udsalg - hvad skal man gå efter?

Farvel til læsebriller og kontaktlinser for altid

For knap 4 måneder siden valgte jeg, efter grundige og seriøse overvejelser, at få foretaget en udskiftning af linserne i mine øjne, en såkaldt RLE operation (Refractive Lens Exchange). Operationen ville betyde et permanent farvel til min gamle nærsynethed (-5,5) og mit alderssyn (+2,0), som var kommet til over de seneste par år.

Ved en RLE operation udskiftes øjets naturlige linse med en kunstig, som bliver siddende resten af livet. Det er samme operation, der anvendes ved behandling af grå stær. Man kan slippe for langsynethed, nærsynethed, alderssyn og bygningsfejl, desuden vil man ikke kunne få grå stær. For at benytte sig af operationen, bør man være mindst 45 år og have fået alderssyn.

Mine overvejelser gik på en vægtning af det forventede resultat og de fordele, jeg kunne opnå, i forhold til risikoen ved operationen. At slippe for kontaktlinserne, som jeg havde brugt i 30 år, vejede tungt. De nytilkomne læsebriller og et stadigt stigende besvær med at læse i forskellige situationer, var jeg heller ikke specielt glad for.

Jeg havde nogle år tidligere overvejet en laseroperation til korrektion af mit nærsyn, men turde ikke rigtigt, og desuden ville jeg alligevel få behov for læsebriller, endda formentlig hurtigere end normalt. Så den idé blev heldigvis droppet, og da jeg senere blev opmærksom på muligheden for linseudskiftning, som jo løser alle synsproblemerne på én gang, var jeg glad for, at jeg ikke var blevet laserkorrigeret.

Selve operationen bekymrede mig overhovedet ikke, eftersom den svarer til en af de mest almindelige, nemlig operation mod grå stær. Jeg valgte privatklinikken Memira, som har erfaring fra flere hundredetusinde operationer og har mange klinikker i Norden.

Der er altid en risiko ved operationer, og her er de mest alvorlige en yderst sjælden risiko for nethindeløsning og hævelse af den gule plet. Begge dele kan behandles, men i meget sjældne tilfælde kan synet forværres. Jeg anså denne risiko for meget lille, og der kan jo også være risici ved brug af kontaktlinser.

Bivirkninger som dårligere nattesyn samt glorier eller ekstra skær omkring lyskilder, er helt almindelige, men det er noget, som for langt de fleste retter sig over et helt år efter operationen, efterhånden som hjernen tilpasser sig og lærer at sortere synsindtrykkene. Dette oplevede jeg naturligvis en del af i starten, men her efter 4 måneder, er det så lidt, at det sjældent er noget, jeg overhovedet skænker en tanke.
Der vil altid være en mellemdistance i ca. en armslængde, hvor synet ikke er helt optimalt, eftersom den indopererede flerstyrkelinse er optimeret til hhv. kort og langt syn, ligesom ved flerstyrkebriller. Også dette forbedres over tid, og for mig er det kun et spørgsmål om at flytte computerskærmen eller avisen en lille smule. Jeg var fra starten indstillet på, at jeg måtte affinde mig med noget, for at slippe for de andre ting – intet er perfekt, men ærligt talt, så er det småting for mit vedkommende.

Begge øjne opereres samtidig, da man efterhånden har så meget erfaring, at det ikke er nødvendigt at operere over to gange. Så det hele tager  ca. 30 minutter og er smertefrit.
5 minutter efter operationen kunne jeg sms’e. Dagen efter kørte jeg bil. 3 måneder efter var mit syn på begge øjne i 0, og jeg har ikke brugt briller siden operationen.

Så var der økonomien. Operationen koster 42.000 kr., men alene i mit kontaktlinseforbrug er dette tilbagebetalt på 10 år. Herefter kan man betragte det som en ren gevinst, da synet er korrigeret for altid.

Jeg vil aldrig direkte anbefale andre noget så alvorligt som en operation. Det er noget, man selv må afgøre, om man tør udfra fordele og risici, og selvfølgelig tage ansvar for sin beslutning. Jeg kan kun dele ud af mine personlige erfaringer og sige, at jeg er glad for, at jeg gjorde det, for forløbet og resultatet, og jeg ville ikke betænke mig ved at gøre det om med de erfaringer, jeg har i dag.

Du kan læse mere på Mimira.dk

jeanette hylleborg

Nej, der er intet at se på mine øjne efter operationen. Måske er de faktisk lidt klarere uden kontaktlinserne – og så er de ikke tørre og trætte sidst på dagen længere.

   

3 kommentarer

  • Det er fedt at læse, at du har haft så positive resultater som følge af operationen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hylle

      Hej Nicolai,

      Mange tak – jeg har ikke fortrudt et sekund. Man skal altid være varsom med at anbefale operationer til andre, for det er selvfølgelig på eget ansvar, at man opvejer fordele og ulemper, men det er altid rart at høre andres erfaringer.
      Nu er det over et år siden, at jeg fik mine linser udskiftet, og jeg tænker faktisk sjældent over det. Det fungerer bare!

      Kh
      Jeanette (Hylle)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi lever af at sælge kvalitets læsebriller til folk, men kan sagtens forstå hvis folk med svære øjenproblemer vælger at blive opereret. En god ide kan være at tage en indledende samtale med sin egen læge. Et ekstra råd før en så stor beslutning er altid på sin plads.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

udsalg - hvad skal man gå efter?