Principperne i Verdens Bedste Kur

Juletiden med al dens mad og lækkerier, må være et godt tidspunkt til at få kigget nærmere på Verdens bedste Kur af Arne Astrup og Christian Bitz. Den har ligget et stykke tid hos mig. Ikke fordi, jeg skal på kur, men fordi den indeholder de nyeste resultater fra verdens største ernæringsundersøgelse og kan gøre os klogere på, hvad der vender op og ned, når det kommer til kost og vægt.

verdens bedste kur

Verdens bedste Kur koster 285 kr. hos Saxo.com

Verdens bedste Kur handler om at sammesætte sin kost, så andelen af protein er relativt højt (25%) og andelen af hurtigt optagelige kulhydrater er lav. Det handler om nydelse, fremfor afsavn og fanatiske slankekure. Målet er at sammensætte en kost, som mætter, uden at man behøver tælle kalorier, og indarbejde nogle gode vaner, så vægten ikke bliver et problem, fx:

  1. Hvidt brød, ris og pasta, bør kun indtages i små mængder, hvis man vil passe på vægten – de mætter ikke så godt og får blodsukkeret til at stige. De skal derfor erstattes af de brune fuldkornsudgaver.
  2. Kartofler er den råvare, der mætter mest per kalorie, og er en vigtig kilde til C-vitamin. Så den skal tilbage i kosten i stor stil.
  3. En række krydderier, især chili, kan øge forbrændingen.
  4. Man tager ikke ekstra på i sig selv ved at spise efter kl. 18. Kroppen er faktisk ligeglad med, hvornår du spiser – det er det samlede kalorieindtag over tid, der er interessant. Det er snarere usunde snacks og de ekstra kalorier efter aftensmaden, der bør kigges på.
  5. Kalcium slanker. Man ved ikke helt hvorfor, men det tyder på, at kalcium fra fx magre mejeriprodukter, broccoli, mandler, bønner, spinat, fuldkornsrugbrød m.v. mætter mere. Samtidig binder kalcium fra kosten fedtet i tarmen, så det ikke optages i kroppen.
  6. Kroppen udskiller selv affaldsstoffer, og såkaldte detox-kure er derfor unødvendige. Når der opleves en god følelse ved detox, kan det slet og ret skyldes, at man normalt lever for usundt.
  7. Det er uhyre sjældent, at man oplever mennesker med et stofskifte så lavt, at det påvirker kropsvægten. Så den med, at man ikke kan gå forbi bageren uden at tage på, holder ikke. Det er som oftest for store mængder mad, eller usunde mellemmåltider, der skaber overvægten.

Bogen indeholder konkrete kostplaner og mange opskrifter, som er indbydende og inspirerende, uanset om du skal tabe dig eller bare ønsker at holde vægten.

Perfekte negle i 14 dage

Jeg fik lakeret mine negle med Shellac lige før jul. Nu skulle det langt om længe prøves, og perfekte røde negle gennem jul og nytår lød næsten for godt til at være sandt.  Hvis de kunne holde til al julens madlavning, var det det hele værd.

Shellac_hylle
I dag er de stadig helt perfekte, uden en skramme og med fin glans.

Shellac laves kun professsionelt, til ca. 300 kr. Lakken, som fås i mange farver eller som fransk manicure, påføres som almindelig lak og hærdes derefter øjeblikkeligt i UV lys og holder i min. 14 dage.
Det kræver lidt ekstra at få lakken af, enten på klinikken eller hjemme med neglene pakket ind i vat med acetone og herefter staniol i ca. 10 minutter, hvorefter lakken skubbes af. Det har jeg stadig til gode at prøve, men selvfølgelig må man være indstillet på, at det kræver lidt ekstra arbejde, og måske også lidt slid på neglene.

Shellac er helt klart en ting, som jeg fremover vil bruge i forbindelse med ferier eller fester.

Mystikol – ny holdbar cremet eyeliner

Jeg er stor fan af Jane Iredale’s mineralfoundations, eyelinere, øjenbrynsfarver m.m. Den nye Mystikol – som er en cremet eyerliner – er bestemt ingen undtagelse. Den har en mørk farve i den ene ende og en lys i den anden, og kan bruges til både skygge, eyeliner og hightlighter. Den er cremet og giver en blød smokey effekt. Den hurtig at lægge og giver et flot og meget holdbart resultat, som ikke tværer ud. Den kan også bruges som en holdbar grundfarve under øjenskyggen til rigtige smokey eyes. Bruges den mørke som eyeliner på den våde kant, holder den i timevis.

