GLÆDELIG JUL

Min mormor hilser og siger undskyld

min-mormor-hilser-og-siger-undskyld.jpg

Min mormor hilser og siger undskyld er en af de bøger, som man ærgrer sig over slutter. Man vil så gerne blive i universet lidt endnu og følge alle de mennesker, som er blevet foldet ud på godt og ondt.

Bogen er et eventyr på mange niveauer –  lidt af et juleeventyr, fordi den foregår over julen, et klassiske eventyr med prinsesser og riddere, og parallelt med dette en moderne fortælling om livet for en lille gammelklog pige, Elsa på 7 år, som mister sin mormor, eneste ven og store superhelt. Mormor har dog nået at planlægge noget af et eventyr efter sin død for Elsa, hvor hun kommer helt tæt på de mennesker, der bor i hendes opgang, og som alle har en relation til mormor på den ene eller den anden måde. For nok har mormor været en rebel og en drillepind, men den gamle kirurg og globetrotter har samtidig haft et hjerte af guld og har hjulpet og beskyttet en masse mennesker.

Den handler om at miste, om at være skilsmissebarn, om at være anderledes og ensom. Og først og fremmest viser Fredrik Blackman på fineste vis, som han også gjorde i den skønne og sjove debutroman En mand der hedder Ove, at alle mennesker har en historie og rummer noget godt i sig.

I starten blev jeg en anelse irriteret – både på bedrevidende og irettesættende Elsa, og på det fantasifulde eventyr fra den excentriske mormors skøre hjerne. Måske er det med vilje, at man som læser ved selvsyn får at mærke, hvordan man bør være åben og rumme det fantasifulde og det anderledes, og hvordan sympatien vokser, som man lærer personerne bedre at kende.

Fredrik Blackman er utroligt rammende, rørende og til tiden utrolig morsom i sin karakteristik af forskellige mennesketyper. Mormor, der blæser på det hele, og gør som det passer hende, bander og svovler og sætter sig op mod autoriteter og indgyder Elsa selvtillid, fantasi, indsigt og mod. Elsas mor, det svigtede barn, som må være det ansvarlige og strukturerede modstykke til mormor. Drankeren i opgangen, som har oplevet en uoverstigelig stor ulykke. Alf, den ældre bryske taxachauffør, der bander tre gange i hver sætning, men har et stort hjerte, som også viser sig at være knust.  Elsas far, pedanten og realisten, der åbner sig over for det uvirkelige og begynder at høre Harry Potter-lydbøger for sin datters skyld. Lennart og Maud, verdens sødeste og næstsødeste mennesker ifølge Elsa, som bærer på en stor hemmelighed og sorg. Og den søde og velmenende stedfar George, der ikke desto mindre kan være svær for den lille pige at tage helt ind.

Min mormor hilse og siger undskyld er historien om dysfunktionelle superhelte og retten til at være anderledes – og om, hvad der sker, hvis vi lærer hinanden rigtigt at kende.
Den kan åbne dit sind og varme dit hjerte. Til sidst vil du måske fælde en lille tåre og ligesom jeg ærgre dig over, at du er nået til sidste side.

 

 

   

2 kommentarer

  • Marlene Høj

    Den vil jeg læse! Jeg må holde øje med om den kommer på udsalg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Håber, du vil kunne lide den Marlene. Jeg savner den stadig lidt og må helt sikkert læse den igen en dag :heart_eyes:
    KH Jeanette

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

GLÆDELIG JUL