad så længe, at tingene fungerer, og der ikke er problemer. Og giv så tid – masser af tid. Respekt og en ordentlig omgang med hinanden er flot og fint, og så skal forholdet nok udvikle sig hen ad vejen i takt med, at alle er parate.

Beslut dig for, hvad du vil stå for som menneske
Du har helt og holdent ansvaret for, hvordan DU vil opføre dig, og hvilket menneske, du ønsker at være, og hvad du gerne vil stå for. De fleste af os vil nok allerhelst være rummelige og empatiske og opføre os pænt og ordentligt overfor andre. Mange har helt sikkert svært ved at leve op til det, når magtspillet går i gang, følelserne tager over, og positionen i hjemmet og overfor manden føles truet. Det er derfor, der er mange faktorer, der skal gå op i en højere enhed, og alle parter har et ansvar for at opføre sig klogt og ordentligt. Det er svært at lave om på andre – og i nogle tilfælde er situationen måske bare håbløs – men man kan altid starte med sig selv.

 

Selvom alle forhold og alle mennesker er forskellige, så håber jeg alligevel, at der er en enkelt eller to af mine erfaringer, der kan være til nytte ♥

 

   

9 kommentarer

  • anna

    Jeg er helt uenig med titlen på din indlæg. En sammenbragt familie (hvis der er tale om skilsmisse forud) kan aldrig i min optik være “succesfuld” – for mig er den sammenbragte familie et helt skrigende klart signal på et nederlag som man på bedste måde kan gøre mere eller mindre ved at indgå i en ny familie. Men drømmen om det idylliske kernefamilie som de fleste trods alt stræber imod at danne: dig og mig og vores fælles børn er slået i stykker.

    skilsmisse er et aktivt valg man træffer af egoistiske grunde( hvis der ikke er tale om fysisk, psykisk vold eller lignende. Det præger børn for evigt (selv om børn er utrolig gode til at tilpasse sig) og børn ønsker altid at deres biologiske forældre skal være sammen, alt andet med stedforældre vil altid være lavere rangeret og ikke lige så godt. Jeg synes skilsmisser er tarveligt over for børnene og forældre det kører 7-7 eller 9-5 etc skulle selv prøve at flytte ind og ud sådan, men nej det kan børnene få lov til! Frasen med at hellere lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen og at børnene ikke skal opleve det: op i røven med den sætning- det bruges kun til at dulme forældrenes dårlige samvittighed med over for dem selv.
    mit bud er : hold sammen som gode kammerater indtil børnene er 18 – så har I gjort jeres og kan tage jeres skilsmisse derfra: det er det mindste man kan give sine børn: en tryg barndom med en kernefamilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Voksenlivsstil - Jeanette Hylleborg

      Hej Anna,
      Tak for din kommentar, det er altid spændende at høre, hvad andre tænker, mener og føler. Særlig når man forstår, hvilket udgangspunkt, de taler fra. Du har helt sikkert dine specielle grunde til at mene det du gør, men jeg synes altid, man skal passe på med at dømme andre og skære alle over én kam.

      Jeg mener nu heller ikke at påstå, at det er en succes i sig selv at blive skilt eller at være en sammenbragt familie, men når man nu en gang møder en mand, som ER fraskilt og HAR børn fra tidligere, så er det bedste – også for børnene – at man kan forsøge skabe en harmoni i sin nye konstellation. Om skilsmisse er i orden er en anden diskussion.

      Jeg er helt klar over, at jeg som stedforælder – eller hvad vi nu skal kalde det – ikke som udgangspunkt rangerer på allerøverste hylde, men derfor kan man nu godt have et godt forhold alligevel og gøre sit bedste.

      De bedste hilsner
      Jeanette

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Hvor er der mange der kunne lærer af dine erfaringer, og hvor er det vigtigt, at man gør op med sig selv hvad man vil stå for og hvordan man opnå det. Super interssant og lærerig læsning.👍🏼👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Voksenlivsstil - Jeanette Hylleborg