Mystikol

Mystikol fås i 8 farver, men jeg anbefaler fx den flotte brune Dark Topaz. Prisen er 150 kr. hos JaneIredale.dk
Den sorte er flot til meget markante smokey eyes, men kræver en vis erfaring at arbejde med, da den farver meget.

Gode gammeldags karklude

Solwang klarkludeDagens hausfrau råd er disse fine strikkede gammeldags karklude i ren bomuld fra Solwang. De er ikke alene fine og æstetiske at se på – så langt mere lækre i køkkenet end syntetiske klude – men de suger også enormt godt og er bare behagelige at have i hænderne. De er 100% fri for kemikalier og kan tages i brug med det samme (behøver ikke vask for at kunne suge ordentligt).
Vaskes ved 60 grader og holder længe.

Jeg er så vild med dem, at jeg har valgt at føre dem i min egen webshop Best of Nordic, hvor fås i forskellige farvekombinationer til 75 kr. for 3 stk.

Solwang Design er danske køkkentekstiler designet af Dorte Solang Wang. Tekstilerne og de lækre strikkede bomuldskarkude er inspireret af farmorens gamle strikkeopskrifter. I dag maskinstrikkes karkludene, men de har stadig alle den håndstrikkede karkluds kvaliteter og skønne nostalgiske udseende.  

Styrk dit parforhold

Julen er en prøvelse for mange parforhold, hvor bristede forvetninger og illusioner står frem i lys lue. Men hvorfor ikke bruge juleferien på at blive klogere på dig selv og dit parforhold og på baggrunden for, at vi egentlig vælger de partnere, vi gør? De fleste ønsker sig et velfungerende parforhold, men har svært ved at gøre sig klart, hvad det kræver.

Harville Hendrix en af USA’s førende parterapeuter, og jeg ved, at Kærlighed og Samliv anbefales og bruges af danske psykologer. Det betyder ikke, at den er specielt svær at læse, den er ganske underholdende og fyldt med eksempler fra det virkelige liv.

Harville Hendrix

Baggrunden for bogen er kort fortalt, at vi søger en partner udfra nogle gamle mønstre. Vores hjerner føler sig komfortable og trygge med det genkendelige, uden at skelne imellem, om det er godt eller dårligt. Vi finder ofte en partner med det skjulte formål at læge gamle sår og traumer. Hjernen tror, at vi langt om længe har fundet det menneske, som skal pleje os og gøre os hele. Alt sammen en urealistisk byrde, som vi naturligvis ikke kan forlange den anden at bære. Du skal ikke se på din partner som en frelser, men som et såret barn, der ligesom du, kæmper med at blive et helt menneske.

Vi forsøger med andre ord at få omverdenen til at opfylde vores behov, mens et velfungerende kærlighedsforhold i virkeligheden består i at sætte den andens behov forrest.

En anden tendens er, ifølge bogen, at vi forsøger at uddrive vores egne negative egenskaber ved at overføre dem til partneren – en yderst effektiv metode til at tilsløre de mindre tiltalende sider af os selv.
Resultatet er, at der skabes magtkampe og en negativ taktik for at frembringe kærlige følelser hos den anden. Men hvad får nogen til at tro, at de kan få et andet menneske til at opføre sig kærligere ved at såre ham eller hende?
En af de effektive metoder til at opnå et harmonisk forhold, er at opgive altid at forsvare sig. Mød din partner på en ikke-defensiv metode, og du vil opleve at få en allieret i stedet for en fjende!
I bogen lærer du i det hele taget at blive bevidst og tænke dig om, så din adfærd bliver mere hensigtsmæssigt, fremfor automatisk at lade den gamle primitive hjerne styre dine reaktioner.

Til sidst i bogen er der nogle praktiske øvelser, som du kan lave hhv. alene og sammen med din partner.

130 kr. hos bl.a. Borgen.dk

Older posts