VIND! Den helt nye lampe fra VITA

Den gamle bagers sprøde brunkager

Jeg må indrømme, at jeg har overvejet at beholde denne opskrift for mig selv, men det ville næsten være synd – det er nemlig de bedste brunkager, jeg har smagt! Runde i smagen, ikke alt for søde og først og fremmest knasende sprøde. Prøv dem selv og se, om ikke jeg har ret.
Opskriften blev brugt i både min farfars og min farbrors bageri igennem mange, mange år (min farfar er den flotte fyr til højre på billedet).

2-Gyrstinge Bageri-1937.jpg

Bagerne har en helt anden teknik og ofte en mere pragmatisk tilgang til tingene. De går fx ikke af vejen for at bruge en krydderiblanding, som er velsmagende og gør det hele meget lettere. Småkagedejen bliver også kølet ned i en brandepande og efterfølgende skåret ud i stænger, så man slipper for at lave ruller.

brunkager5
Du skal bruge (3-400 stk.)

250 g lys sirup
250 g brun farin
250 g smør (eller margarine, som man brugte oprindeligt)
100 g finthakkede hasselnøddekerner
20 g brunkagekrydderi
3 g hjortetaksalt
750 g hvedemel
20 g potaske (NB! potaske opløses i lidt vand i en kop og hældes ned oven på hvedemelet – aldrig direkte ned i den kogende masse, hvilket vil ødelægge dejen)

  • Bland sirup, smør og farin i en gryde. Tilsæt de finthakkede hasselnødder og bring massen i kog.
  • Hæld den kogende masse over i en røreskål og tilsæt krydderier, hjortetaksalt og mel
  • Opløs potasken i lidt vand og hæld den oveni melet (ikke direkte i den varme masse)
  • Det hele røres godt sammen, og derefter hældes dejen op i en bradepande, der er smurt med fedtstof og stilles til afkøling.
  • Når dejen er afkølet tages den ud af bradepanden og skæres i stænger på ca. 4 cm. x 4 cm. (bemærk, at mine på billederne ikke er helt kvadratiske, da jeg kom dejen i en lidt lavere bradepande. Men du kan selvfølgelig lave brunkagerne i nøjagtig den størrelse og form, du foretrækker). Pak hver stang i husholdningsfilm og læg dem i køleskabet.
  • Efter en dag eller to i  køleskab tages én stang ud ad gangen og skæres med en skarp kniv stangen ud i meget, meget tynde skiver. De hæver i tykkelsen under bagningen, men flyder ikke nævneværdigt ud. Hvis du vil have brunkagerne papirtynde, kan du skære dejen i skiver med en gammeldags brødmaskine, hvilket generelt er et virkelig smart tip.
  • brunkager2
  • Læg de udskårne kager på en smurt eller bagepapirklædt plade og bag dem ved 200 grader til de er tørre, lysebrune og nødderne træder tydeligt frem. Afhængigt af tykkelsen tager det ikke mere end 3-4 minutter, så hold GODT øje med dem – der skal kun sekunder til, før de bliver for mørke.

 

Brunkage og nisse

Tip! Du kan selvfølgelig også udstikke fine figurer af din brunkagedej!

brunkager4.jpg

 

 

   

1 kommentar

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VIND! Den helt nye lampe fra VITA