      Hej Bettina,

      Det er jeg super glad for at høre, tusind tak 🙂

      KH Jeanette

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Hej Jeanette
    Jeg synes ikke jeg dømmer andre, men jeg vurderer andres handlinger og nogle er gode og andre er mindre gode – her hører de fleste (ikke alle) skilsmisser til. Jeg synes ikke jeg særer alle over en kam, som jeg også skrev i mit indlæg var det dem med den genenmsnitlige skilsmisse jeg langede ud efter,Det jeg ville pointere (jeg ved godt at mit indlæg lyder skrapt – men mit ønske var at være helt tydelig) var at man aldrig kan skildre sammenbragte familier som en fuldendt succes, fordi de er bygget på en eller måske to tidligere skismisser – og en skilsmisse er i min verden er nederlag, hvis kernefamilien er det man øsnekde at opnå. Men derfor synes jeg det er super positivt at du og dine kære har formået at få det til at fungere til alles glæde og at der er harmoni og er slet ikke i tvivl at du og alle andre i samme situation gør deres bedste. Jeg er helt enig i dit svar til mig 🙂 men jeg er lidt træt at man (ofte kvinder) i diverse medier forherliger hvor skønt det er med hans, mine og vores fælles børn – det er nemlig ikke altid skønt for børnene og det er dem jeg tænker på. Jeg langer nok også lidt ud efter min egen generation- jeg synes vi giver for hurtigt op – lad os kæmpe lidt for at få vores forhold til at fungere og indse at det er hårdt og det kan gå op og ned.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    glemte at sige – tak for din dejlig blog og fordi alle med forskellige meninger kan komme til orde – kh en trofast følger

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Voksenlivsstil - Jeanette Hylleborg

      Kære Anna,
      Tak for din uddybning. Alle har ret til deres meninger, og jeg kan godt sætte mig ind i, hvad du føler.
      Jeg prøver bestemt ikke at forherlige vores situation (jeg har forøvrigt ikke selv børn, som du måske ved), og jeg er meget bevidst om, at børnene har lidt et tab.
      Det er dejligt med noget diskussion her på bloggen – og så længe vi udveksler vores meninger med respekt for hinanden, som vi gør her, kan det kun være berigende.
      Jeg har da tænkt en del over dine synspunkter.

      Ha nu en dejlig dag og skriv endelig en anden gang.

      Kh Jeanette

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Jeg er helt uenig med Anne. Jeg er selv skilsmissebarn og har kaldt min stedfar for far og jeg betragter min barndomsfamilie som en tryg kernefamilie. I dag er jeg selv skilt og har 2 børn. Vel har der været et par hårde år for både mine børn og mig som fraskilt mor, men at det skulle være bedre for mine børn og være sammen med to ulykkelige forældre til de blev 18 ville gøre mere ondt på dem end vores skilsmisse. At høre sine forældre skændes og se, at der ingen kærlighed er tilbage er ikke sundt for nogen. Enig i at udtrykket “en lykkelig skilsmisse” nok ikke findes, for der er altid sorg og tristhed forbundet med en skilsmisse, men at skulle leve i en ulykkelig familie uden kærlighed imellem forældrene, er som at vælge mellem pest eller kolera. Spør’ man mine børn i dag om deres far og jeg skulle være blevet sammen er svaret nej. De husker vores evindelige diskussioner og skænderier over ligegyldige ting og ser os i dag gladere hver for sig. Vigtigst af alt er, at mor og far kan bevare et venskab efter skilsmissen, tale sammen og træffe beslutninger om de fælles børn. Det er vi gode til. Jeg vil vove og påstå, at vores samarbejde om børnene er bedre end da vi var gift.
    mht til den nye partner, så er det svært og elske andres børn medmindre man har været en del af deres liv fra de var helt små hvilket var tilfældet med min “far” Det vigtigste er venskab og respekt. det kan være svært hvis der står en forsmået og bitter mor eller far, som stikker en kæp i hjulet. Det er det værste man kan gøre. Skilte forældre har en pligt til, at lægge deres egen bitterhed på hylden og gøre alt i deres magt for at samarbejde med de voksne, som er en del af børnenes opvækst og dagligdag. Det er derfor også vigtigt, at forældre inddrager deres nye partner og lader dem tage del i dagligdagens beslutninger. Fælles front er vejen frem…og masser af kærlighed og empati ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Voksenlivsstil - Jeanette Hylleborg

      Hej Gitte,
      Tusind tak for din varme, kloge og positive kommentar – tak fordi du deler dine erfaringer både som skilsmissemor og som skilsmissebarn. Du kommer så fint rundt om mange aspekter, og du har så evig ret i, at respekt og venskab er det vigtigste.
      Ja, det kan være svært og hårdt, men der er en vej frem. Det er dejligt, hvis man kan sprede dine budskaber om kærlighed og empati i stedet for at sprede dårlig karma og være med til at køre tingene ned i en ond spiral.
      Tusind tak!

      KH Jeanette

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stil over alder!